Ude i Europa er man ikke i
tvivl. Elbiler topper ikke købslisterne. Det gør til
gengæld en vaskeægte ”fossilbil”, nemlig
”discount-bilen” Dacia Sandero. I første halvdel af
2024 var den kompakte Sandero den mest solgte
personbil i Europa.
Efter i øvrigt i et par år,
at have været den mest købte personbil hos
bilforhandlerne, strøg den helt til tops. Måske
fordi den trods alt ikke er så meget ”fossil” og
”discount”, som man herhjemme tror. Eller også er
det fordi, man i Danmark skal betale til
fællesskabet, hver gang man køber en ”ikke-elbil”.
Et faktum er det i hvert
fald, at hvis man fx køber en Dacia Sandero i
Frankrig, koster den billigste version omkring
90.000 kroner. I Danmark koster den billigste
Sandero 150.000 kroner. Omvendt koster elbiler de
fleste andre steder i Europa det samme som i Danmark
– hvis man altså ser bort fra den priskrig på
elbiler, der hærger Danmark for tiden, og som
fortrinsvis kan henføres til manglende
elbils-købelyst i Europa.
”Svimlende pris”
De mange elbiler havner ad
mange forskellige kanaler i Danmark, hvilket også
gælder brugte elbiler, for dem bliver der flere og
flere af derude i verden. De presser også priserne.
Om det på den lange bane er godt eller dårligt,
handler denne prøvekørsel ikke om. Hér skal vi blot
fastslå, at Sandero ikke har helt de samme
konkurrencemæssige vilkår som andre steder. Uanset
om man vælger den billigste model eller den her
prøvekørte udstyrsversion med automatgear, der løber
op i ”svimlende” 175.000 kroner. Så hér hjemme
stryger den næppe helt til tops.
Prisen på Sandero er ret lav,
så man kan gætte på at prestige-effekten også har en
indflydelse. Det er synd, for Dacia har bevæget sig
meget. På samme måde som det tog Skoda årtier at
vriste sig fri af tidligere tiders dårlige omdømme,
kan man måske forvente det samme for Dacia. Men de
bevæger sig, de rykker, og det går stærkt, meget
stærkere end dengang med Skoda. ”Discount” er så
småt visket ud, og kan fint erstattes af den danske
betegnelse: ”Renaults billigbil”.
Brint i ørkenen
Hvor meget Dacia rykker, er
vinterens Dakar-rally, der afvikles i januar måned
et godt eksempel på. Hér deltager Dacia nemlig med
en bil, der er hurtig nok til at kunne vinde. Den
kører på brint – se det, har ingen for alvor turde
gøre i topklassen i Dakar. Så vent og se, der kommer
til at ske ting og sager i de kommende år.
Med indsatsen i Dakar gør
Dacia nemlig også op med ”fossil”-begrebet. For
selvom en Sandero anno 2024 ikke umiddelbart kan
køre på brint, så er teknikken der Så om ikke al for
lang tid vil man kunne forvente seriefremstillede
personbiler, der kører på med det forureningsfri
brændstof sendt direkte gennem forbrændingsmotoren.
Undertegnedes forudsigelse.
Og så er Sandero parat.
Nu og hér…
Lige nu ligger der en
3-cylindret 90-hestes 1-liters benzinmotor i
maskinrummet (den kan selvfølgelig også køre på
E-Fuel, hvilket så kræver, at man kan skaffe det et
eller andet sted), og automatgearet er et trinløst
CVT-gear, som giver en jævn acceleration, helt fri
for skift, ryk og hastigheds-hop. Det er næsten som
at køre en elbil, om end lyden er anderledes – trods
alt.
Motoren er velkendt fra
koncern-kollegerne Renault, og ret økonomisk. Man
kører, også i praksis, hvis man gør sig umage, 17,5
km/l, og Sandero er såmænd ikke markant anderledes
end mindre elektriske biler, når det kommer til
præstationerne. OK, 0-100 km/t tager 13,3 sekunder –
det kan gøres hurtigere i de fleste elbiler. Men 169
km/t på toppen er bedre end flere kompakte elbiler.
Og påfyldning af energi i 50-liters tanken tager
blot et par minutter.
Markant skridt opad
Dacia Sandero i den seneste
udgave er et skridt opad, både designmæssigt og hvad
køreegenskaberne angår. Den kører udmærket, god
føling med kørebanen og sikker gennem kurverne. Det
er værd at huske på, at den også har forhjulstræk,
som i årtier er blevet prist som den
sikkerhedsmæssigt rigtigste løsning. En anden vigtig
fordel er den beskedne vægt på 1100 kg. Det er med
til at gøre køreegenskaberne mere underholdende.
I kabinen har designet fået
et mindre løft efter den kraftige opgradering i
2021. Berøringsskærmen på 8” er tydelig og
indeholder mange menuer, men ikke flere end at der
fortsat er mange drejeknapper til betjening af det,
man traditionelt har været vant til at gøre ved
hjælp af drejeknapper. Computer-interfacet har ikke
helt taget over endnu, og det er givet vis helt med
vilje.
Krydstogt kontrol
Skærmen inkluderer ikke
navigation, men man kan spejle sin smarttelefon op
på den. Man har også et acceptabelt bak-kamera samt
p-sensorer bag. Desuden har man både sædevarme og
aircondition. Fartpilot er også inkluderet, dog ikke
adaptiv, og så har oversætterne lidt at lære, for
man kan altså ikke oversætte ”cruise-control” til
”krydstogt kontrol” – prøv en anden gang med
”fart-pilot”. Men det sælges der næppe tilstrækkelig
mange Sandero’er i Danmark til, at man på den korte
bane vil gøre noget ved. Især ikke, når bilerne går
som varmt brød på de andre markeder.
Sandero er 4,09 meter lang og har ikke oceaner af
kabineplads, men det har de færreste biler i den
størrelse. Bagagerummet er på 410 liter, som kan
udvides til 1108, og man må sætte en anhænger på
1100 kg på trækkrogen. Sidst, men ikke mindst,
følger der 3 års fabriksgaranti med i købet. Det er
mere end mange andre bilproducenter tilbyder.
|