Det blev Volkswagens design-stykke, ID.Buzz, der
scorede hæderstitlen ”Årets Bil i Danmark 2023”. Men
det var et snævert opgør, og den er da også meget
anderledes, for nu at sige det mildt, end den nye MG
4, som tog 2. pladsen med blot et enkelt point
mindre end den iøjefaldende Folkevognsbus - der i
øvrigt er baseret på den velkendte elektriske
platform, som også ligger til grund for VW ID.3 og
de øvrige varianter over VW’s elbils-tema.
Hæderstitlen uddeles af en jury under foreningen
Danske Motorjournalister. Det er ingen hemmelighed,
at ingen af de to var undertegnedes absolutte
topkandidater, og det viser måske mere end noget
andet, hvilken forskellighed, der både præger
bilbranchen og ikke mindst de 20 jurymedlemmer,
hvoraf jeg udgjorde det ene. Det skal næves, at der
principielt ingen fælles vurderingskriterier bag
opgøret er - det enkelt jurymedlem bestemmer helt og
aldeles selv, hvad der skal lægges til grund.
Diversitet hos forbrugerorganisationen
Men selv hos “nært beslægtede” som de tre
journalister, der til daglig er tilknyttet
forbrugerorganisationen, FDM, var forskelligheden,
eller diversiteten - for nu at bruge et i tiden
meget omtalt og benyttet begreb - mere end synlig.
Således gav to journalister ID.Buzz førstepladsen,
mens den tredje placerede den som nr. 6 - præcis den
placering, jeg også valgte. Heldigvis er “Årets Bil”
et demokratisk valg, og i et ægte demokrati er der
plads til mange røster og mange meninger.
Nummer tre i opgøret kunne jeg imidlertid helt bakke
op om. Det var Renault Mégane E-Tech Electric, den
var også nummer tre på min liste, men langt tættere
på toppen end i juryens valg. Faktisk havde jeg
gerne ville give Toyota bZ4X, Nissan Ariya og
Renault Mégane lige mange points, men det tillader
reglerne ikke.
Fokus på fremtiden
Min begrundelse er mest, at de tre biler
repræsenterer en moderne og opfindsom tilgang til
elbiler med mange gode og usædvanlige løsninger. Dér
er der for alvor sat fokus på fremtiden - der er
ikke meget nostalgisk design over dem - og det kan
man så mene om, hvad man vil. I min verden betyder
fremtiden rigtig meget.
bZ4X og også søstermodellen, Subaru Solterra, som et
beskedent flertal af jurymedlemmer dog på forhånd
havde stemt ud af “konkurrencen”, fordi det af
logistiske grunde ikke var lykkedes Subaru at møde
op med en bil ved nomineringen forud for finalen (de
to biler er ellers i teknisk forstand ens, så den
beslutning var jeg heller ikke enig i), men de to er
meget lig Nissan Ariya, alt imens Mégane E-Tech
Electric deler teknik med Ariya, omend Mégane E-Tech
Electric er noget mindre.
Kundefordel i fokus
Den største forskel for kunden, der i min optik er
et vigtigt fokuspunkt ved valget af Årets Bil, er
noget så uhåndgribeligt som garanti-forholdende.
Toyotas 3 års garanti kan udvides helt op til 11 år
minus en dag gennem et årligt serviceeftersyn på et
autoriseret værksted, og den garanti er unik. Men
ellers er de 3 år, som Nissan tilbyder, helt OK.
Eksempelvis er der kun to års garanti på Volkswagens
biler. Men Toyota garanterer også 90 procents
batterikapacitet, helt op til én million kilometer.
Det er ikke dumt, hvis man vil beholde bilen i mere
end et par år. Det talte også meget i min vurdering.
MG4 har 7 års garanti og er en spændende, sporty
bil, men den er i det store billede ikke
banebrydende. Omvendt er den billig, den ser også
godt ud og den ser bestemt meget anderledes ud en
ID.Buzz. Forskelligheden er ikke at kimse af. Men
faktisk havde jeg hellere fra samme importør i
Danmark (Nellemann koncernen), set KIA Niro på en
topplacering, men her spillede diversiteten og
demokratiet også ind: Den blev slet ikke nomineret -
trods mit kryds…
Ærespriser
BMW i4 kneb sig op på en pæn 4. plads, som jeg ikke
er helt enig i. Ikke fordi den ikke er en fin bil
(en bil, jeg snarlig vender tilbage til med en mere
indgående prøvekørsel), men den rammer snævert,
præcis som jeg, indtil andet er bevist, også oplever
at ID.Buzz gør det. I stedet indstillede jeg BMW’en
til en ærespris for køreglæde - en pris som i stedet
gik til ID.Buzz. Hvad ærespriserne angik, var jeg
alene enig med kollegerne om Designprisen, for den
gik også til ID.Buzz, og prisen var bl.a. baseret på
min indstilling.
De to sidste pladser i Årets Bil 2023 konkurrencen
blev besat af førnævnte Toyota bZ4X samt den vævre
lillebror, Toyota Aygo X. Den nye lille Aygo en
virkelig vellykket bil i sin klasse, men indrømmet:
Selvom jeg kan lide den, var den nu heller ikke for
mig en oplagt kandidat. Jeg gav den dog en 4. plads.
Årets Bil i Danmark er en begivenhed med lange
historiske rødder, hvilket er noget af det, der
fortsat retfærdiggør begivenhedens eksistens. I det
lys bør man ikke undlade at se, hverken konkurrencen
eller dens udfald - og så er det faktisk også
sjældent, at resultatet er genspejlet i “vindernes”
efterfølgende salgstal. Det ville da egentlig også
være ret kedeligt, for ligeså iøjefaldende ID.Buzz
er, og ligeså meget jeg kunne lægge navn bag
tildelingen af designprisen til ID.Buzz, vil den vel
også på den lange bane kunne blive lidt triviel,
hvis der kommer til at køre for mange af dem rundt i
landskabet.
Læs vores test af Toyota Aygo X hér >>>
|