- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


First test: Nissan Ariya 87 kWh

e-4ORCE på Jarama racerbanen


Unik anvendelse af elektrisk firehjulstræk


Af Søren Clauding – februar 2023

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nissans nye elbil, Ariya, er som udgangspunkt forhjulstrukken. Det giver god mening, fordi forhjulstræk gennem årtier har været anset for at være den rette løsning, hvis man gerne ville opnå stabile og sikre køreegenskaber. Den nye firehjulstrukne e-4ORCE version løfter anvendelsen af elektriske motorer til et nyt niveau.

 

I en traditionel firehjulstrukken bil, hvor firehjulstrækket er mekanisk, sker der et tab i præcision gennem kardanakslen, der sender kræfterne fra motoren oppe foran ned til de med-trækkende baghjul.

 

Lynhurtige reaktioner

I en elbil med firehjulstræk har man imidlertid typisk en elmotor fortil og en elmotor bagtil. Og sammenhængen mellem de to aksler styres af en lynhurtigt arbejdende computer. Den modtager input om hastighed, speeder-tryk, styrevinkel og yaw rate, som sammenholdes med input fra G-sensorer. Det gør det muligt med stor præcision at optimere momentfordeling og bremseeffekt på og fra de fire hjul.

 

Desuden anvender Nissan de meget hurtige og præcise elektrisk exitede synkron elmotorer, der sammen med de elektriske impulsers lynhurtige vej gennem ledningsnettet gør det muligt, at benytte firehjulstrækket til andet end blot at trække/skubbe Ariya-bilerne fremad.

 

På samme måde som man i Formel E i 2023 anvender to elmotorer, en fortil og en bagtil, til opsamling af energi og til at nedbremse racerbilerne, benytter Nissan desuden e-4ORCE systemet til også at stabilisere Ariya.

 

Alt-i-to funktion

I Formel E benyttes den forreste motor alene til at sende bremseenergi ind i batteriet (og ved samme lejlighed at bremse bilen). I Ariya kan de to motorer både trække/skubbe og regenerere energi ved nedbremsning. Fordi bremseeffekten er så stor, når man slipper speederen eller for den sags skyld træder på bremsepedalen, har Nissan kunnet udvikle et system, som hindrer bilen i at dykke eller løfte forenden (respektive løfte og sænke bagenden), når hastigheden ændres.

 

Det kan gøres, fordi det er motorerne, der langt henad vejen styre såvel acceleration som nedbremsning, og fordi deres reaktion er så lynhurtig.


Elektrisk strøm løber hurtigt og har givet Nissan teknikkerne unikke muligheder for kontinuerligt at styre bilens hjulophæng.


Praktisk test på Jarama racerbanen

Vi havde lejlighed til at prøve systemet under trygge kørselsforhold på Jarama Grand Prix racerbanen i Spanien (se videoen her på siden), og det fungerede overbevisende.

 

Selv ved hurtig kurvekørsel og hård opbremsning lå bilen helt plant på asfalten, simpelthen fordi kræfterne til og fra de fire hjul blev sådan fordelt, at bilen uden nævneværdig tab af performance hverken dykkede ved nedbremsning, krængede gennem svingene eller løftede fronten ved acceleration. Det hele styret af de fire hjul – samt den uundværlige computer – og resultatet er en uhørt grad af stabilitet og tilhørende høje grad af sikkerhed.

 

Men indrømmet: Det tog lige lidt tid, at vænne sig til at karosseriet ikke bevægede sig, når man ændrede retning eller fart. Men man mærkede naturligvis kræfterne i sin krop.

 

Serieproduceret Ariya e-4ORCE

Bilen var en serieproduceret Ariya e-4ORCE med 87 kWh (brugbar) batteri. Topeffekten (systemeffekten) fra de to ens motorer var i alt 306 hk (224 kW) og drejningsmomentet 600 Nm. 0-100 km/t klares på 5,7 sekunder og fordi bilen også er udrustet med Nissans avancerede aktivt termiske batteri styresystem kunne temperaturen stabiliseres, så bilen også for enden af langsiden kunne nå topfarten på 200 km/t.

 

Jarama racerbanen blev benyttet alene som sikkert test/demo område, for Ariya er ingen racerbil, trods de fine fartpræstationer. Den vejer 2300 kg og er 1,66 meter høj. Dens bagagerum er på 415 liter, den må trække en anhænger på 1500 kg og kører iht WLTP 459 kilometer på et fuldt opladet batteri ved sommer-temperaturer.


 

Nissan prøvekørsler – find dem hér >>>

Læs også:
Nissan Ariya 87 kWh FWD Advance test >>>

Nissan Ariya First World Test 2022 >>>

Nissan Ariya præsentation >>>

Nissan Ariya crossover coupé verdenspremiere >>>
Video tracktest: Nissan Ariya e-4ORCE
Vi har prøvekørt det avancerede e-4ORCE system i den nye firehjulstrukne Nissan Ariya på den legendariske Jarama racerbane nord for Madrid. Fuld HD.






Nissan LEAF Nismo RC 02

I forbindelse med testen af den avancerede Ariya e-4ORCE var der også mulighed for at være med over et par omgange i Nissans seneste sportsprototype, baseret på to Nissan LEAF motorer. Bilen er bygget som en racerbil og dens opførsel på banen er ligeså stiv, direkte og larmende som en racerbil. Lyden fra vibrationer og hjulophængenes bevægelser forstærkes på det nærmeste i cockpittet, så det er bestemt ingen lydløs oplevelse af en elektrisk, lukket racersportsvogn. Specs: 240 kW, 640 Nm, 1220 kg, 0-100 km/t: 3,4 sekunder.




Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt