Den helt nye Volvo XC40 er nu på vej ud til de
danske Volvo forhandlere. Der er tale om en
mellemstørrelse SUV, hvor Volvo har valgt ikke blot
at bygge en mini-version af de større XC60 og XC90
men derimod at give bilen sit helt eget udseende.
Også undervognen er ny, idet man bl.a. benytter den
nye såkaldte CMA platform, der i XC40 tilfældet
inkluderer et multilink baghjulsophæng i stedet for
de hidtidige noget mindre avancerede løsninger. Den
billigste XC4o er prissat til 411.000 kroner og
motorprogrammet spænder fra 150 dieselheste til 247
benzinpower. Bilen kan leveres både med og uden AWD.
Volvo har som vanlig sat stor fokus på sikkerhed,
men også premiumfølelsen i den 4,43 meter lange bil
er vigtig. Bl.a. tilbydes et Harman Kardon lydanlæg,
noget også KIA har stor succes med deres seneste
modeller. Vi har ganske kort prøvet den nye Volvo,
som bl.a. udmærker sig ved en ultra-soft affjedring.
Se videoen og fornem det selv.
Det første køreindtryk: Volvo XC40 D4 AWD
Vi har haft et kort "møde" med den nye Volvo XC40
i udgaven med 190 hestes dieselmotor og AWD. Se
videoen og oplev vores førstehåndsindtryk. Fuld HD.
Nu støver Dacia Duster på ny
I disse dage begynder de første eksemplarer af den
nye opdaterede Dacia Duster at ankomme til de danske
bilforhandlere. Det er en bil mange købere
formentlig har ventet på, fordi Dacia bl.a. har
kunnet love - og det holder de - at den nye bil ikke
bliver dyrere end den hidtidige. 140.000 kroner er
indstigningsprisen for den firhjulstrukne version,
som er den, der er blevet solgt flest af i Danmark
over de små 5 år, Dacia har eksisteret på det danske
marked. Den nye Duster udmærker sig bl.a. ved et
helt ny elektrisk aktiveret styretøj (tidligere
benyttede man en hydraulisk pumpe til
servostyringen), en kraftigt reduktion af støjen,
nye sæder og et i det hele taget nyt interiør.
Selvom indstigningsprisen er lav, forventer Dacis i
Danmark dog, at det er de lidt dyrere versioner, de
fleste vil foretrække og så lægger man vægt på, at
firehjulstræk egenskaberne er blevet bedre. Vi
vender hurtigst muligt tilbage med en prøvekørsel af
den nye Dacia Duster.
I mellemtiden kan man læse om den hidtidige model
hér >>>
KIA slår premium mærkerne på plug-in hybrid
Blot nogle få måneder skulle KIA bruge til, at sætte
det danske marked for opladningshybrider, de
såkaldte plug-in hybrider, på plads. BMW, Mercedes,
Porsche, Volvo og Volkswagen er blevet distanceret
af KIA, som især over årets to sidste måneder opnåede,
at blive det bedst sælgende plug-in hybrid mærke i
Danmark i 2017. Og ikke bare bedst sælgende - faktisk tog
KIA med modellerne Optima og fra november også Niro plug-in hybrid en tredjedel af markedet - 205 biler
ud af et samlet salg på 614 opladningshybrider havde
sidste år KIA-emblemet
på fronten. Det er egentlig tankevækkende, for de fem nævnte bilmærker har alle gjort et stort
nummer ud af, at fortælle omverdenen om deres
elektriske strategier, men de er med andre ord
blevet rendt helt over ende, hvad angår præcis den
hybridteknologi, hvor man sætter et stik i
stikkontakten og siden kan køre typisk et halvt
hundrede kilometer på elektricitet alene, inden man
behøver hjælp fra den konventionelle
forbrændingsmotor.
Årets Bil i Danmark 2018 blev som
bekendt SEAT Arona (læs
om kåringen her >>>). Vinderbilen var en af de allernyeste modeller
på markedet, som slet ikke var landet i Danmark endnu, men det er den,
når weekenden d. 6.–7. januar er overstået. SEAT Arona er en kompakt SUV
med gode køreegenskaber, et elegant design og rigtig god komfort. Og så
er den rigtig godt prissat: Indstigningsprisen er blot 170.000 kroner.
SEATs Direktør Jesper Stoltenberg Mathiessen peger i forbindelse med
introduktionen på, at Arona er en bil, som passer til de fleste af
mærkets kunder og lægger vægt på de mange individualiserings muligheder.
