|
Toyota har netop præsenteret
den nye og kraftigt opdaterede fuldt elektriske
bX4X. I andre artikler har vi gennemgået bilens
køreegenskaber hvad angår sikkerhed og energiforbrug
ikke mindst. Men det hele hænger sammen, og ved
siden af de konkrete kørefærdigheder er modellen
også gjort mere lydløs og byder i det hele taget på
et højere komfortniveau.
Støjniveauet er sænket,
hvilket man har opnået ved hjælp af en glattere
undervogn (som også bidrager til at reducere
luftmodstanden fra cW 0,29 til 0,27), akustiske
forruder og en ekstra portion lydisolering. Den
forhjulstrukne version har dog en fastere affjedring
end AWD-udgaven, og trods den god lydisolering kunne
affjedringens returslag iblandt høres. Men vejene i
området er altså heller ikke på niveau med dem vi
har i Danmark. Den mest kørekomfortable oplevelse
stod AWD versionen dog for.
Godt fyldt ordrebog
Det er ganske heldigt, for
Toyota har endnu inden bilen er landet i Danmark
modtaget over 3000 bestillinger på bZ4X, og en stor
del af dem er på AWD udgaven i højeste
udstyrsversion. Den er da også kun 90.000 kroner
dyrere end den allerbilligste. Udstyret er dog
omfattende, selv i den billigste udgave til 300.000
kroner.
Men fordi bZ4X i Danmark
fortsat er afgiftsbegunstiget som alle andre elbiler
i samme prisklasse, og udstyret derved friholdes fra
anden afgift end moms, er udstyrs-springene ikke så
store. Hvilket også er udtryk for, hvor stor en del
al af bilens samlede pris, der kan henføres til dens
grundliggende funktion – det er faktisk forbavsende
meget, men det er en helt anden historie.
Omfattende udstyr
Basisudstyret “Active”
inkluderer som sådan 18” alufælge, 2-zone klimaanlæg
med luft-konditionerende Nanoe-X teknologi, 14”
touch-skærm, adaptiv fartpilot med kø-funktion til
nul km/t, det nævnte akustikglas, bakkamera,
batteriforvarmer, el-bagklap, el-forsæde med
lændestøtte, forrudevarme og opvarmede
sprinklerdyser, rat- og sædevarme, p-sensorer med
bremse både for og bag, nøglefri betjening og de
seneste udgaver af Toyota Safety Sense og Smart
Connect med 4 års gratis abonnement.
Man skal dog op på
Executive-niveauet til 345.000 (den forhjulstrukne
udgave) for at få 22 kW AC-opladning, men da får man
bl.a. også el-justerbart passagersæde,
energieffektiv strålevarme foran (som temperaturen i
Sydspanien ikke gav anledning til at afprøve),
kunstlæder indtræk (som har det lille minus, at man
glider frem i sædet, når man kører stejlt nedad
bakke eller bremser hårdt op), JBL premium lyd,
sædevarme bag og ventilation i forsæderne - samt
vognbaneassistent med moderat aktiv styring.

235/50-20 hjul.
Med den såkaldte
panorama-pakke får man også 20” alufælge, to farver,
hvor den ene er det sorte tag, og panorama glastag
med indvendigt sort panel, der betjenes elektrisk.
Oven i det sælges enhver Toyota i Danmark med den
kendte serviceaktiverede garanti på op til 10 år.
Batteriet garanteres separat mindst 70 procent
kapacitet efter 10 år eller 1 million kilometer, og
så slår Toyota for tiden om sig med attraktive
leasing eller finansieringstilbud, lige nu fx 0
procent i variabel rente ved en udbetaling på 20
procent og 8 års løbetid.
Link til importøren
 |