Læs
også:
Route 66: En tur af den berømte hovedvej >>>
Route 66:
Verdens længste levende museum >>
Route 66 begynder i Chicago (Illinois), så her skal
man naturligvis se starten på Historic Route 66. Den
er angivet med et skilt på E Adam Street, lige
overfor The Art Institute of Chicago, men har over
tiden haft forskellige startsteder, ligesom forløbet
undervejs ofte er blevet rettet til, som det jo sker
med hovedveje også på vores breddegrader.
Allerede 80 miles syd for Chicago bør man forlade
Interstate 55 og tage et kik på byen Dwight, fortsat
i Illinois. Her er den tankstation, som i den
længste periode har ydet service til de vejfarende
på Route 66. Den blev etableret i 1932 og var i den
seneste periode en Texaco station. Lige overfor
finder man en Old Route 66 Family Restaurant.

Dwight
570 Miles fra Chicago kommer man til byen Carthage i
Missouri. Har man lyst til at opleve ægte Route 66
underholdning, bør man køre ind på The 66 Drive-In
Theatre – en af de få drive-in biografer langs The
Motherroad, der stadig viser film.
Route 66 museer
Flere steder langs ruten eksisterer der Route 66
museer. F.eks. i byen Clinton i Oklahoma, 911 Miles
fra Chicago. Her kan man opleve Route 66 klenodier
af enhver slags, gamle skilte, køretøjer, udstyr
osv. som hørte hovedvejens storhed til.
Også i Elk City (Oklahoma), lige udenfor Oklahoma
City er et Route 66 museum som en slags
frilandsmuseum kombineret med et by museum, hvor man
får et billede ikke bare af den berømte vej men også
det samfund, som lå derved.

Route 66 museum i Elk City.
I Shamrock i Texas (995 Miles fra Chicago) mødes to
store hovedfærdselsårer: Route 66 og U.S. 83 fra
Canada til Mexico. Her finder man en meget
sofistikeret designet tankstation, som helt identisk
indgår i Radiatorspring i Disney’s BILER-film.
Tankstationen er fra 1936 og inkluderer også den
såkaldte ”U Drop-Inn Cafe” – det var før sms-sproget
var opfundet…

Shamrock i Disneys Car Land.
Læs
mere om Disneyland "Cars Land" hér >>>
Cadillac Ranch – et kunstværk i udvikling
Lige vest for byen Amaillo i Taxas ligger den
spektakulære Cadillac Ranch. Det er et kunstværk,
der blev skabt i 1974 af en trio af
eksperimenterende kunstnere, som ville ære Cadillacs
klassiske design. Det gjorde de ved at skære 10
Cadillacs midt over (fra en 1949 Club Coupé til en
1963 sedan), placere deres bagender på en stor åben
mark, som var bilerne styrtdykket ned i jorden, og
siden sprøjtemale dem på forskellig måde. Det var
fra før graffitiens tid.
Senere blev det tilladt for museumsgæsterne at sætte
deres præg på bil-enderne ved at sprøjte dem
yderligere til, som sådan er kunstværket i stadig
udvikling. Pop-art hedder sådan noget vist nok. Og
selvfølgelig kan man købe sprøjtemaling i den
nærliggende souvenirbutik lidt oppe ad vejen – som i
øvrigt har flere meget fine eksemplarer af de meget
finde biler opstillet udenfor. Selve Cadillac Ranch
indgår direkte i Disney BILER filmene i form af de
bjergformationer, der omgiver Radiatorspring.
Bo originalt på Route 66 motel
I Tucumcari (1199 Miles fra Chicago) og senere også
i byen Flagstaff i hhv. New Mexico og Arizona kan
man bo på ægte Route 66 moteller. I Tucumcari er det
Blue Swallow Motel, som gør meget ud af at bevare
den oprindelige atmosfære og stemning. Og i
Flagstaff er der et par stykker at vælge imellem.
Det koster 5 dollars pr. nat, står der på skiltet,
men den holder ikke rigtig længere…
Imellem de to kommer man igennem Holbrook, Arizona
(1609 Miles). Her har man siden 1950 kunnet
overnatte i en Wigwam-by. Det ser nu kun sådan ud,
for teltene er af sten, men en ganske usædvanlig
måde at designe et motel på – og det er stadig i
drift. Det ligger på 811 W Hopi Drive. Bemærk dog,
at jernbanen med kilometer lange Santa Fe godstog
kører gennem ”baghaven”. Wigwam Village indgår også
i Disney filmene – her er indianer-teltene dog
erstattet af orange kegler, som vi kender det fra
vejafmærkninger – det er vel BILER…
Petrified Forest – den forstende skov
Inden man når Holbrook bør man lave en afstikker
gennem Petrified Forest og Painted Desert. Man kører
ind i den lille nationalpark fra Interstate 40,
kører små 50 kilometer gennem parken, hvor man
undervejs kan se træstammer med op til 225 millioner
år bag sig. En forstenet SKOV er det ikke, men
resterne af skove, som for de mange millioner år
siden blev ført henover Arizonas Colorado plateau
(der dengang var dækket af vand). Træstammerne blev
liggende hist og her, forstenedes siden og er i dag
en helt enestående oplevelse. Painted Desert er
udtryk for de utallige farver, ørkenformationerne
indeholder.

Painted Desert.
Route 66 passerer gennem Petrified Forest og
nationalparken har til opgave at pleje det
historiske forløb (som er markeret af telefonmaster
– selve vejen er for længst fjernet).
Flagstaff på kanten til naturoplevelserne
1700 Miles fra Chicago ligger byen Flagstaff, som i
dag er en velfungerende mindre provinsby, med stolte
Route 66 traditioner, flere moteller og et effektivt
Visitor Center, der f.eks. udleverer foldere, der
gør det muligt for turisterne at finde de Route 66
relaterede bygninger og steder.
Bemærk også, når man er på de kanter, at de
enestående naturoplevelser i form af Monument Valley
i Navajo indianernes reservat og Grand Canyon kun
ligger et par timers kørsel nord for Holbrook og
Flagstaff.
Vest for Flagstaff kommer man til en af de mest
autentiske vejstrækninger, ikke mindst den barske
ørkentur fra Seligman over Hackberry til Kingman.
Kør den, hvis tiden tillader – og ikke i Motorhome.
Det autentiske Seligman
I Seligman har man forinden haft mulighed for at
opleve et godt vedligeholdt lille Route 66 samfund,
hvor flere af indbyggerne har boet der hele deres
liv. Er man heldig kan man høre Angel på 87 år og
hans Jazz-trio spille i vejkanten, hvis ikke Angel
er henne i sin barbershop for at passe jobbet som
byens barber.
Sammen med hustruen Vilma har de også en souvenir
butik som en del af frisørsalonen. De skal jo
overleve. Angel selv er født i byen, få hundrede
meter fra barbershoppen. Han var blandt
initiativtagerne til at etablere Historic Route 66
på et historisk møde med myndighederne i Arizona i
1987, præcis ni år efter at I 40 før første gang
førte trafikken udenom Seligman.

Originalt Route 66 motel i Seligman.
I mål efter 8 stater: Santa Monica
Fra Kingman til Los Angeles i Californien er der
fine vejstrækninger, og så ender det hele på molen i
Strandbyen Santa Monica. Efter en enestående tur
gennem staterne Illinois, Missouri, Kansas,
Oklahoma, Texas, New Mexico, Arizona og Californien
skal man bremse op en stund, rette blikke ud over
Stillehavet, indstille øjnene på uendelig og tænke
tilbage på de ubeskrivelige historiske oplevelser på
the Mother Road, Route 66.

Stillehavet set fra enden af Santa Monica Pier, hvor
Route 66 slutter. |