Allerede i sommeren 2020
kunne vi løfte sløret for Nissans helt nye elbil,
Ariya, og den virtuelle oplevelse indikerede, at her
var der tale om noget særligt. Nu har vi fået et
smugkik på, hvad det er, Nissan har i støbeskeen, og
er ikke blege for at fastslå, at Nissan har sat en
ny standard for, hvad bilkunder kan kræve af en
moderne elbil.
Tilbage i midt-nullerne
gjorde den japanske fabrik det samme. De skabte
Nissan Qashqai, som skulle vise sig at være
banebrydende. Man droppede tanken om traditionelle
sedan-designs og byggede en kompakt til mellemstor
SUV, som i dagens sprogbrug tenderer til at være en
crossover. Dengang var der mange, der rystede på
hovedet og undrende spurgte: Hvad er det lige Nissan
har gang i.
Standarden var sat
Qashqai-succesen var
overvældende og er det stadig. Takket være en unik
evne til at tilpasse pris og tilbud de aktuelle
markedsbehov blev Qashqai den bil, den målestok, som
alle andre producenter af tilsvarende biler lænede
sig op ad. Hvis man bare kunne komme i nærheden af
de salgstal, som Nissan kunne præstere, var man
glad. Og så sent som i den netop afsluttede
afgifts-usikkerheds- og Corona-plagede januar måned
blev der indregistreret flere Nissan Qashqais i
Danmark end af nogen anden bilmodel.
For 10 år siden satte Nissan
så dagsordenen for elektriske biler og hurtigt var
Nissan LEAF den førende elbil på markedet. Der er
til dato solgt over 500.000 af slagsen og Nissan
producerede ikke bare biler. Fabrikken opsamlede
også erfaring og udbyggede deres viden om, hvordan
elbiler, foruden at være et alternativ til
konventionelt motoriserede biler, også i sig selv
kunne byde på fordele, som ”ICE” teknologien ikke
mestrede. Et eksempel er den unikke e-pedal, hvor
bremseeffekten fra regenerering af
bevægelsesenergien gør det muligt, i næsten alle
tilfælde at styre bilens hastighed alene ved hjælp
af speederfoden.
Hjulsporet er lagt
Den nye Nissan Ariya kører i
succesmodellernes hjulspor, hvilket man kunne få syn
for sagen for, når man var blandt de, der havde
mulighed for en kort rundgang omkring den ene af de
i alt blot tre mockup Ariya’er, der findes i Europa
lige nu – den var på en ultrakort gæstevisit i
Danmark. En mockup er ikke helt funktionsdygtig, men
man får en god idé om, hvordan det færdige,
serieproducerede resultat vil blive – og der er god
tid at løbe på, for Nissan Ariya kommer først på
markedet om et års tid.
Nissan har naturligvis stor
interesse i, allerede nu at vise og indikere, hvad
man kan forvente sig, for der kommer stadig flere
elbiler på markedet i denne tid. Volkswagen gør sig
stærkt bemærket, men der er, set i bakspejlet fra
nul’erne og 10’erne næppe tvivl om, at når Ariya
lanceres er, den fri for børnesygdomme, for Nissan
har som bekendt 10 års succeshistorie i form af den
helelektriske og som elbil skabte LEAF model bag
sig.
Når det kommer til
elektroniske løsninger, vil man også hos Nissan være
sikker på, at det virker som det skal. Man var fx
ikke først med kombinationen af adaptiv fartpilot og
vognbaneassistent systemer, men da de først kom,
virkede de.
Niveauet er sat
Og der er i sagens natur
megen elektronik i Nissan Ariya. Vi beskrev allerede
i sommer mange detaljer i den nye Ariya (læs
mere om Nissan Ariya hér >>>) og det skal ikke
gentages. Man har til perfektion benyttet LED
forlygterne til at underbygge det stilfulde,
sportslige design, men ligeså vigtigt er det, at al
det, man ikke kan se, er perfekt placeret rundt om i
bilen, muliggjort af den til anledningen skabte nye
CMF-EV platform. Det betyder bl.a., at man har
opnået den optimale 50:50 vægtfordeling i udgaven
med elmotor både foran og bagtil.
Elegante detaljer er de
skjulte betjeningsknapper, som først er der, når
bilen er tændt og er ren touch-teknologi. Head-up
displayets indhold kan tilpasses efter ønske. Med
det såkaldte Navi-linktilpasses hastigheden
fartgrænse, kurveforløb, vognbaneplacering ved
overhaling – og foreslår også ladestationer på
ruten.
Forhjulstræk, AWD og stor
anhænger
Unikt er det også, at Nissan
Ariya må trække en anhænger på 1500 kg. Og man skal
ikke underkende værdien af, at Nissan Ariya som
udgangspunkt har forhjulstræk og desuden kan fås med
firehjulstræk. Førstnævnte giver gode præstationer
og fremfor alt stor stabilitet, igen baseret på
årtiers erfaring, sammenlignet med visse
konkurrenter som fx Volkswagen, der har genindført
baghjulstræk på deres ID-modeller. Desuden er alle
Nissan Ariya født med et avanceret multilink
baghjulsophæng.
Der er stadig et år til, at
bilen lander på det danske marked og den nye
afgiftslovgivning er endnu ikke vedtaget, så i
sagens natur kunne Nissan i Danmark ikke opgive
præcise priser ifm. med præsentationen. Men man
forventer at havne i et prisspænd baseret på
udstyrsversion fra godt 350.000 kroner til en lille
halv million.
|