SEAT har det i øvrigt med, at opkalde deres modeller efter spanske byer
eller områder og SEAT Arona er som sådan opkaldt efter en region på
Tenerife. SEAT har derfor valgt, blandt de, der prøvekører en SEAT i
januar måned, at udlodde et gavekort til en værdi af 25.000kr. til et
”all-inclusive” hotel nær Arona på Tenerife. Desuden sætter alle
SEAT-forhandlere en gavekurv med spanske delikatesser på højkant blandt
de, der prøvekører en SEAT-model ved premieren d. 6.–7. januar.
Nytårskur hos
bilforhandlerne
Traditionen tro holder mange bilmærker
”nytårskur”. Hvilket på almindelig dansk vil sige Ekstraordinært gode
tilbud, typisk i årets første to weekender. Vi har opsnappet nogle af de
bedre af dem: Citroën sælger den store Grand C4 Picasso med 7
sæder til priser fra 250.000 kroner og for 15.000 kroner oveni får man
udstyr for 60.000 kroner. Tilsvarende kan man på C4 og C4 Cactus købe
for 50.000 kroner ekstraudstyr for blot 5000 kroner ved køb af en ny bil
af slagsen. Søsterbilerne fra Peugeot giver langt henad vejen
tilsvarende tilbud og finansieringstilbud på blot 1,99 provent i rente.
Peugeot 208 blev i øvrigt den mest købte bil i Danmark i året, der lige
er gået. Hos Ford er der især tilbud på de større modeller, hvor
man f.eks. kan spare op til 85.000 kroner på en Ford Mondeo eller 77.798
kroner på Ford S-Max. Hos Nissan kan man uden merpris få tilbehør
med for op til 10.000 kroner, men nok så vigtigt: Køber man en bil i
årets første weekend kan man være heldig at vinde den, så den med andre
ord har været helt gratis. Nissan gør det desuden muligt uden merpris at
opgradere X-Trail fra manuel gearkasse til automatgear og den nye Nissan
Micra kan købes uden udbetaling og merpris for metallak. Hos Toyota
har man 20 års jubilæum på hybridbilen, så i første weekend kan man få
20.000 kroner i rabat på udvalgte hybridmodeller og 20 procent i rabat
på originalt ekstraudstyr. Og vil man have den nye bil finansieret er
renten blot 0,95 procent. Hos KIA kan man købe en Sportage og via
ekstraudstyr spare op til 50.000 kroner. Hos Mazda får man
alufælge, fuldt bestykket med vinterdæk, med i købet i årets første
weekend - og finansiering til 0,99 procent i rente. Og
Mitsubishi tilbyder ligeledes den kompakte Spacestar til 0 provent i
udbetaling. Dacia er klar med den helt nye Duster - til samme
pris som forgængeren. Og sidst men ikke mindst kan man i den anden ende
af prisskalaen spare 86.000 kroner på en Jaguar XE Pure med 163
hestes dieselmotor.
28.
januar 2018
WRC:
Ogier og Ford vinder Rallye Monte Carlo
I fjor
kom, så og sejrede den dengang 4-dobbelte
rallyverdensmester, Sebastien Ogier, på hjemmebane.
For det kan godt være, at verdens mest kendte rally,
Rallye Monte Carlo, er opkaldt efter det mondæne
fyrstendømme, men i princippet finder rallyet sted
på de snoede sydfranske bjergveje nord for Monte
Carlo og Nice i området op omkring Gap. I år gentog
han succes'en og Ogier tog dermed sin femte sejr i
rallyet, der også er første afdeling af World Rally
Championship 2018. Ogier førte fra start til mål og
selv på den afsluttende Powerspecial, hvortil han
ankom med et forspring på næsten et minut, formåede
han, at score et ekstra VM-point, oven i de 25, han
fik for sejren. For Ogier var det en kæmpe triumf,
men det var det også for Ford, der med alle tre
biler i Top-10 opnåede ialt 33 points i
konstruktørernes mesterskab. Men Toyota har skærpet
konkurrencedygtigheden, og også Toyota Gazoo Racing
havde alle tre biler i Top-10 (og ligger a-points
med Ford i konstruktør-VM), med Ott Tänak og Jari
Matti Latvala på hhv. 2. og 3. pladsen. Tänak er
debutant hos Toyota og hans premiere var næsten
ligeså god, som da Ogier i fjor vandt sit første
rally i en Ford. Havde det ikke været for en
afkørsel på rallyets sidste hastighedsprøve, havde
Esapekka Lappi taget 4. pladsen i sin Toyota Yaris
WRC. Det blev i stedet Kris Meeke i Citroën C3 WRC,
der både vandt Powerstagen og blev nr. 4 i rallyet. Points var der også til Hyundais
Andreas Mikkelsen og Thierry Neuville, men de kom
fortrinsvis fra Powerstagen, da begge havde uheld og
mekanisk sammenbrud på løbets første to dage.
