- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



  


First international test: Toyota bZ4X

Meget mere end et facelift


Af Søren Clauding - 10. juni 2025

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er mindre end tre år siden Toyota lancerede deres første dedikerede elbil med det kryptiske navn bZ4X. Ikke desto mindre har man nu udviklet tilstrækkelig meget på bilen til at præsentere et facelift, som er meget, meget mere end et normalt facelift. Den er nemlig markant forbedret på et utal af punkter, der omfattede alt lige fra det overordnede design til den elektriske drivline.

 

Det visuelle er faktisk det, der betyder mindst på den nye bil, som vi fik det første køreindtryk af i såkaldte pre-produktionsmodeller i området nord for Madrid i Spanien. Bilen bringes på markedet allerede dette efterår, og indgår dermed som den ene af de i alt 6 nye fuldt elektriske biler, som verdens største bilproducent lancerer frem til udgangen af 2026.

 

Prototyper

Men der bliver næppe tale om de helt store finjusteringer af bilen, som man også allerede så småt er ved at sætte i masseproduktion. Toyota selv skiltede med betegnelsen ”Prototype”, men det virker mest som om, at det er for et syns skyld. I alle tilfælde virkede bilerne ualmindelig færdige, og det er da også biler, som man godt kan være bekendt at vise frem.

 

Selvom det visuelle betyder mindre, og allerhøjest kan udløse nogle marginale holdninger til, om det klæder bilen eller ej (det er mest synligt omkring frontpartiet), er resultatet overbevisende. Man har nemlig formået at reducere luftmodstanden fra et cW tal på 0,29 til 0,27, hvilket i den energisparesituation, som elbiler fortsat befinder sig i, betyder meget for rækkevidden.

 

Nye drivliner og nye målemetoder

Det er dog ikke muligt sådan én til én af sammenligne med den hidtidige model, for dels introducerer Toyota to nye batterier (i øvrigt mod tidligere kun ét), dels angives deres kapacitet også efter en ny industri-norm, og samtidig er de mere energieffektive. Hvad energiforbrug og rækkevidde angår, er det derimod muligt at sammenligne, men egentlig er det vigtigste at fastslå, at iht. WLTP er der tale om batterier på netto 54 kWh hhv. 69 kWh, energiforbruget er 13,5 kWh/100 km hhv. 13,5-14,1 kWh og rækkevidden er 442 km hhv. 569 km i udgaverne med forhjulstræk.

 

BZ4X eksisterer som hidtil også fremover med firehjulstræk, som forøger maksimaleffekten til 343 hk med et forbrug på 13,8-15,5 kWh/100 km og en rækkevidde på 506 km. AWD-udgaven har en 227-hestes motor, der trækker på forhjulene og 118 hk bagtil, men især det store drejningsmoment giver en unik acceleration: 0-100 km/t på 5,1 sekunder. Topfarten på 160 km/t er dog ens for alle versioner.

 

Undervognen tilrettet

Det er en markant forøgelse af kræfterne, som også fordrer en ændret opsætning af undervognen. Toyota har derfor konfigureret effekt-tildelingen til for og bagaksel, så man i indgangen af til en kurve har kræfterne fortrinsvis oppe fortil - hvilket pareres gennem en strammere affjedring. Gennem kurven og i udgangen deraf skubbes kraftforholdet bagud, så man reducerer bilens naturlige understyringstendenser.

 

De forhjulstrukne versioner mønstrer en motoreffekt på op til 167 hhv. 224 hk og de har ikke samme behov for ændringer. Det er godt nok et stykke tid siden, at vi sidste gang har kørt en bZ4X, men en ændring i bilens kørekarakteristika er ikke påfaldende.

 

Hurtigere opladning

Hvad batteriopladningen angår er denne forbedret ved AC-opladning, hvor man fremover vil kunne få op til 22 kW gennem systemet. DC-opladningen er uændret maksimalt 150 kW, men opladningstiden er forkortet gennem effektivisering af batterierne.

 

Og så indføres mulighed for pre-konditionering af batterierne, manuelt såvel som automatisk, baseret på bilens navigationssystem. Det indebærer, at batterierne også i koldt vejr vil være i stand til at modtage strøm i samme tempo som under optimale temperaturer. Bliver det ekstraordinært varmt, vil de tilsvarende blive afkølet i princippet af bilens airconditionsystem.

 

Bedre energikontrol

Under kørslen vil man også selv kunne bidrage til at reducere energiforbruget ved, aktivt at benytte op til fire regenereringsniveauer, som styres via paler bag rattet. og man kan nu også bedre følge med i energi-forholdene gennem mere omfattende informationer i infotainment-systemet.

 

I øvrigt skyldes de ret overbevisende forbrugstal ikke alene det elektriske system, men også forbedringer af selve elmotoren/erne: friktionen er reduceret, og der anvendes ikke længere en mekanisk oliepumpe. Det har medvirket til en effektforøgelse på 10 procent.

 

Mere vægt på krogen

Alt dette har også gjort det muligt, at øge bilens trækevner: Med firehjulstræk kan og må man nu trække op til 1500 kg. Med forhjulstræk og den kraftige motor er tallet dog fortsat 750 kg og med den lille motor er anhænger ikke en option.

 

Selvom Toyota først kan lancere bZ4X midt på efteråret, har man allerede nu priserne klar og bilen kan også bestilles, hvilket er ganske praktisk, for man har udsolgt af den hidtidige model. Faktisk har den solgt så godt, at det globale salg har ramt 132.000 eksemplarer, og i Danmark har den også i år ligget helt i toppen af listerne over de mest indregistrerede biler.

 

Batterigaranti: 1 million kilometer

Sidst, men ikke mindst er det værd at nævne, at Toyota nu giver 10 års serviceaktiveret garanti for, at batteriets kapacitet er på mindst 70 procent efter de 10 år - selv ved kørsel på op til 1 million kilometer. Det har man valgt at gøre, baseret på de 25 års erfaringer, man har med bilbatterier i bl.a. fabrikkens mange hybridbiler.
Link til importøren

PLIGTINFORMATION
Iht danske regler oplyses, at bilmærkets importør inviterede til præsentation og prøvekørsel af den omtalte bil og delvis forestod udgifter til transport og hospitality.
Toyota prøvekørsler - find dem hér >>>








Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt