Trods store prisreduktioner
går det godt for Renault, ikke mindst i Danmark, og
selv billigmærket Dacia klarer sig, selvom de danske
afgiftsregler ikke favoriserer Dacias tilgang til
bilmarkedet. Det fremgik af den nye danske
privatejede Renault- og Daciaimportørs
årspressemøde, hvor man ser tilbage på året, der
gik, og frem mod det kommende år.
Renault har globalt oplevet
en vækst på 1,8 procent, og har senest opnået en
ekstra anerkendelse, da Renault 5 blev kåret til Car
of the Year 2025. 2024 har da også været et
hektisk år, med ikke færre end otte lanceringer af
nye biler. Nogle af dem er også landet i Danmark, fx
Scenic E-Tech electric, Master, en faceliftet Captur
og naturligvis Renault 5 E-Tech Electric.
Med et globalt salg på
1.577.351 biler – personbiler såvel som varebiler –
solgte man 28.000 flere køretøjer end i 2023. Heraf
sælges der lidt over en million Renault biler i
Europa, hvor salget steg med 3,3 procent, sat i
forhold til totalmarkedet, der er steget med 1,7
procent.
Pæn markedsandel
Sammenlagt har Renault nu en
europæisk markedsandel på 6,7 procent. Ser man alene
på indregistreringen af elektriske biler, steg den
med 9 procent i Europa. Men også registreringen af
fuld hybridbiler steg – faktisk med hele 30 procent
- hermed placerer Renault sig på en 2. plads i
Europa for den type af biler, hvor Toyota fører an.
Renault 5 E-Tech Electric er
med 10.000 registrerede biler i Frankrig i november
og december allerede den bedst sælgende elbil i
B-segmentet i Frankrig. Der er selvfølgelig også en
forventning til, at det kommer til at gå godt for
den nye bil, når den i april kommet il Danmark.
Renault har i en årrække
været blandt de førende varebilsproducenter i Europa
– og den position fastholdt man i 2024.
Markedsandelen endte på 15,3 procent og i alt
310,500 solgte varebiler – hvilket er en stigning på
4,6 procent i forhold til sidste år.
Rekordsalg i Danmark
Med i alt 7.696 Renault
personbiler indregistreret i Danmark i 2024 oplevede
man en forøgelse på 75 procent i forhold til 2023 i
et personbilsmarked, der sammenlagt ikke var meget
forskelligt fra året før, hvis man ser bort fra den
kolossale parallelimport af nye og næsten nye
elbiler fra rundt om i EU. Registreringstallet for
varebiler var 18 procent i et marked, der voksede en
anelse. Det trak lidt ned i totalen, som dog stadig
udviste en fremgang på knap 52 procent.
Bestsellerne i Danmark i 2024
var Renault Megane E-Tech Electric, Renault Clio og
Renault Scenic E-Tech Electric, mens Renault Trafic
på varebilssiden blev indregistreret i næsten ligeså
stort et antal som den mest succesrige personbil. I
2025 satser den danske importør på yderligere
fremgang, dels gennem en stor vifte af elbiler, men
også med mange nye varebiler, inklusive den nye
Renault Master E-Tech Electric.
Dacia gør det godt – især
ude i Europa
Som nævnt indledningsvis
klarer Dacia sig rigtig godt ude i Europa. Med et
salg på 676.340 biler i 2024 opnåede Renaults
billigmærke rekordvækst i Europa. Og som et kuriosum
kan det nævnes, at Dacia passerede 9 millioner
solgte biler siden 2004.
Mens andelen af elbiler er
steget vedvarende i Danmark gennem de sidste år, er
markedet for konventionelle benzin- og hybridbiler
fortsat stort ude i Europa. Det har man glæde af hos
Dacia, der i 2024 opnåede en vækst på 2,7 procent
sammenlignet året før.
Mest populære personbil
overhovedet
Topsælgeren hos Dacia er
Sandero, der med 309.392 indregistrerede biler i
2024 oplevede en fremgang på 14,5 procent i forhold
til 2023. Dermed fastholder Dacia Sandero positionen
som den bedst sælgende bil til private købere. En
position, den har haft siden 2017, og som i 2024
desuden medførte, at Sandero overgik alle andre
personbilsmodeller som den mest indregistrerede bil
overhovedet.
Eneste model fra Dacia, der
oplevede et decideret dårligt år, er elbilen Dacia
Spring, som man i Danmark har valgt ikke længere at
sælge og markedsføre. Her blev der kun
indregistreret 22.884 enheder i 2024 – hvilket er et
fald på 63 procent i forhold til året før.
Nye Dacia biler er lige om
hjørnet
I resten af Europa er den nye
Duster allerede lanceret, og den har del i æren for
det gode 2024 resultat. Og om få måneder får den
følgeskab af den helt nye Dacia Bigster – den første
C-SUV fra Dacia. Til marts introduceres den nye
Duster i Danmark og få måneder senere følger også
Dacia Bigster.
Herhjemme implementerer importøren i 2025 i øvrigt
en ny strategi for netværket af Dacia udsalgssteder.
Salget af Dacia er nu koncentreret på fem
”ekspert-centre”, hvor kunderne vil kunne se og
testkøre hele Dacias modelprogram. De fem
udsalgssteder er: Krogsgaard i Birkerød, Autohuset
Vestergaard i Odense, Nielsen Car Group i Esbjerg,
Ejner Hessel i Århus og Dahl Pedersen i Holstebro.
Dacia Sandero blev den mest solgte personbil i
Europa i 2024.
Læs vores prøvekørsel af Sandero'en hér >>> |