Bilmarkedet er ret
usædvanligt for tiden. Priskonkurrencen er unik, og
det bliver ikke lettere, når politisk dikterede
afgiftsrabatter påvirker prissætningen, som derefter
omgående bliver udfordret af uens forhold på tværs
af landegrænserne. Ikke desto mindre er det lykkedes
Mazda i Danmark, at få navigeret den nye og ganske
usædvanlige plug-in hybrid version af den kompakt
til mellemstore MX-30 gennem systemet, og landet en
ligeså usædvanlig listepris.
Det mest synlige eksempel er
basisversionen, som er prissat til 230.000 kroner.
Det er vel at mærke for en 4,40 meter lang bil, en
plug-in hybrid med 85 kilometers rækkevidde, 170
hestekræfter og en benzinøkonomi uden brug af
strømmen fra 17,8 kWh hybridbatteriet på i praksis
21-23 km/l.
Mellemversionerne dur også
Den prøvekørte Edition R
variant, som er den absolutte topversion, koster
328.000 kroner. Men mindre ville kunne gøre det,
hvis ikke det sportslige design får afgørende
indflydelse på valget. For 263.500 kroner får man
nemlig udstyrsversionen lige under Edition R kaldet
Makoto. Og tilvælger man soltag til 11.500 kroner og
den såkaldte Premium Pack til 32.500 kroner, så har
man stort set det samme funktionelle udstyr som i
topmodellen, men slipper godt 20.000 kroner
billigere.
Allerede i forbindelse med de
første internationale prøvekørsler af den nye MX-30
R-EV for knap et år tid siden leverede vi en
indgående teknisk beskrivelse, som ikke skal
gentages hér (læs
om teknikken i MX-30 R-EV hér >>>,
og hér >>>), men nu blot fastslå, at det samlede
koncept er endnu mere tydeligt en fordel, når man
kører den på danske landeveje og i dansk biltrafik.
Ultraøkonomisk
I Danmark fik vi lejlighed
til at få en præcis oplevelse ikke bare af
teknikkens funktion – for det er sandt at sige ikke
meget, man hører til Wankelmotoren, og i bytrafik
hører man den kun svagt på grund af støj andre
steder fra. Og så kunne vi konstatere, at på
landevejen kørte vi omkring 21 km/l, når
batteriniveauet var fastholdt, og 22-23 km/l ved
bykørsel. Temperaturerne var dog i testperioden ret
optimale på omkring 20 km/l.
Det må forventes, at det kun
har mindre indflydelse på benzinforbruget, når det
bliver koldere i vejret, men den elektriske
rækkevidde bliver naturligvis kortere. I
sommervejret var den 82 kilometer, hvilket er meget
tæt på de 85 kilometer, WLTP målingerne oplyser.
Hurtig opladning
Under danske kørselsforhold
er topfarten på 140 km/t ikke et tema. Det bliver
det kun, hvis man gerne vil syd for grænsen og give
ekstra gas, for det får man så ikke meget ud af. Til
gengæld opleves E-EV’en som både agil og kvik på
danske landeveje og i byerne ikke mindst.
Og så er det interessant, at
man kan AC-oplade med 11 kW på en almindelig
offentlig ladestander, og også, at man også kan DC
hurtigoplade med 36 kW. Det er ikke bare usædvanlig
godt af en plugin hybrid at være, det sættes ekstra
meget i perspektiv når listeprisen tages i
betragtning.
Dørene kræver tilvænning
Man skal nok lige vænne sig
til de baghængslede sidedøre, men fordelen viser sig
hurtigt. Naturligvis, hvis der skal passagerer på
bagsædet, da er indstigningsforholdene glimrende,
men også hvis man som forsædepassager lige vil lægge
mindre bagage fra sig på bagsæderne, da skal man
ikke først åbne en bageste sidedør, som så skal
lukkes inden man stiger ind i bilen. Men det er en
anderledes proces end man er vant til. Det største
minus ved denne dørløsning er formentlig de små
sideruder bagtil.
Udstyret er næsten
overvældende i Edition R. Listen omfatter bl.a.
totonet lakering i rød og sort samt et sort
interiør, som dog ikke har bortskaffet
kork-indlægget i midterkonsollen. Men mere
funktionelt inkluderer Edition R bl.a. et soltag, et
Bose audiosystem med 12 højtalere, bremse ved
bagudkørsel og noget kommer i vejen samt 360 grader
kamera. Men allerede i Makoto versionen får man fx
adaptive Fuld LED forlygter, 1500 W 225 V
vekselstrøm-udtag og el-førersæde med hukommelse.
Det har man naturligvis også i Edition R.
Masser af basisudstyr
I de basale versioner, hvis
udstyr selvfølgelig også findes i de højere udgaver,
oplever man fx forlygtevaskere, elektrisk foldbare
sidespejle, nøglefri betjening, rat-varme, opvarmet
forrude i viskernes hvileposition, adaptiv
fartpilot, fjernlys automatik, p-sensorer for og bag
samt head-up display.
Desuden har man klimaanlæg, sædevarme, 8,8” skærm
med HMI Commander (betjening fra midterkonsollen),
navigation, Apple CarPlay og Android Auto,
el-sidespejle, varmepumpe, bakkamera, el-sideruder,
og 18” alufælge samt Type 2 kabel til AC-opladning
fra de offentlige standere og et ”mormor-kabel” til
nødopladning.
|