Sebastien
Ogier kørte sin Ford Fiesta WRC til endnu en sejr i
Rallye Monte Carlo.
25.
januar 2018
Jasons
nye Ford vogn
Jason
Watt har en forkærlighed for Ford, som har præget
hele hans opvækst. Hans indgang til racerkarrieren
på højt niveau fandt sted, da han vandt det
uofficielle verdensmesterskab i Formel Ford. Og da
han senere, pga. af motorcykelulykken for nu 18 år siden,
var tvunget til karriereskift, købte han i 2005 en
Ford GT. Nu er der kommet en ny Ford GT på markedet
- eller rettere, nu er 1000 ansøgere verden over
blevet godkendt til, at kunne købe en Ford GT. Jason
Watt var en af dem og præcis dags dato blev det fine
stykke racersportsvognsmekanik leveret og vist frem
ved et festligt arrangement på "Parc Fermé" i
København. Det er en bil, som mange vil få glæde af
at se noget til. Når den er blevet ombygget, så
Jason Watt kan køre den, vil han, som med den
hidtidige GT, ikke mindst fortsætte sit arbejde for
via Sportscarevent, at samle penge ind til bl.a.
Børnecanserfonden - et arbejde, der over tiden har
givet over 10 millioner kroner til gavn for de syge
børn og deres behandlingsmuligheder. Den nye Ford GT
er en gadeversion af Le Mans klassevinderen fra
2016, et køretøj med 3,5 liters V6 twin turbo
EcoBoost motor, god for op til 647 hestekræfter, 745
Nm, 347 km/t og en acceleration til 100 km/t på 3,2
sekunder.
Entertaineren Mads Christensen var blandt de
prominente gæster og han skulle naturligvis
prøvesidde Jasons nye Ford-vogn - en bil hvor rat og
pedaler tilpasses førerens højde, alt imens sædet
bliver hvor det er.
15.
januar 2018
Den
sidste champagne - Dan Gurney er død
Dan
Gurney er død. 86 år gammel blev manden, der
ubekendt af mange unge motorsportsfans lagde
grundstenen til en række af de elementer, der er en
naturlig del af moderne motorsport. Dan Gurney er
f.eks. den, der første gang nogensinde sprøjtede med
champagne fra sejrpodiet. Det skete spontant, da han
sammen med A.J.Foyt overraskende vandt 24-timers Le
Mans i en Ford GT40 i 1967. Dan Gurney blev født i
staten New York og selvom han aldrig nåede
VM-titlen, vandt han i sin karriere 4 Grand Prix
sejre (og dengang var der ikke 20 Grand Prix'et om
året at tage af). Sidste gang han kørte Formel 1 var
i 1970 og undervejs havde han bl.a. deltaget i sin
egen konstruktion, Eagle med Weslake motor. Han var
som racerkører den første i historien til både at
vinde i langstance racing, Formel 1, NASCAR og
Indy Car. Efter at han standsede som kører,
fortsatte han som team-ejer og racerbilskonstruktør,
og stod bag talrige internationale triumfer. Bl.a.
vandt hans Eagle racer Indy 500 tre gange. Blandt
andre kuriositeter kan nævnes den såkaldte "Gurney
flap", som han lancerede: Et simpelt vinkeljern
placeret på overkanten af en racerbils bagvinge i
vingens bredde, som øgede dens downforce effekt
væsentligt, uden at påvirke luftmodstanden
nævneværdigt. Dan Gurney var i øvrigt den første
racerkører i historien, som kørte Formel 1 med en
hjelm, der dækkede hans ansigt.
30.
december 2017
Tre
uger med daglig motorsport
Traditionen tro køres det legendariske Dakar-rally i
begyndelsen af januar. Det gør det også i år og
traditionen tro dækker den største pan-europæiske
TV-kanal, Eurosport, det berømte rally. Men der er
mere motorsport på programmet, faktisk så meget, at
der fra 2. januar til og med 21. januar er
motorsport hver evig eneste dag. 2. januar lægges
der ud med Africa Eco Rally. Det lapper over med
Dakar og undervejs er der også Formel E med 3.
afdeling LIVE fra Marokko d. 13. januar. Her på
Motorsiden.dk dækkes såvel Dakar med regelmæssige
nyhedsartikler som Formel E. Udsendelstidspunkter
for Formel E publiceres også her på Motorsiden.dk,
når vi er lidt tættere på.
Formel E og Dakar på Motorsiden.dk
præsenteres i samarbejde med Total