Mazdas nye elektriske plug-in
hybrid er ikke bare en avanceret elektrificeret
hybridbil, men også en bil, hvor motorstyringen,
hvis man vil, kan medvirke til at optimere
energiforbruget og dermed holde kørselsudgifterne
nede.
Bilen drives af en 170 hestes
elmotor, der får strøm fra et 17,8 kWh batteri, der
lades op fra en Wankel rotationsmotor og/eller fra
elnettet. Kører man på grøn strøm eller anvender
syntetisk CO2 neutral benzin kører man med andre ord
så klimarigtigt, som det næsten er muligt (vel
vidende, at den syntetiske benzin endnu ikke kan
tankes fra tankstationer i Danmark).
Avanceret motorstyring
Desuden besidder Mazda MX-30
E-EV et motorstyringssystem, der gør det muligt i
højere grad end på andre plug-in hybrid biler at
påvirke energiforbruget. Man kan lade bilen gøre
arbejdet selv, eller man kan blande sig, hvis man
har lidt flair for det. Det er egentlig på mange
måder livsbekræftende, at man ikke har
bortelimineret den menneskelige faktor med en eller
anden form for kunstig intelligens.
Der kan i praksis vælges
mellem tre køreindstillinger: Normal, EV og Charge.
I Normal-indstillingen styres energiforbruget
automatisk og på en sådan måde, at det tilpasses de
aktuelle kørselsforhold og førerens køremåde.
Normal
Ved de første internationale
prøvekørsler af Mazda MX-30 R-EV på vejene mellem
München og Augsburg i den tyske ”bil-delstat”,
Bayern, kørte vi primært i Normal-indstillingen på
grund af en vis tidsramme, der skulle overholdes.
Slutresultatet blev et gennemsnitligt energiforbrug
på 17,8 kWh/100 kilometer, men iblandt blev der også
kørt hurtigt på områdets Autoahn-net. Topfarten er
godt nok begrænset til 140 km/t, men accelerationen
fra 0-100 km/t kan ske på 9,1 sekunder, så Mazda’en
er ingen sinke.
Normal-indstillingen er
”selvtænkende” i den forstand, at det aldrig bringer
batteriniveauet under 45 procent. Så man har altså
altid strøm til at køre et halvt hundrede kilometer
på elektricitet alene, hvis man fx begiver sig ind i
et område, hvor man skal eller bør køre
”forureningsfrit”.
EV-mode og den spændende
del
Så kan man alternativt vælge
”EV-mode”, hvilket giver sig selv: Da kører bilen
alene på strøm fra batteriet, og Wankel-motoren
træder først i karakter, når batteriet er på nul
kWh.
Og så kommer den spændende
del… Man kan nemlig i den såkaldt Charge-indstilling
bede systemet om at fastholde batteriniveauet på 100
procent, og trinvist på 90, 80, 70, 60, 50, 40, 30
eller 20 procent. Udover at det indebærer, at man
har fuld kontrol over, hvornår man kører på strøm,
betyder det også, at man kan vælge det mest
energiøkonomiske, som er at fastholde
batteriniveauet på omkring 50 procent.
Lavere benzinforbrug
Ved det niveau skal der
bruges mindst mulig energi på at lade og aflade
batteriet, og derved skal Wankel-motoren arbejde
mindst muligt – hvilket direkte vil blive genspejlet
i motorens benzinforbrug. Af den grund forventer vi,
at benzinforbruget, når batteriniveauet fastholdes,
er markant lavere end det gennemsnitlige forbrug,
hvis man bruger bilens beregnede rækkevidde på 680
kilometer.
Det er en ret unik feature,
som bringer bæredygtig tankegang op på et hidtil
uset niveau, og minder meget om det, man kan se
praktiseret i Formel E sporten, hvor netop
energistyring har en afgørende betydning. Mazda
deltager dog ikke i Formel E, blot nævnt for en
ordens skyld.
Køreoplevelsen
Den samlede vægt af en Mazda
MX-30 R-EV er 1778 kg, altså cirka 100 kg mere end
BEV-udgaven med 35,5 kWh batteri. Køreoplevelsen er
imidlertid ikke væsentlig forskellig, hvilket givet
vis har med fordelingen af battericellerne i
undervognen at gøre. Og så ændres vægtfordelingen
naturligvis i R-EV afhængig af mængden af benzin i
tanken. Det skal desuden tilføjes, at man ikke må
køre med anhænger på en Mazda MX-30 R-EV.
I få ord kan køreoplevelsen beskrives sådan: Vejgreb i
stabilitet er glimrende. Affjedringen er ret
europæisk trods Mazda’ens japanske ophav (modsat en
række andre asiatiske biler, der lanceres i Danmark
og Europa i disse år). Den er støjsvag, og det er
egentlig kun ved kraftig lade-indsats ved lav fart,
at man hører noget til Wankel-motoren (se on-board
videoen og husk at have lyd på).
|