Det er cool at køre
miljørigtigt. Det ligger næsten i navnet, så vi
kunne ikke lade være. For egentlig er det også ret
cool, at køre Lexus. Verdens største bilkoncern har
nemlig virkelig opnået en god del fornuftig og også
meget luksuriøs bil, ved at forvandle fabrikkens
velkendte hybridteknik til Lexus niveau og indbygge
det i den kompakte LBX model.
Vi har tidligere beskrevet
den nye bil i forbindelse med de første
internationale prøvekørsler. Det var godt nok den
såkaldte Relax version, vi dér havde størst mulighed
for at gå i dybden med, og det er også den, der har
lagt mekanik til on-board videoen her på siden fra
dengang. Men det betyder i teknisk forstand stort
set ingenting, for de fire såkaldte
atmosfære-versioner deler teknik, og det er ikke
mindst teknikken, der gør det så cool at køre LBX.
Højeffektivt batteri
Er det fx ikke cool, at man
ikke benytter den traditionelle litium-ion teknik
til batteriet i den selvopladende bil, men i stedet
har udviklet et nyt højeffektivt bi-polært
nikkel-metalhydrid batteri på bare 1 kWh? Det gør
det muligt at accelerere hurtigere, og samtidig, at
man kan køre på ren el i længere tid, end det før
har været muligt i en fuld hybridbil. De synes
undertegnede i hvert fald.
Hybridsystemet yder 136 hk
med et maksimalt drejningsmoment på 185 Nm og består
af en 1,5 liters Atkinson Cycle benzinmotor, der
står for op til 91 af hestekræfterne. Den
samarbejder med en 94-hestes permanent magnet
synkron elmotor, som ikke mindst bidrager med et
drejningsmoment på 185 Nm. Det er markant større end
benzinmotorens maksimale drejningsmoment på 120 Nm,
og elmotoren har en stor del af æren for, at man
også i praksis kan opnå en benzinøkonomi på de
officielle 22,7 km/l. Det er da også lidt cool, for
ikke at sige for meget, og er i øvrigt det bedste i
klassen.
Luksus i højsæde
Det er ingen hemmelighed, at
LBX til dels er udsprunget af Toyota Yaris Cross.
Men man skal se godt efter, for at se lighederne –
det skulle da lige være, at længden på de to biler
er den samme. Men LBX er hele vejen igennem skabt ud
fra andre præmisser. De fire ”atmosfære versioner”
er én ting, men et andet er at luksus virkelig er i
højsæde.
Man oplever det ved hurtig
motorvejskørsel, hvor den store indsats, fabrikken
har ydet, hvad angår støj reduktion bliver ekstra
tydelig. At det så er sket på bekostning af
panoramaglastaget (som findes til Yaris Cross) er en
anden ting. Men både arbejdet med at reducere lyden
fra benzinmotoren gennem konstruktionsmæssige
indgreb, og tætning af de typisk støjskabende
samlinger og anvendelsen af akustikruder giver pote:
LBX er ganske enkelt meget lydløs, af en bil til de
450.000 kroner, som den er prissat til, at være.
Hvad prisen angår, kan en LBX
også fås til 350.000 kroner, men da er udstyret
noget anderledes.
Logisk døråbning
Helt unikt i denne
bilkategori er dørlukningssystemet, hvor man
indvendigt trykker på en pal i armlænet, og skubber
døren op. Altså ingen indadrettede bevægelser, som
jo normalt er ret ulogiske. Altså… at hive et
håndtag indad, for at skubbe en dør udad. Gad vist
hvem, der har fundet på at gøre det til normen i de
fleste biler (i øvrigt også Yaris Cross). Ja, vi ved
godt, at det hænger sammen med teknikken i en
mekanisk dørlås, men i Lexus er den da heller ikke
alene mekanisk.
Under kørslen har man flere
usædvanlige oplevelser, som bl.a. er illustreret i
videoen, som fx at bremserne benyttes til at
stabilisere bilen i længderetningen ved at tilpasse
bremsetrykket for og bag. Og drivlinen, som også kan
betjenes vha. skiftepaler bag rattet, raderer på
nærmeste indtrykket af en CVT-gearkasse helt væk.
CVT betyder, som måske ikke alle ved, Continuously
Variable Transmission, dvs. et fuldstændig trinløst
automatgear.
Elektronisk styring
Men ved at sænke drivlinens
drejningsmoment, har man givet bilen større
accelerationsevne ved lavere hastighed, og derfor
oplever man først den typiske CVT-lyd, hvis man
presser speederen helt i bund. Det er virkelig
elegant lavet, og sikrer med andre ord, at der er
sammenhæng mellem motorlyd og hastighedsændring.
Også meget elegant – og ret Cool, uanset hvilken
modelbetegnelse, den aktuelle version har fået.
Det kan i øvrigt alene lade
sig gøre, fordi CVT gearkassen er et eCVT gear,
altså elektronisk kontrolleret. Og, gætter vi på,
lykkes så godt, fordi reaktionstiden fra leveringen
af elektrisk energi fra batteri til elmotor er
halveret ift den gængse hybridteknik.
225/50-18 hjul på alufælge er
standard.
Cool udstyr
Den prøvekørte LBX’s hjul er
18” – som tilfældet er for alle
atmosfære-versionerne. Og indrømmet, det gør sig
bedre på plane danske landevej end de, vi oplevede
ved testen i Spanien. Men i testperioden regnede det
i perioder voldsomt, og det gav i flere tilfælde
anledning til uventet aquaplaning ved dansk
motorvejsfart. Om det ville have været det samme med
17” hjul, står hen i det uvisse, men LBX’en ville
næppe tabe derved (bortset fra det visuelle…).
Cool-udstyret inkluderer også to-farvet design, hvor
man kan vælge farven på taget frit, så længe den er
sort (som Henry Ford i sin tid sagde om farven på
Ford T modellen). Elektrisk indstilleligt førersæde
samt ruskindslignende betræk på alle sæder hører
også med. Bilen har 2-zone klima-anlæg, bakkamera
samt kamera sprinkler, mørktonede bageste sideruder,
automatisk foldbare sidespejle, nøglefri betjening,
p-sensorer for og bag med cyklist genkendelse,
læderrat med varme, opvarmet forrude i det felt,
hvor viskerbladene hviler, dansk navigation og 7 års
ekstra service aktiveret Lexus Relax garanti oven i
de 3 års fabriksgaranti. Alt det er egentlig også
ret Cool.
|