- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


Biltest: Toyota bZ4X Active Design AWD

En snestorm i et glas isvand?


Af Søren Clauding – april 2023

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det vil være synd at sige, at Toyotas, og dermed også Subarus første dedikerede elektriske bil, Toyota bZ4X (og Subaru Solterra) fik en blid landing på det danske marked. Først var der en udfordring med hjulboltene, det fik man dog hurtigt løst, trods den internationale leveringssituation, men så blev der sat spørgsmålstegn ved rækkevidden. Spørgsmålet er: hvad er egentlig op og ned i den sag?

 

Undertegnede var nysgerrig, for jeg havde ikke oplevet udfordringer med rækkevidden de gange, jeg havde kørt bilen ved kortere prøveture. Men indrømmet, det havde heller ikke haft min helt store fokus, for den rækkeviddeangst, mange bilejere har, når de overvejer køb af elbil, er noget, man bare må komme over. Hvis en elbil er det rette valg, sat i forhold til kørselsbehov og økonomi, giver det meget god mening at køre uden udstødning i nærmiljøet og også at opleve den komfort, der er forbundet med elektrisk kørsel. Hvad de faktorer angår er den nye bZ4X helt fremme i skoene. Og man vænner sig hurtigt til at klatlade, som man gør med den allesteds nærværende mobiltelefon.


Ladekablet er pænt pakket sammen i en pose under bagagerumsbunden.

Fuld power på energiforbruget

Men hvad var det så med den dér rækkevidde? Jeg selv var i Spanien sidst i november, da stormen brød løs og blev af et par norske kolleger gjort opmærksom på, at man i Norge under strenge kuldegrader havde oplevet en markant dårligere rækkevidde på Toyota’en, sat i forhold til WLTP måltallene, end de øvrige elbiler på markedet. Mit spørgsmål til kollegerne var: Hvordan havde de oplevet udfordringen? Jo, det viste sig at det havde været lave minusgrader, bilerne var på vinterdæk, det havde været kraftigt snevejr, klimaanlægget havde kørt på fuld kraft og også, at man ”naturligvis” kørte i Normal-indstillingen.

 

Desuden var vurderingen baseret på bilens egen beregning af rest rækkevidde. Men det bemærkelsesværdige var, at hvis man alternativt havde benyttet ECO-mode og affundet sig med lavere temperaturer i kabinen, ville den beregnede rækkevidde have været meget længere, fortalte de. Altså: ”Dårlig bil fra verdens største bilmærke”. Iblandt er der koldt på toppen, bogstavelig talt…

 

Med livrem og seler

Siden har flere danske medier konstateret noget tilsvarende, og konklusionen er vel mest, at Toyota ”ikke holder, hvad de lover”. Ups, det har noget med troværdighed at gøre, og Toyota har jo netop altid haft en meget høj troværdighed. Det var jo ikke så godt.

 

Hos Toyota peger man da også selv på, at det i al væsentlighed har at gøre med, at man netop går med livrem og seler i udmeldingen til brugerne og fastslår, at andre undersøgelser har påvist at bZ4X er den næstmest energieffektive elbil i sin klasse på markedet, hvilket ingen har underkendt. Men hvorfor er rækkevidden så et problem?

 

Vores test

Det er det så heller ikke, har jeg selv konstateret under en test, hvor jeg direkte fokuserede på rækkevidden. Problemet er i undertegnedes øjne primært forskellen mellem WLTP-måltallene og den af bilens on-board computers beregnede rækkevidde. WLTP måltallene falder ofte forskelligt ud for forskellige biler, og varierer også ofte ift det virkelige liv. De tager fx ikke højde for koldt vejr, vinterdæk, nedsat friktion, blæst, batterikonditionering, batteri levetid osv.


Testbilen var udstyret med vinterdæk på 20" alufælge.


Det gør Toyotas on-board beregning populært sagt heller ikke, eller rettere: Algoritmerne, der ligger til grund for computerberegningen af den resterende rækkevidde i kilometer, er baseret på en slags Worst Case scenarie. Hvis man i en kold bil starter ud med fuld power på varmeanlægget, bruges der meget energi, og hvis man fortsætter med at bruge så meget energi, bliver rækkevidden beregnet til at være markant kortere. Men det gør man jo ikke, for energiforbruget falder, når kabinen varmes op, og dermed bliver rækkevidden også mere optimistisk. Det var også min erfaring.

 

Blandet kørsel på elbils-manér

I stedet for at gennemføre en energi-kalkulation fx ved konstant på motorvej, hvor der ikke sker genindvinding af fartenergien i nævneværdigt omfang, gennemførte jeg det, man kan kalde blandet kørsel ved temperaturer fra lige over frysepunktet stigende til 10 grader, rolige vindforhold, varieret trafik, men også med lidt motorvejskørsel undervejs.

 

Jeg valgte ECO-indstillingen, havde aktiveret sædevarme og ratvarme og var moderat påklædt, passende til en kabinetemperatur på 20 grader. Og jeg startede ud med et 100 pct. opladet koldt batteri. On-board computeren beregnede en rækkevidde på 350 kilometer, WLTP tallet er 418 kilometer ved ”sommertemperatur”. Det er et helt normalt forhold ved danske vintertemperaturer.



De første cirka 25 kilometer gav naturligt nok en større reduktion i den beregnede rækkevidde end de kørte kilometer, fordi den kolde kabine trak lidt energi, og fordi en elbil ikke kan genvinde energi med et fyldt batteri (for så er der ingen steder at komme af med energien). Derpå begynder regenereringen så småt at tage fart, og når man er nede omkring 60-70 procent af den totale batterikapacitet er regenereringen en vigtig del af energi-regnskabet.

 

Ændrede kørselsmønster

Undervejs skruede jeg op for energiforbruget, bl.a. gennem mere aggressiv kørsel, forøget kabinevarme og mere motorvejskørsel. Helt overordnet kørte jeg bilen, som jeg ville have kørt enhver anden elbil. Summa summarum: Da turen var til ende, havde computeren beregnet restrækkevidden sådan, at restrækkevidden plus det kørte antal kilometer ville ende på 350 kilometer, altså præcis som udgangspunktet.

 

Det er i øvrigt sådan, at Toyota bZ4X baseret på andres erfaringer kan køre omkring 40 kilometer efter at computerberegningen viser, at der er 0 kilometer tilbage. Dette tal har jeg ikke taget højde for, men det ville med andre ord give en forventelig reel rækkevidde omkring 390 km, altså tæt på WLTP-niveauet og kørslen fandt som nævnt sted ved vinterlige temperaturer, uden at batteriet var forud-konditioneret og på vinterdæk.

 

Snestorm i et glas isvand

Toyota lancerer snart en computer opdatering, hvor algoritmerne, som vi har forstået det, nedtoner Worst Case scenariet og som sådan bliver mere ”realistiske”, og også tager højde for, at rækkevidden med ”0 kilometer” tilbage bliver tættere på det virkelige tal.

 

Om det er godt eller dårligt er vel et temperament spørgsmål. Jeg kan til enhver tid med den viden, jeg besidder, anbefale enhver bruger af batteri instrumenter, biler, smart-telefoner mv. aldrig at lade batterierne fuldt op og aldrig aflade dem fuldstændigt. Det er, hvad Toyota har indbygget i deres batteristyringsteknologi og en af flere årsager til, at man giver garanti for mindst 70 procents kapacitet efter 10 år og forventelig snarere 90 procent. Det er der selvklart ingen, der har kunnet teste endnu.

 

…så spørgsmålet er, om ikke hele den polemik omkring bZ4X og Subaru Solterra rækkevidden mest var en snestorm i et glas isvand.


Andre Toyota prøvekørsler - find dem hér >>>

Læs også:

Moderne, gennemarbejdet og alsidig elbil >>>

Pletten er ramt i første forsøg >>>

 

Strøm på i terænnet


Off-road on-board videotest: Toyota bZ4X 4X4

Toyotas nye fuldblods elbil, bZ4X, kan med firehjulstræk meget mere end blot køre på tør asfalt. Vi har prøvet den på Tirsbæk Gods ved Vejle. Se hvordan det gik... Fuld HD.





Model:

Toyota bZ4X Active Design AWD

Listepris:

Kr. 415.990

Motor, transmission, batteri kapacitet (Brutto/Netto):

For og bag: 1 permanent magnet synkron elmotor på hver 80 kW/109 hk. System: 160 kW/218 hk. 337 Nm. Permanent firehjulstræk. Litium-ion batteri, 71,4 kWh/64 kWh

Præstationer acceleration/ topfart/ Rækkevidde/ energiforbrug (WLTP)/ Ladeeffekt:

6,9 sek./ 160 km/t/ 418 km/ 179 Wh/km. 11 kW AC. 150 kW DC

Længde:

4,69 m.

Bagagerum:

452 liter

Værd at bemærke:

20" alufælge. LED Matrix forlygter. El-førersæde. 2 zone Klimaanlæg. Nøglefri betjening. Adaptiv fartpilot. 12,3” touch screen. Bi-tone lak. Panorama glastag. Advanced Parkering. El-bagklap. 360 grader kamera. Bakkamera. Forrudevarme. Sædevarme og ratvarme. Cloud navigation. Toyota Smart Connect (4 års gratis abonnement). 3 års garanti. Op til 11 år minus en dag eller 160.000 km Toyota Relax garanti. 10 års garanti eller 1.000.000 km på batterikapaciteten.


Link til importøren









Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt