Højdepunkter fra Genève Motor
Show i alfabetisk orden, elektriske såvel som ikke
elektriske. På denne side: Mitsubishi, Nissan,
Peugeot, Renault, SEAT, Cupra og Skoda.
Mitsubishi
med solar celler
Den japanske bilfabrik havde
valgt Geneve Motor Show til ikke færre end tre
premierer: Verdenspremiere på ASX og Europapremiere
på L200. Førstnævnte er fabrikkens kompakte
crossover og L200 en yderst moderne pickup med
firehjulstræk, som fabrikken jo er ekspert i. ASX
forventes i øvrigt at blive introduceret i Danmark i
efteråret 2019 med den velkendte 2-liters
benzinmotor, og den bliver tilgængelig i både en 2WD
og 4WD version samt med manuelt såvel som
CVT-automatgear.
Mitsubishi Engelberg Tourer.
Med et kik ud i fremtiden er
verdenspremieren på konceptbilen, Engelberg Tourer
(opkaldt efter et berømt schweizisk skisportssted),
interessant. Den er både spændende som design
studie, men også fordi den inkluderer en omfattende
hybriddrivline, baseret på fabrikkens 2,4 liters
benzinmotor, plus opladning via solarpaneler, plus
plug-in opladningsmulighed. Med et fuldt opladet
batteri vil bilen kunne køre 70 kilometer på
elektricitet alene, og bilens samlede rækkevidde er
700 kilometer.
Nissan IMQ
viser vejen for ny Qashqai
Foruden fabrikkens Formel E
racerbil og de seneste udgaver af Nissans elektriske
produktionsmodeller er man også på vej med det, der
meget tænkeligt kan ende op med at blive en helt ny
udgave af succesmodellen Qashqai.
Endnu er der tale om et
koncept køretøj, med navnet IMQ. Som konceptbil er
der en lang række ubesvaret spørgsmål, hvor de
fleste besvares ved at bruge øjnene. Men derudover
er det tale om en hybriddrivline, baseret på Nissans
4-cylindrede 1,5 liters turbomotor, som vil kunne
levere op til 335 hestekræfter. Den inkluderer
teknologi, skabt med udgangspunkt i den avancerede
ProPilot køreassistent teknologi, som er parat til
at kunne styre bilen helt autonomt, når tiden måtte
være moden dertil.
Peugeot 208
i alle afskygninger
Allerede forud for Genève
Motor Show havde Peugeot informeret dybdegående om
den helt nye 208, der senere på året skal løfte
arven fra den hidtidige omkring 7 år gamle bil, der
meget a-pro-pos succes har været så dominerende, at
den i fjor var den mest solgte bil på det danske
marked.
Den helt nye 208, inklusive
den særlige elektriske e-208
har
vi beskrevet hér >>>, og den officielle
verdenspremiere har den så på biludstillingen i
Genève. Men den er ikke alene om at få opmærksomhed,
for Peugeot viser også for første gang som koncept
en særlig performance udgave af den velkørende 508
model. Den
præsterer 400 hk, 500 Nm, firehjulstræk og 0-100
km/t klares på 4,3 sek. Drivlinen består af tre
motorer: en 200 hk PureTech benzinmotor, kombineret
med en 110 hestes elmotor på forakslen og en 200
hestes elmotor på bagakslen.
Peugeot e-208.
Peugeot 508 - Peugeot Sport
Engineered.
Renault
tænker stort småt
Renault er blandt de helt
store spillere på verdensmarkedet for elektriske
biler. Men med den helt nye Renault Clio lægger man
især vægt på at have gjort den populære minibil mere
voksen, og den har så verdenspremiere i Genève.
Men helt u-elektrisk er den
ikke. Den kan faktisk fås i en mild hybrid udgave,
men ellers er den baseret på miljøoptimerede
konventionelle drivliner, inklusive en yderst lavt
forurenende 1,5 liters så kaldt Blue dCi
dieselmotor.
Man kunne have forestillet
sig, at Renault ville have taget samme retning som
Peugeot med deres nye 208 og skabt en fuldt
elektrisk drivline. Men hvor Peugeot ikke har andre
elektriske småbiler på programmet, har Renault jo en
Zoe, hvor den næste generation allerede er på vej.
Det er der en vis fornuft i.
SEAT og
CUPRA
CUPRA var i mange år tæt
tilknyttet SEAT, og det er mærket for så vidt
stadig, men det skal have sin egen profil, som det,
man kan kalde SEAT’s performance modeller. I Genève
viser man en 245 hestes CUPRA Formentor, som er en
ægte plug-in hybrid. Den komplementeres hos SEAT af
den såkaldt el-Born, som er den første fuldt
elektriske bil i VW-gruppen, baseret på den nye MEB
platform.
El-Born er dog også en
konceptbil, men begge er mere eller mindre
produktionsklar. El-Born er navngivet efter en
gammel bydel i Barcelona, og det forventes, at
bilen, som vil kunne køre 420 kilometer på en
opladning, kommer på markedet i 2020. Det samme
gælder også Formentor, hvor navnet i øvrigt er
hentet på Mallorca.
Skoda Kamiq
er større
Skoda præsenterer også en
elektrisk konceptbil i Genève, baseret på samme
platform som koncernens øvrige mellemstore elbiler,
den hedder Vision iV, men den vigtigste store og
salgbare verdenspremiere fra Skoda er Kamiq, som
udmærker sig ved at være større end de tilsvarende
søstermodeller – præcis som Skoda Octavia også er
større end søsterbilerne VW T-Cross og SEAT Arona.
Den lander på det danske marked i begyndelsen af
2020.
|