- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


First Test: Ford Mustang Mach-E AWD ER

Powerfuld start på elektrisk målsætning


Af Søren Clauding – marts 2021

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For kort tid siden kom Ford med en klar udmelding: I 2030 producerer fabrikken ikke længere personbiler med forbrændingsmotorer (de såkaldte ICE-motorer), altså primært benzin- og dieselmotorer. Til den tid vil alle Ford’s nye personbiler være elbiler. Om målet nås og strategien er rigtig vil tiden vise. Men der er masser af power bag det første skud på den hel-elektriske stamme, Ford Mustang Mach-E.

 

Allerede sidst i 2019 kunne vi berette om den nye Ford Mustang Mach-E og siden også i begyndelsen af februar i år, forud for introduktionen. Navne-tilføjelsen ”Mach-E” er vigtig, for Ford producerer fortsat en konventionel Mustang med ICE-motor. Men Mustang navnet har traditionelt et stort kendskabsniveau og står på mange måde for de mange kræfter, som Ford gerne vil lægge bag den nye strategi. I praksis er der da også tale om en temmelig powerfuld bil.

 

Kørt i Danmark

Nu har vi også prøvet den, for netop nu er Mach-E på vej ud på det danske marked. Lanceringstidspunktet er ikke rykket i forhold til Corona-pandemien, men den første test er (formentlig). Til gengæld var det på danske nummerplader og sjællandsk asfalt vi kunne stifte bekendtskab med den nye bil. Og da også i den foreløbige topversion med 351-hestes drivline og All Wheel Drive.



Mange detaljer har vi tidligere kunnet berette om og siden er visse detaljer og specifikationer blevet justeret, så kik i faktaboksen her på siden og suppler informationerne fra de tidligere artikler. Eksempelvis er det forreste bagagerum ”vokset” til 100 liter, hvilket er tallet uden den rum-delingsindsats, som fabrikken leverer som en sikkerhedsfeature. Det skal nemlig ikke være muligt, at spærre levende væsener inde i bagagerummet fortil, hedder det. Bilen har ikke for ingenting amerikanske aner. Og det er nu meget godt, for ruminddelingen er praktisk, hvis man fx på bedste amerikansk vis vil køre rundt med store cola-flasker og et par pakker gigant-burgere fra take-away restauranten.



Coupé crossover

Mødet med den nye Mustang var i sagens natur imødeset med spænding. Især set i lyset af Ford strategiske udmelding… Hvad er det, Ford lægger ud med, når de lancerer den første fuldt elektriske bil?

 

Svaret er ikke enkelt, og alligevel: Et ikonisk navn og et design, der på den ene side skal underbygge forventningerne og samtidig lægge afstand til de konventionelle muskelbiler. Mach-E er skabt helt fra basis som en fuldt elektrisk bil og Ford-designerne har udnyttet friheden, som de har opnået ved ikke at skulle ende op med en elektrificeret kloning af en ICE-Mustang, til at skabe en tidsrigtig moderne, sportslig familiebil. En slags coupé-crossover med en smule forøget frihøjde, men fremfor alt en tidssvarende indretning med fine detaljer.


Røde bremsekalibre underbygger sportsligheden, men bruger man One Pedal Drive er det sjældent, de kommer på arbejde.


Let tilgængelige apps

Den første test af den nye Mach-E fandt sted uden den nærmere granskning af instruktionsbogen, præget af en vis tidsbegrænsning. Men udover en lille ”hovsa”, som kan ses i on-board videoen, som netop skyldes den manglende viden og rutine, er software-delen forbavsende let at gå til. Der er genveje til de essentielle funktioner og felterne på den 15,5” store centerskærm i bedste Tesla-stil er lette at se og betjene, selv når bilen bevæger sig under kørslen (og meget kan også i tidens stil betjenes via en særlig app).



Og bevæge sig kan den. Op til 351 hestekræfter leveres af den AWD-drivline, som den prøvekørte version var udrustet med, og som er topmodellen i Danmark. Specifikationerne varierer lidt fra marked til marked, og det lykkedes ikke at fremskaffe effekttallene for de to motorer bagtil hhv. fortil, hvilket kan skyldes, at teknikken er forskellig.

 

Forskellig teknik for og bag

Som udgangspunkt er en Mustang Mach-E baghjulstrukken (RWD) og bagtil har RWD-udgaven en permanent magnet synkron elmotor på 294 hk. Bagtil i AWD-udgaven har man også en permanent magnet synkron elmotor. Men fortil på AWD-versionen har man lagt en induktionsmotor. Teknikken er ikke sammenlignelig og samspillet styres elektronisk, så det er vel Fords konklusion, at det ikke giver mening at splitte effekttallene for de to motorer ad, men i stedet blot oplyse systemeffekten på de 351 hestekræfter (som ret beset også blot er et max-effekt tal).

 

Et faktum er det, at samspillet fungerer meget fint. Regen-teknikken kan i et vist omfang bremse bilen, når speederen slippes (kaldet One Pedal drive), hvilket er en stor kørselsmæssig behagelighed. Og AWD-drivlinen muliggør en hurtigere acceleration end RWD-drivlinen – selvom AWD udgaven er omkring 100 kg tungere.

 

Affjedringskomfortabel

Affjedringen er lidt præget af vægten på små 2200 kg, som er små 600 kg mere end en konventionel Mustang, men ikke meget. Mustang Mach-E har multilink baghjulsophængning, hvilket er godt for stabilitet og styrepræcision i hurtige kurver, og affjedringskomforten grænser til at være komfortabel. Ikke meget forskellig fra de konventionelle Mustangs, i øvrigt.



En Mustang Mach-E AWD kan lynoplades med 150 kW i ER-versionen (extended range) og 115 kW i SR (standard range) med hhv. 75,7 og 98,7 kWh batterier. Som sådan kan ER-udgaven oplades fra 10 til 80 procent af kapaciteten på 45 minutter mens det tager 38 minutter i SR-versionen.


 

Ford prøvekørsler - find dem hér >>>

Læs også:
Ford sætter strøm til legenden >>>

Opmærksomhed uden larm >>>

Ford Mustang Mach-E intro i Danmark >>>
First Videotest: Ford Mustang Mach-E AWD ER
Vi har kørt den helt nye fuldt elektriske 351 hestes firehjulstrukne Ford Mustang. Den ser ikke helt ud som en Mustang, den kører heller ikke som en sådan, men er underholdende endda... Fuld HD.




Hurtige fakta om Ford Mustang Mach-E
RWD (baghjulstræk), én elmotor:
SR (Standard Range): 269 hk, 430 Nm. Rækkevidde: 440 km. 0-100 km/t: 6,1 sek. Topfart: 180 km/t. Vægt: 1969 kg. Listepris: kr. 399.900.

ER (Extended Range): 294 hk, 430 Nm. Rækkevidde: 610 km rækkevidde.  0-100 km/t: 6,2 sek. Topfart: 180 km/t. Vægt: 2085 kg. Listepris: kr. 439.900.

AWD (firehjulstræk), to elmotorer:
SR (Standard Range): 269 hk, 430 Nm. Rækkevidde: 400 km. 0-100 km/t: 5,6 sek. Topfart: 180 km/t. Vægt: 2063 kg. Listepris: kr. 439.900.

ER (Extended Range): 351 hk, 430 Nm. Rækkevidde: 540 km rækkevidde.  0-100 km/t: 5,1 sek. Topfart: 180 km/t. Vægt: 2182 kg. Listepris: kr. 479.900.

Batterikapacitet: 75,5 hhv. 98,8 kWh.

Længde: 4,71 meter.
Bredde: 1,88 meter.
Højde: 1,63 meter.
Frihøjde: 14,5 cm.
Bagagekapacitet: For: 100 liter. Bag: 402/1420 liter.
Link til importøren

Nul klemte fingre: Når man trykker på knappen over dørgrebet, springer døren op som vist. Man kan godt få en finger ind i åbningen, men døren er forhindret at kunne lukke igen fra den position. Gennemtænkt som meget andet i den nye fuld elektriske Mustang.


Bagklappen er stor, og når hattehylde-gardinet følger med op, er det ikke i vejen. Bagagerummet bagtil rummer 402 liter ialt.



Der er god plads på bagsædet både til benene, i højden og over skuldrene.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt