- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 Korte nyheder


 Flere korte nyheder >>>

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Biler og motor:


Oktober 2018


International anerkendelse til Subaru

Hvor Subaru har lidt svært ved at slå igennem i danske motorjournalisters bevidsthed, har man internationalt ikke det problem: Subaru XV har nu for anden gang sat sig på førstepladsen i den store ”Cars.com’s 2018 Subcompact SUV Challenge”. Kriterierne i konkurrencen var interiør, komfort for og bag, opbevaringsmuligheder, multimedia, bekvemmelighed, køreegenskaber, drivlinje, kørselskomfort, støjniveau, udsyn og værdi til prisen. Den forrige generation Subaru XV løb med titlen i 2015.

Læs væres helt aktuelle test af Subaru XV her >>>


Fine privatleasing tilbud på SEAT Leon ST

Nu kan man privatlease stationcarudgaven af SEAT Leon ST Limited Style med en 130 hestes TSI-motor og masser af udstyr til kun 2.795 kr. om måneden. Den sportslige FR-version fås til 3.095 kr. Begge med en førstegangsydelse på kun 4.995 kr. Den rummelige stationcar har bl.a. adaptiv fartpilot, digitalt cockpit, parkeringssensor bag, ”Media System Plus” og metallak.

FR-versionen har desuden Fuld LED forlygter, ligesom mediasystemet er udstyret med navigation og Full Link. Begge modeller fås dog kun i et begrænset antal, og kun så længe man har dem på lager.

Find vores SEAT prøvekørsler hér >>>


Toyota er verdens mest værdifulde bilmærke

For syvende år i træk indtager Toyota pladsen som verdens mest værdifulde bilmærke. Sådan lyder konklusionen i Interbrands årlige internationale undersøgelse, Best Global Brands 2018, der anslår, at Toyotas varemærke har en markedsværdi på hele 350 mia. kr. Det placerer Toyota helt i top i bilverdenen og på en samlet syvendeplads blandt alle varemærker på kloden. I forvejen er Toyota verdens mest købte personbilsmærke.

Find vores Toyota prøvekørsler hér >>>


Skoda SCALA debuterer næste sommer

SCALA er Skodas nye hatchback i mellemklassen. Den kommer på markedet inden sommerferien næste år med næste generation af Skodas design, nye assistentsystemer, mere sikkerhed og rummelighed som en større bil. Navnet kommer fra det latinske ord ”scala”, som betyder trappe eller stige og symboliserer det trin op, som Skoda nu tager blandt mellemklassebilerne med både design, plads, udstyr, opkobling, sikkerhed og køreegenskaber. Skodas nye designsprog havde verdenspremiere på Paris Motorshow forleden i form af konceptbilen VISION RS. Det er karakteriseret ved dynamiske linjer både ude og inde og er mere sportsligt og emotionelt end hidtil. SCALA bliver den første produktionsklare bil, som får det nye design, ligesom den også bliver den første Skoda på det europæiske marked, hvor SKODA står skrevet med blokbogstaver på bagklappen.


2500 kroner ud for ny Opel Astra stationcar

Kampen om privatleasing kunderne øges: Med en udbetaling på 2495 kr. og en månedlige ydelse på 3395 kr. har Opel nu gjort det muligt, at privatlease en Opel Astra Sports Tourer 1,6 CDTI dieselmotor med 136 hk. Standardudstyret omfatter to-zone klimaanlæg, metallak, armlæn ved forsædet og Intellilink med Apple Carplay. Udbetalingen ved privatleasing er normalt 5000 kr. Aftalen er baseret på 15.000 kilometers årligt og en løbetid på 36 måneder. Tilbuddet har begrænset varighed bestemt af udbuddet af biler til rådighed.

Læs vores test af Opel Astra Sports Tourer 1,6 CRDi 136 hk


Mazda elbil med Wankelmotor

Mazda går utraditionelle veje, ikke mindst, når det handler om motorteknologi. Den japanske fabrik har i sagens natur også arbejdet med udviklingen af endnu mere miljørigtige alternativer og vil i 2020 introducere en helt ny elbil - eller rettere to. den ene er en 100 procent el-bil, den anden har en såkaldt range-extender indbygget, altså en forbrændingsmotor, som producerer strøm til el-motoren, når batteriet er ved at være tømt. Det usædvanlige er, at i stedet for at bygge en konventionel stempelmotor ind i bilen, har Mazda en rotationsmotor, også kendt som Wankelmotor. Rotationsmotoren, som ikke mindst er kendetegnet ved støjsvag og vibrationssvag motorgang, udmærker sig også ved at være yderst kompakt, samtidig med den har en høj effekt.


Opdateret Fiat 500X

Fiat 500X har været blandt de fem bedst sælgende biler i klassen i Europa siden 2016. Nu er fabrikken klar med en ny udgave, som er blevet opdateret inde og ude med et strammere design og ny teknologi. Fiat 500X er fornyet udvendigt med nye kofangere, LED-kørelys og nu også med mulighed for Fuld LED. Baglygterne har også fået et nyt design ligeledes i LED med referencer til den ikoniske Fiat 500. Designet indvendigt præges af et nyindrettet instrumentbræt, som er lettere at aflæse, og også rattet er nydesignet. Den nye Fiat 500X byder på to helt nye benzinmotorer, konstrueret med fokus på lavt benzinforbrug og lave emissioner. Begge motorer har turbo, direkte benzinindsprøjtning samt partikelfilter, og de har Fiat koncernens ventilstyringssystem, MultiAir. Den nye motorfamilie kaldes FireFly og leveres til Fiat 500X i en 1-liters udgave med 3 cylindre og 120 hk samt en 4 cylindret version på 1,3 liter med 150 hk, sidstnævnte leveres altid med en 6-trins dobbeltkoblingsgearkasse. Listepriserne begynder ved 210.000 kr.

 


September 2018


Corolla vender tilbage - verdenspremier i Paris

Verdens bedst sælgende bilmodel gennem tiderne, Toyota Corolla, vender tilbage på det danske marked. Her erstatter den modelnavnet Auris. Det sker i forbindelse med introduktionen af en helt ny generation af modellen. Og ikke uvæsentligt for de danske kunder har Toyota nu også løftet sløret for, hvordan stationcar-udgaven af den kommende Corolla Hybrid kommer til at blive. Corolla navnet introduceres i Danmark i foråret 2019 sammen med introduktionen af en helt ny generation, der byder på et skarpere design både til den sportslige, kompakte hatchback-udgave og til den strømlinede og rummelige stationcar-version. Den helt nye Corolla skal bygges på den nye GA-C-platform baseret på Toyotas TNGA-filosofi, der handler om at bygge endnu bedre biler på både smartere og mere økonomisk vis. Det betyder bl.a., at den nye Corolla får et lavere tyngdepunkt end den nuværende Auris og deraf forventeligt bedre køreegenskaber. Samtidig bliver det for første gang nogensinde til en Toyota muligt, at vælge mellem to forskellige hybridmotorer i form af enten en særlig økonomisk 1,8-liters drivline på 122 hk eller alternativt en 2-liters udgave på 180 hestekræfter. Begge motorer rummer den nyeste fjerde generations hybridteknologi, der er kendt fra bl.a. Toyota Prius og Toyota C-HR Hybrid.  Den nye Toyota Corolla får verdenspremiere i oktober ved Paris Motor Show.

 

 


August 2018


Priser på ny KIA Sportage

Vi har for en måneds tid siden bragt en test af den nye KIA Sportage. Da var priserne ikke helt fastlagt. Det er de nu: Bilen, der lanceres 1. og 2. september introduceres i to udstyrsvarianter, Advance og Intro. Listepriserne begynder ved kr. 345.000 for en 1,6 T-GDI Advance med bl.a. 7” navigation m. touch skærm, sædevarme for- og bag, 2-zone klimaanlæg, regnsensor, 17” alufælge, aut. nær-/fjernlys, Apple CarPlay og DAB+ radio. For blot 12.000 kroner oveni får man intro modellen med yderligere ekstraudstyr for over 50.000 kroner.

Læs vores test af den nye KIA Sportage hér >>>


Jaguar E-TYPE med el-motor

Det er omtrent et år siden, at Jaguar Land Rover i London afslørede den ikoniske Jaguar E-TYPE ombygget til el. Og nu har Jaguar Classic besluttet, at påbegynde en decideret ”produktion” af E-TYPE som konverteret elbil. Udgangspunktet er versionen med 6-cylindret motor, som skiftes ud med en elektrisk motor på 220 kW (300 hk) og et batteri på 40 kWh. 0–100 km/t nås på et godt stykke under syv sekunder, stort set det samme som originalen med skulle bruge. Udvendigt ikke den store forskel at spore, den ligner en ny-restaureret Jaguar E-TYPE Roadster fra 1968. Men under lakken: Forrest ligger batteripakken og lige bagved elmotoren, hvor gearkassen oprindeligt lå (en lang række af komponenterne kan i øvrigt genfindes i den helt nye Jaguar I-PACE). Ved at placere tingene samme sted sikres, at bilens oprindelige struktur inklusiv bremser og affjedring er intakt. Den elektriske E-TYPE har i øvrigt en rækkevidde på 270 kilometer. Der er to måder, at få en Jaguar E-TYPE som elbil. Enten kan man få ombygget sin egen E-TYPE, hvilket kræver at man har en, eller man kan købe en hos Jaguar Classic som er restaureret og konverteret. Hvad prisen for de to muligheder er endnu ikke offentliggjort, men interesserede kan kontakte Jaguar Classic hér >>>

 

 


Ny Mazda6 lander om lidt

Den nye Mazda6, der har premiere hos de danske Mazda-forhandlere i weekenden den 1. og 2. september, har ikke blot fået et klassisk facelift med let ændret design. Den er opdateret på stort set alle punkter: designmæssigt, teknisk og udstyrsmæssigt. Udvendigt er den største ændring det nye frontparti med en mere markant frontgril og nye, smalle LED-forlygter.  Sedan-modellen har også fået en ny udformning af baglygterne og bagagerumsklappen. Fælles for sedan- og stationcarmodellen er nye 17” og 19” aluminiumsfælge, der er designet, så de ser større ud end hidtil. Det meste af interiøret er blevet re-designet. Det gælder blandt andet instrumentpanelet, der er blevet endnu mere overskueligt og som resten af interiøret er udfærdiget i lækre, bløde materialer. Som noget nyt er der indbygget ventilation i forsæderne i Optimum-modellerne. Motormæssigt har den nye Mazda6 også undergået store forandringer med blandt andet nye stempler og reviderede indsprøjtningsdyser, der doserer brændstoffet mere præcist og effektivt. Med alle motorvarianter opfylder Mazda6 kravene til udstødningsnormen EURO 6d-TEMP. Billigste Mazda6 er prissat til lige under 300.000 kroner.

 

 


Opel GT X Experimental: Et kig ind i Opels fremtid

GT X Experimental er navnet på en ny konceptbil fra Opel, der viser vejen for designudviklingen af fremtidens biler fra Opel. Bilen er en SUV type med 5 døre, elmotor, totallængde som en Opel Corsa og en akselafstand på 262 cm – omtrent som en Crossland X. GT X Experimental giver et billede på, hvordan Opels biler kommer til at se ud fra midten af det næste årti. Helt op til 40 procent af alle solgte Opel vil i 2021 være SUV typer. Derfor skal den biltype i endnu højere grad være effektiv og økonomisk. GT X Experimental er en letvægtskonstruktion med fuld elektrisk drift og en ydelse på 50 kW – ca. 68 hk. Batteriet er næste generations litium-ion batteri med induktionsladning. Bilen er delvis selvkørende – den er på trin tre af de fem trin for selvkørende biler. I praksis kan den styre og bremse selv, men er ikke 100 procent selvkørende i alle situationer og er derfor udstyret med et rat.  Bilen introducerer et nyt designsprog for Opel med et såkaldt Opel Vizor design, der omfatter alle de teknologiske dele af fronten og Opel blitzen. Det nye Opel Vizor bliver et kendetegn ved alle Opel modeller senere i løbet af 2020’erne. Bagdørene er hængslet bagtil for optimal adgang til bagsædet ligesom på Opel Meriva og alle døre åbner 90 grader. Panoramataget når helt tilbage til bagsæderne, så bilen giver fornemmelsen af åbenhed og rummelighed. Sidespejlene er erstattet af kameraer.

 


Ford Ranger Raptor kommer til Danmark

Vi skal vente til sommeren 2019, men da kommer den også til Danmark, den helt nye Ford Ranger Raptor pick-up. Ford Ranger Raptor, der præsenteres på Europas største spilmesse, Gamescom, er den mest alsidige og højtydende udgave af Europas bedst sælgende pick-up nogensinde. Den er udviklet af Ford Performance og er udrustet med en bi-turbo version af Fords 2.0-liters EcoBlue diesel-motor på 213 hk og 500 Nm drejningsmoment - samt Fords helt nye 10-trins automatiske gearkasse, der desuden også ligger i den velkendte Ford F-150 Raptor. Affjedringen er ”Baja-rally-inspireret” og specielt udviklet til at takle selv det mest hårdeste terræn ved høje hastigheder samtidig med, at både kontrollen og komforten bevares bag rattet. FOX støddæmpere med Position Sensitive Damping optimerer affjedringen  til ekstremerne off-road – og optimerer ligeledes affjedringen under mere moderate forhold på plane asfaltveje.


Juni 2018


Mere power til Mazda MX-5

Mazda introducerer om kort tid en opdateret version af verdens mest solgte roadster. Designet er stort set uændret. Ændringer finder man derimod i motorrummet, hvor både 1.5- og 2.0-liters motoren blandt andet har fået ændret forbrændingskamrene og indsprøjtningssystemet for at forbedre effektiviteten. Begge motorer har fået øget drejningsmomentet, reagerer endnu hurtigere på bevægelser af speederen og lever op til kravene i den nye udstødningsnorm Euro 6d Temp. Den største forandring er dog sket med 2.0-liters motoren, der nu tager flere omdrejninger (op til 7.500 omdr./min) og har fået hævet ydelsen fra 160 hk til 184 hk. Det bringer accelerationstiden fra 0-100 km/t ned på bare 6,5 sekunder. Samtidig har den fået en endnu mere sportslig motorlyd. Set udefra er eneste ændring, at både 16” og 17” aluminiumsfælgene har fået en mørkere farvetone. Mazda MX-5 er Danmarks suverænt mest solgte sportsvogn. I 2017 blev der indregistreret 211 eksemplarer, hvilket var en ny rekord for MX-5 i Danmark. I 2018 er der indtil nu indregistreret 98 eksemplarer. Priserne for den opdaterede MX-5 begynder ved 299.997 kr. med 1.5-liters motor og 369.997 kr. med den nye og stærkere 2.0-liters motor.

Læs vores seneste prøvekørsel af Mazda MX-5 (før opdateringen) hér >>>


Elektrisk KIA ”CUV” præsenteret i Sydkorea

KIA har netop præsenteret sin nye Niro EV på 2018-udgaven af den internationale biludstilling i Busan i Sydkorea. I Europa vil Niro CUV’en (CUV=Crossover Utility Vehicle) være udstyret med en 64 kWh litium-polymer-batteripakke, der giver en rækkevidde på over 450 km på en enkelt opladning. Med en 100 kW-lynoplader tager det 54 minutter, at lade Niro EV's batteri til 80 procent af kapaciteten. Kraften fra den 204 hk stærke motor overføres til forhjulene og drejningsmomentet på 395 Nm er tilgængeligt fra start. Det gør Niro EV i stand til at accelerere fra 0-100 km/h på kun 7,8 sek. Batteripakken er placeret lavt under bilens bagagerumsbund, så crossoveren har et tyngdepunkt, der svarer til tyngdepunktet i en sedan eller en hatchback og derved sikrer maksimal stabilitet og køreglæde på snoede veje.


Maj 2018


Opel knyttes sammen med PSA også i Danmark

Sidste år købte den franske PSA koncern Opel. PSA producerede i forvejen Peugeot, Citroën og DS, men koncernen ønskede et tysk mærke, fordi der ret beset er stor forskel på franske og tyske biler. Måske ikke så meget i teknisk forstand, men i udseende, funktion og køreoplevelse ikke mindst. Nu bliver Opel i Danmark, der er et datterselskab af Adam Opel AG i Tyskland, også i importmæssig sammenhæng en del af PSA. Der er indgået aftale om, at Opel fremover skal importeres af Interdan koncernen, som i forvejen står for importen af de tre franske PSA-bilmærker. I praksis vil det ske til efteråret, når alle formaliteterne er på plads. Adm. direktør for Interdan Bil, Kenneth Hansen, fortæller: ”Vi glæder os meget til at byde Opel velkommen i Interdan-familien. Vi har næsten 100 års erfaring i bilbranchen, hvor vi har haft succes med at løfte markedspositionen og salget af forskellige bilmærker. Dette har været funderet i en dyb forståelse af det danske marked samt en stærk vilje til at forny vejen til resultater og konstant være på forkant. Derfor tror vi på, at vi kan fortsætte den succes, Opel har haft og stadig har på det danske marked. Vores mål er ikke mindst, at sikre en høj grad af branddifferentiering mellem de fire PSA-mærker”. Formelt sker overdragelsen af importørkontrakten som et køb af Opel Danmark A/S. Opel vil blive en selvstændig brandorganisation indenfor Interdan-koncernen med eget forhandlernetværk og vil være adskilt fra koncernens andre bilmærker, der tæller Peugeot, Citroën, DS og Mitsubishi. Alle medarbejdere fra Opel Danmark vil på sigt blive samlet i koncernens domicil på Hovedvejen i Glostrup.


Hyundai Ioniq er den billigste plug-in hybrid

Med en pris på blot 260.000 kroner introducerer Hyundai nu Danmarks billigste Plug-in hybrid. Efter afgiftsomlægningen i november sidste år er Plug-in hybrider, dvs. hybridbiler, hvor man fx kan tilføre elektricitet fra en stikkontakt eller offentlig ladestandere og køre et halvt hundrede kilometer på elektricitet alene, blevet ekstra attraktive. Og Hyundai, der allerede fra begyndelsen har bygget Ioniq modellen både som traditionel elbil uden opladningsmulighed, som elbil og som en mellemting mellem de to, er nu klar med opladningshybriden også i Danmark. Drivlinen er ikke meget forskellig fra den, man finder i bilerne fra søstermærket KIA (læs fx vores prøvekørsel af KIA Niro PHEV hér >>>), men bilerne er væsens forskellige i hele deres udseende og praktiske funktion. Ioniq Plug-in har en 1,6 liters 105-hestes benzinmotor uden turbo samt en 60,5 hestes el-motor og batteriet, som består af to enheder, har en kapacitet på 8,9 kWh. Den officielle rækkevidde er 63 kilometer. I praksis oplyses det, at tallet befinder sig tæt på 60 kilometer.


Jaguar F-PACE opdateres indvendigt

F-PACE er den bedst sælgende Jaguar. I fjor blev der solgt 185 eksemplarer af dem i Danmark og det er den bil, der for alvor har fået nye kunder til at kigge i retning af Jaguar. 80 procent af alle kunder, der køber en F-PACE har ikke tidligere været Jaguar kunder, og modellen har i den grad været værdifuld for udbredelsen af Jaguar. 2019 versionen, der allerede kan bestilles, har nu det elegante Touch Pro infotainment system med 10” skærm. Rammeløst bakspejl, oplyste indstigningspaneler med Jaguarnavn, premium måtter og sædeknapper i krom er blot nogle af de nye eksklusive features, der har fundet vej til den nyeste version af F-PACE. F-PACE har også fået adaptive cruise control med steering control, der fungere mellem 0-180 km/t.

Læs vores test af Jaguar F-Pace >>>


Ny motor og meget andet til Range Rover Velar

Range Rover Velar kan nu bestilles i 2019 versionen. Kendetegnende for den nye version er, at motorpaletten udvides med en ny dieselmotor og at mængden af sikkerheds-og komfortudstyr øges. Allerede nu har Range Rover Velar en anseelig mængde sikkerheds-og komfortudstyr. Men i 2019 versionen er adaptive cruise control med steering control, der fungere mellem 0-180 km/t, nu standard. Systemet benytter det allerede eksisterende adaptive cruise control funktionalitet med lane-centering, der sikrer at bilen forbliver midt i kørebanen, og samtidig sikrer afstand til den forankørende. Det radarbaserede High Speed Emergency Braking system forhindrer kollision, når farten er mellem 10 og 160 km/t. Range Rover Velar kan nu også tilbydes med luftaffjedring på alle V6 versioner, samt for benzinversionen med 250 og 300 hk benzin. I 2019 versionen er det nu muligt at få en 3-liters dieselmotor, der yder 275 hk og har et moment på 625 Nm.

Læs vores test af den hidtidige Range Rover Velar


Jaguar og Land Rover etablerer Test Spots

Med udsigt til et 2018, hvor antallet af solgte Jaguar og Land Rover i Danmark bliver større end nogensinde, etablerer den danske importør nu såkaldte Test Spots, hvor man kan prøvekøre udvalgte modeller fra fabrikken. I 2016 blev der herhjemme i alt solgt 349 eksemplarer af de to bilmærker, der jo er en del af samme koncern. I fjor steg antallet til 537. Og i årets første tre måneder er der allerede bestilt 309 biler. Det lægger ekstra pres på de danske Jaguar Land Rover forhandlereDerfor introducerer Jaguar Land Rover nu ideen om Test Spots, hvor man kan prøvekøre udvalgte Jaguar og Land Rover modeller. I første omgang tester man konceptet i trekantområdet i henholdsvis Kolding og Vejle, og det vil være muligt at booke prøveture på Jaguar XE, XF, E-PACE, F-PACE, Land Rover Discovery Sport samt Range Rover Evoque. Det er nemlig de biler, der er størst efterspørgsel på, når kunderne booker prøveture hos forhandlerne. Bookning sker via på mærkernes websider.

Vores Jaguar prøvekørsler - find dem hér >>>

Vores Land Rover prøvekørsler - find dem hér >>>

Vores Range Rover prøvekørsler - find dem hér >>

Motorsport:


11. november 2018


F1 i Brasilien: Hamilton vinder igen - MAG 9.

Lewis Hamilton dokumenterede i det brasilianske Grand Prix, at det ikke var en tilfældighed, at han kan kalde sig Formel 1 verdensmester 2018. Han tog ganske enkelt endnu en sejr, denne gang foran Aston Martins Max Verstappen og Ferraris Kimi Raikkonen. Sebastian Vettel nåede først målstregen som 6'er. Haas teamet scorede på ny points, idet Grosjean to 8. pladsen og Kevin Magnussen blev nr. 9.


28. oktober 2018


Formel 1 i Mexico: Hamiltons femte

En fjerdeplads i søndagens tredjesidste afdeling af Formel 1 verdensmesterskabet, Mexico Grand Prix, var nok til at Lewis Hamilton kunne tage sin femte VM-titel. Ved samme lejlighed cementerede han også Mercedes konstruktør titel. Hamilton blev i mexico besejret af Max Verstappen i Red Bull og de to Ferrari kørere, Vettel og Raikkonen i nævnte rækkefølge. 1 minut og 18 sekunder var Hamilton fra Grand Prix sejren. Kevin Magnussen sluttede på en 15. plads foran team-kollegaen Grosjean i et løb, der ikke var problematisk for de to Haas kører.


WRC: Loeb sejrer påny - Ogier i VM føring

Det lyder som fortidssnak, men i weekendens næstsidste afdeling af rally verdensmesterskabet, Rally de Espana, dokumenterede den 9-dobbelte rally verdensmester, Sebastien Loeb, at han trods sine 44 år stadig kan sætte verdenseliten på plads. Franskmanden var på gæstevisit i Spanien og sikrede  Citroën deres første sejr i 2018 ved, gennem klogt dækvalg på den afsluttende dag, først at snuppe føringen fra den rally-førende finne, Jari-Mati Latvala (Toyota Yaris WRC) og siden holde sin landsmand, Sebastien Ogier (Ford Fiesta WRC) på tilstrækkelig afstand, da det afgørende slag på den afsluttende powerstage skulle udkæmpes. Loebs sejrsmargin var beskedne 2,9 sekunder til Ogier. Latvala havde overvundet en punktering på rallyets første dag og tog rally-føringen på dag 2, da hans team-kollega, Ott Tänak's Yaris WRC punkterede. Det samme oplevede Latvala selv på rallyets næstsidste hastighedsprøve og han kunne være kørt over målstregen som nr. 6. Team-kørsel betød, at Latvala lod sig falde ned på 8. pladsen, hvorved Tänak fra en 6. placering kunne fastholde en beskeden matematisk mulighed for at vinde dette års VM for kørere. Efter det spanske rally er Toyota fortsat i føring af konstruktør-VM, alt imens Ogier overtog føringen i kørernes VM. Hyundais Thierry Neuville blev nr. 3 i Spanien og er blot 3 points efter Ogier, alt imens Tänak er 20 points efter Neuville. VM finalen finder sted 15.-18. november i Australien og følges LIVE på Eurosport Danmark. Udsendelsesplan offentliggøres her på Motorsiden.dk i dagene inden rallyet.

Toyota fører konstruktør-VM og Tänak har fortsat mulighed for at blive verdensmester.

 

Loeb (Citroën C3 WRC) vandt "Catalunya-rallyet" for 9. gang.


7. oktober 2018


WRC: Ogier og Ford vinder Rally Great Britain

I et af årets allermest spændende opgør vandt den regerende rally-verdensmester, franskmanden Sebastien Ogier, Det britiske Rally, der traditionen tro blev afviklet under spektakulære og udfordrende forhold i det vestlige Wales. Med sejren bragte Ogier sig tæt på den VM-førende Thierry Neuville (Hyundai), som måtte nøjes med 5. pladsen i mål. Toyotas Ott Tänak lå længe til at tage endnu en sejr, som ville have været hans fjerde i træk og ville have givet ham føringen i VM-kampen. Lørdag eftermiddag ramte han imidlertid et hul i vejen med en sådan kraft, at køleren blev beskadiget og han måtte nøjes med 4 points fra søndagens powerstage. Sammenlagt er Ogier 7 points fra Neuville og Tänak har har 21 points til VM-toppen. Der resterer to VM-rallyes i år, så meget tyder på, at man skal helt frem til allersidste rally før VM-striden er afgjort. I konstruktør-VM udbyggede Toyota sit forspring, da Jari-Matti Latvala og Esapekka Lappi blev hhv. nr. 2 og 3 i rallyet, som var 11. VM-afdeling og den tredjesidste i år. Citroëns Craig Breen blev nr. 4 og så kan det franske team glæde sig over, at have skrevet kontrakt med Ogier for det kommende år. Årets næstsidste VM-rally finder sted i dagene 15.-28. oktober i Katalonien.


F1 i Japan: Hamilton nærmer sig VM-titlen

Lewis Hamilton kom med sejr i søndagens japanske Formel 1 Grand Prix et skridt nærmere endnu en VM-titel. Rivalen, Sebastien Vettel, sluttede skuffende på 6. pladsen. Resultatet indebærer, at Hamilton kan blive krones om Verdensmester i det kommende US Grand Prix, hvis han vinder og Vettel blot bliver placeret på en 3 plads eller lavere. Kevin Magnussen udgik af løbet efter en punktering, som beskadigere hans bil så meget, at han ikke kunne fortsætte. Han ligger nu på 8. pladsen i VM-kampen. 


30. september 2018


F1 i Rusland: Hamilton vinder - MAG 8'er

Startende fra pole position lå det i kortene, at Valtteri Bottes skulle køre sin Mercedes Formel 1 racer til sejr i søndagens russiske Grand Prix. Men sådan kom det ikke til at gå. Mercedes teamet udstak nemlig team-ordre, da det så ud til at Lewis Hamilton på 2. pladsen lå til at blive passeret af rivalen i VM-kampen, Ferraris Sebastian Vettel. Bottas lod Hamilton komme forbi og påtog sig den tvivlsomme ære det var, at forsvare teamets muligheder for at vinde kører verdensmesterskabet ved defensivt at holde Vettel bag sig. Projektet lykkedes, Hamilton vandt og udbyggede sin VM-føring, alt imens Vettel måtte nøjes med 3. pladsen efter Bottas. Kevin Magnussen startede som "den bedste af resten" fra 5. pladsen, sluttede som nr. 8 men ligger nu sammenlagt på en med Nico Hulkenberg delt 7. pladsen i VM-kampen. I toppen har Hamilton et forspring på 50 points til Vettel.


16. september 2018


WRC/Tyrkiet: Toyota vinder og fører VM

For tredje gang i træk var det Toyotas estiske rallykører, Ott Tänak, der stod øverst på præmieskamlen, da der skulle uddeles præmier. Tänak kørte sin Yaris WRC til sejr i Det tyrkiske Rally, 10. afdeling af Rally-VM og triumfen blev dobbelt stor, fordi team-kollegaen Jari-Matti Latvala kørte i mål, få sekunder efter Tänak og ved samme lejlighed bragte Toyota i føringen af dette års verdensmesterskab. Det tyrkiske Rally var umådelig hårdt og en stor belastning for bilerne. Kun de allermest robuste stod distancen og alle de øvrige fabriksteams havde problemer dermed. Værst gik det ud over den VM-førende Hyundai kører Thierry Neuville. Fra en marginal føring på 0,3 sekunder foran Fords Sebastien Ogier bankede venstre støddæmpertårn på lørdagens første hastighedsprøve op gennem befæstning såvel som motorhjelmen på hans i20 Coupé WRC og dermed var Neuville ude af kampen. I Ogiers Fiesta WRC knækkede en forreste højre wishbone efter et hårdt møde med et hul, og så blev han også sendt ud af rallyet. Craig Breens Citroën gik op i flammer og brændte helt ud. Alt imens de tre Toyota Yaris WRC kørte hurtigt og stabilt. Kun Esapekka Lappi begik en fejl og sendte sig selv ud af rallyet. Ikke nok med, at Toyota nu fører VM, også Ott Tänak er tæt på. Neuville fører fortsat kørernes mesterskab efter i en repareret bil at have vundet den afsluttende Powerstage, men føringen er beskedne 13 VM-points og der resterer endnu 3 rallyes i år. Næste WRC-rally finder sted i Wales 4.-7. oktober og udvalgte hastighedsprøver sendes LIVE på Eurosport. Udsendelsesplanen publiceres her på Motorsiden.dk.


F1 i Singapore: Hamilton vinder - MAG 16

Lewis Hamilton (Mercedes) vandt uden besvær Singapore Grand Prix og udbyggede ved samme lejlighed sin VM-føring til 40 points. Rivalen Sebastian Vettel (Ferrari) måtte øjes med 3. pladsen efter en forkert strategisk team-beslutning. Imellem de to kom Max Verstappen i Aston Martin. Kevin Magnussen havde både en dårlig kvalifikation og et ligeså dårligt løb. Han sluttede på en skuffende og stærkt utilfredsstillende 16. plads. Et plaster på såret var det, at danskeren satte løbets hurtigste omgangstid. Det første gang i han 75. Grand Prix start at han har opnået den triumf. Singapore Grand Prix var iøvrigt det 15. VM-løb i år ud af ialt 21.


2. september 2018


Formel på Monza: Hamilton sejrer - MAG 16

Lewis Hamilton vandt søndagens italienske Grand Prix på Monza racerbanen nord for Milano. På Ferraris hjemmebane var det et sørgeligt nederlag efter Vettels sejr i Belgien for nylig, men en vis kompensation opnåede man dog ved, at Kimi Raikkonen blev nr. 2. Vettel blev nr. 4 efter Bottas. Hamilton har nu 256 VM-points mod Vettels 226. Kevin Magnussen havde et vanskeligt løb, blev sat tilbage tidligt pga. uheld fulgt af et nødvendigt men utidigt pitstop og måtte nøjes med sidstepladsen i mål. 17. pladsen blev dog forvandlet til 16. pladsen efter at teamkollegaen Grosjean blev diskvalificeret. Haas teamet havde undladt at bringe racerens bund i overensstemmelse med reglementet, selvom man tidligere havde fået en påtale. Begrundelse: Ferie... Forinden var Grosjean sluttet på 6. pladsen. I den samlede stilling ligger danskeren fortsat på 8. pladsen med 49 points - Grosjean er nr. 14 med 27.

Hamilton fører feltet an på Monza racerbanen.


27. august 2018


Formel 1 i Belgien: Vettel vinder - MAG 8'er

Ferraris Sebastian Vettel vandt søndagens belgiske Grand Prix på Spa-Francorchamps racerbanen i Ardennerne. Løbet var præget af et voldsomt uheld lige efter starten på Grand Prix’et. Uheldet fandt sted bagest i feltet og ingen kom alvorligt til skade. På 2. pladsen i Grand Prix’et fulgte Lewis Hamilton, som dermed bevarer sin føring i kampen om årets verdensmesterskab – 17 points fra Vettel. Kevin Magnussen startede fra 9. pladsen og sluttede på 8. pladsen på banen, som af mange anses for at være den måske mest udfordrende racerbane i Formel 1 kalenderen. I den samlede stilling ligger danskeren på 8. pladsen. Team-kollegaen Romain Grosjean startede til sammenligning 5'er og sluttede som nr. 7.

Sebastien Vettel tog sejren på Spa.

 

De to Haas-racere sluttede på hhv. 7. og 8. pladsen. Grosjean på billedet umiddelbart foran Magnussen.


19. august 2018


WRC/Deutschland: Toyota truer VM-toppen

Med endnu en sejr, den anden i træk og denne gang på tysk asfalt i Rallye Deutschland, er Toyotas Ott Tänak for alvor begyndt, at true de to førende i kampen om dette års verdensmesterskab i rally. Tänak førte suverænt fra start til mål på et underlag, der er meget forskelligt fra det, man kørte på i Finland, og dokumenterede dermed, at Toyota så småt er ved at være kandidat til VM-titlen i blot den anden sæson efter fabrikkens comeback i WRC sidste år. I konstruktør mesterskabet avancerede Toyota Gazoo Racing til 2. pladsen og har nu blot 13 VM-points op til det førende Hyundai team og 17 point ned til de regerende verdensmestre, Ford, på 3. pladsen. I kørernes VM-kamp blev Hyundais Thierry Neuville hjulpet frem til 2. pladsen i Rallye Deutschland, bl.a. da VM-rivalen, den regerende verdensmester, Fords Sebastien Ogier punkterede. Derved skete der ikke nævneværdigt i tvekampen mellem de to - Neuville har nu 172 points mod Ogiers 149. Men Ott Tänak er begyndt at trænge sig på og har nu 136 points. Max-scoren ved et VM-rally er 30 points og der resterer stadig 4 VM-rallyes, så VM-kampen er fortsat helt åben. Næste VM-afdeling finder sted i Tyrkiet d. 13.-16. september og følges som vanlig på Eurosport med flere LIVE-transmissioner fra udvalgte hastighedsprøver. Udsendelsestiderne annonceres her på Motorsiden.dk i ugen op til rallyet.

Ott Tänak vandt Rallye Deutschland i Toyota Yaris. 


29. juli 2018


WRC: Tänak og Toyota vinder Rally Finland

Ott Tänak og Toyota vandt måske deres vigtigste sejr nogensinde, da den estiske kører med et solidt forspring på over 30 sekunder førte fra start til mål i det rally, der af mange anses for at være det sværeste at vinde på grund af den fysiske belastning og det ekstremt høje tempo. Men sejren var især vigtig, fordi Toyotas allerøverste chef, Akio Toyoda, oldebarn af grundlæggeren af verdens på skift største og næststørste bilkoncern, personligt var til stede i Jyväskylä, der som vanligt var rally centrum for den store begivenhed. Tänak ikke bare vandt rallyet, men var også hurtigst på den afsluttende Powerstage. Den eneste, der undervejs kunne true Tänak, var Citroëns nye faste mand i teamet, nordmanden Mads Østberg, der rallyet igennem lå tæt i Toyotaens baghjul i den opdaterede Citroën C3 WRC. Østberg blev nr. 2, fulgt af den tidligere 3-dobbelte Rally Finland vinder, Jari-Matti Latvala, også i Toyota Yaris WRC. Rallyets tabere var Hyundai, i særdeleshed den VM-førende Thierry Neuville, der blev nr. 9. Han måtte som Fords regerende verdensmester Sebastien Ogier rallyet igennem døje med dårlige startpositioner. Ogier blev dog nr. 5, hjulpet af sine to team-kolleger, der lod ham avancere to placeringer ved selv at give afkald på placeringerne. I VM-kampen fører Neuville fortsat, men hans føring er reduceret fra 27 til 21 points. Ligeledes er Hyundai blot 26 points foran Ford i konstruktørmesterskabet, og ét point efter Ford truer nu Toyota. Næste VM-rally er Rallye Deutschland d. 16.-19. august. Løbet følges LIVE på Eurosport. Udsendelsestider publiceres her på Motorsiden.dk i ugen op til rallyet.

Akio Toyoda i midten fejrer sejren med teamchef Tommy Mäkkinen (lige over Toyoda), Ott Tänak (th9 og co-driver Martin Järveoja.


F1 i Ungarn: Hamilton vinder - MAG 7'er

Lewis Hamilton forstærkede sin føring i Formel 1 verdensmesterskabet, da han søndag kørte sin Mercedes til sejr i Ungarns Grand Prix på Hungaroring ved Budapest. Sebastien Vettel blev nr. 2 i Ferrari foran teamkollegaen Kimi Raikkonen. Resultatet var et spejl af den aktuelle VM-stilling, hvor Hamilton har 213 points, mens Vettel har 189 og Raikkonen 146. Kevin Magnussen kørte sin Haas ind på en flot placering, denne gang som nr. 7. Sammenlagt ligger danskeren på 8. plads med 45 points.


12. juli 2018


CHGP: Kevin Magnussen er med

Copenhagen Historic Grand Prix afholdes traditionen tro første weekend i august, dvs. lørdag og søndag den 4.-5. august og her vil det være muligt at opleve det danske Formel 1-kører Kevin Magnussen i aktion. Selvom danskeren medbringer sin Formel 1-racer fra forrige sæson, bliver det dog ikke i cockpittet på den, at Kevin Magnussen vil underholde publikum. Derimod vil den 25-årige Formel 1-kører være til start i velgørenhedsarrangementet Race for Riget, hvor han sammen med andre af sine danske professionelle racerkollegaer kører passagerturer med publikum både lørdag og søndag.


8. juli 2018


Vettel vinder på Hamiltons hjemmebane - MAG 9

Lewis Hamilton måtte søndag eftermiddag lide den tort, at ærkerivalen, Sebastian Vettel kørte sin Ferrari først over målstregen i Hamiltons britiske hjemme Grand Prix, der traditionen tro blev afviklet på Silverstone racerbanen. Hamilton startede fra poleposition i sin Mercedes, men allerede i første kurve kolliderede han med Kimi Raikkonen og blev sendt allerbagest i feltet. Efter en underholdende opkørsel lykkedes det ham dog at nå 2. pladsen, og efter omstændighederne var det en meget god placering. Kevin Magnussen startede fra 7. pladsen og kom i mål som nr. 9. Med sejren udbyggede Vettel sin føring i kampen om årets Formel 1 verdensmesterskab. Han har nu et forspring på 8 points. Omvendt mistede Kevin Magnussen sin 7. plads og er nu på 9. pladsen i VM-kampen.


1. juli 2018


F1 i Østrig: Verstappen vinder - MAG 5'er

Max Verstappen vandt søndagens østrigske Formel 1 Grand Prix på Red Bull Ring, den tidligere A1 Ring og oprindeligt Österreichring i sin Red Bull Aston Martin racer i et dramatisk løb, hvor den VM-førende Lewis Hamilton mistede en potentiel sejr, da han måtte udgå med motorfejl sidst i løbet. Sebastien Vettel kørte en tredjeplads hjem, hvilket betød, at han overtog VM-føringen efter Østrigs Grand Prix, omend han kun er ét enkelt point foran Hamilton. Foran Vettel sluttede Ferrari team-kollegaen Kimi Raikkonen på 2. pladsen. Kevin Magnussen og team-kollegaen Romain Grosjean kørte i mål på 5. hhv. 4. pladsen, hvilket var Haas teamets bedste resultat siden debuten in 2018. De to var dog mere end en omgang efter Verstappen, da målstregen blev passeret. Kevin Magnussen ligger nu på en samlet 7. plads i VM-kampen mens Grosjean er nr. 15.

Kevin Magnussen blev nr. 5 i Østrig.


24. juni 2018


F1 i Frankrig: Hamilton vinder - MAG 6'er

Lewis Hamilton vandt søndagens franske Formel 1 Grand Prix på Paul Ricard racerbanen ved Marseilles. Den britiske Mercedes-kører har nu et forspring på 14 points i VM-kampen foran rivalen i år, tyske Sebastian Vettel, der måtte nøjes med 5. pladsen. Kevin Magnussen kørte et godt løb fra 9. startposition og sluttede som nr. 6. Resultatet indebærer, at danskeren nu har 27 VM-points, hvilket rækker til 10. pladsen i VM-kampen. Det franske Grand Prix var 8. afdeling af Formel 1 VM.


10. juni 2018


WRC: Tæt løb på Sardinien

Efter over 300 kilometers rallykørsel skilte kun 7/10 sekund nr. 1 og nr. 2 i 7. afdeling af Rally-verdensmesterskabet, World Rally Champonship, der blev afviklet på Sardinien. Fords Sebastien Ogier førte rallyet løbet igennem, men var handikappet af at det overraskende dårlige vejr i rallyets første fase (det regnede, hvad der sjældent sker på denne årstid på Sardinien). Det påvirkede hans startposition, som er givet af reglementet, og han var blot 0,8 sekund foran Hyundais Thierry Neuville, da man skulle køre den afsluttende og afgørende Powerstage. Den kørte Neuville 1,5 sekunder hurtigere end Ogier og dermed kunne belgieren udbygge sit forspring i VM_kampen yderligere. På 3. pladsen i rallyet kom Toyotas Esapekka Lappi. Næste afdeling  af WRC finder sted i Finland sidste weekend i juli. Eurosport sender på ny LIVE fra det finske rally. Udsendelsesplanen publiceres her på Motorsiden.dk en uges tid inden rallyet.

Thierry Neuville vandt med 7/10 sekunds forspring.  


13. maj 2018


F1 i Barcelona: Hamilton vinder - MAG 6'er

Lewis Hamilton vandt søndagens Grand Prix i Barcelona i overlegen stil. Da målstregen blev passeret i løbet, som var det femte i 2018, havde han over 20 sekunders forspring til team-kammeraten hos Mercedes, Valtteri Bottas. Sebastian Vettel havde problemer med vejgrebet i sin Ferrari og foretog et sent pitstop, som indebar, at han måtte nøjes med 4. pladsen efter Red Bulls Max Verstappen. Kevin Magnussen kørte sin Haas-Ferrari i mål på en flot 6. plads efter et ensomt løb. Foruden de tilhørende 8 VM-points, som placerer danskeren på 9. pladsen i den samlede VM-stilling, havde han næppe problemer med, at have kørt fra såvel sine to tidligere teams (inklusive Fernando Alonso), som team-kollegaen Romain Grosjean, der fra en ringere startposition end Magnussens spandt af banen på første omgang. Sammenlagt har Hamilton nu 96 points mod Vettels 78.


6. maj 2018


WEC Supersæson: Premiere sejr til Toyota

Med lørdagens 6 timers løb på belgiske Spa-Francorchamps gik starten på historiens første og hidtil formentlig også sidste regulære super-sæson i World Endurance Championship - altså Verdensmesterskabet for racersportsvogne. Løbet blev ikke overraskende vundet af Toyota, der dominerede fra start til mål og tog begge de to første placeringer på præmieskammelen. I cockpittet på den vindende Toyota sad bl.a. den tidligere Formel 1 verdensmester, Fernando Alonso, der supplerer sit Formel 1 engagement med deltagelse i WEC for Toyota. I juni måned skal Alonso også køre 24-timers Le Mans for første gang. 3'er på Spa blev en Rebellion, som har gearet op fra i fjor og nu deltager i LMP1 klassen og nr. 4 den spektakulære ByKolles LMP1'er. I LMGTE Pro klassen gik sejren til det sejrsvante Ford team mens Porsche med bl.a. danske Michael Christensen blev nr. 2. Lidt skuffende sluttede Aston Martin raceren med bl.a. de tidligere verdensmestre Nici Thiim og Marco Sørensen på 7. pladsen i samme klasse. Næste afdeling af suspersæsonen, der først slutter med 24-timers Le Mans næste år, er 24-timers Le Mans i år midt i juni. Det er første gang i historien, at 24-timers Le Mans indgår to gange i det samme verdensmesterskab. Idéen er, at VM fremover skal køres som et mesterskab, der ligesom Formel E mesterskabet starter om efteråret og slutter med 24-timers Le Mans i juni måned.

Toyota tog både 1, og 2. pladsen i supersæsonens første VM-afdeling.


29. april 2018


F1 i Baku: Hamiltons første i år - MAG 13.

Lewis Hamilton scorede sin første sejr i 2018 Formel 1 sæsonen, da han i sin Mercedes kørte først over målstregen i Azerbaijan Grand Prix i Baku efter en afgørende safetycar periode, pga en spektakulær kollision mellem de to Red Bull team-kolleger Verstappen og Ricciardo. Sebastian Vettel i Ferrari havde forinden lignet en vinder, men sådan gik det altså ikke - han måtte nøjes med 4. pladsen efter team-kollegaen Kimi Raikkonen (2'er) og Force Indias Sergio Perez (3'er). Carlos Sainz scorede sit bedste resultat til dato for Renault med 5. pladsen. Sauber opnåede sit bedste resultat til dato efter at samarbejdet med Alfa Romeo er blevet en realitet - Charles Leclerc blev nr. 6. Danske Kevin Magnussen sluttede på en lidt skuffende 13. plads. Med sejren overtog Hamilton VM-føringen - han har fire points flere end Vettel.


Rally Argentina: Sejr til Ott Tänak og Toyota

I blot sit femte løb for Toyotas VM-rally-team kørte Estlænderen Ott Tänak sin Toyota Yaris WRC til sejr i femte afdeling af World Rally Championship, Rally Argentina. Tänak overtog føringen i rallyet fredag eftermiddag og afgav den aldrig siden. Den regerende verdensmester og vinderen af tre ud af de hidtil fire VM-rallies i år, Sebastien Ogier i Ford Fiesta, var handikappet af, i sin egenskab af den, der fører VM, at skulle fjerne det løse grus fra overfladen på de hårde argentinske rallyprøver vest for Cordoba. Ikke desto mindre formåede Ogier at komme i mål på 4. pladsen efter de to Hyundais med hhv. Neuville og Sordo. Derved kunne Ogier bevare føringen i VM med nu 100 points mod Neuvilles 90 og Tänaks 72. Næste afdeling af WRC finder sted i Portugal 17.-20. maj og udvalgte hastighedsprøver vises LIVE på Eurosport 2 og Eurosport Player. Udsendelsesplan følger på forsiden af Motorsiden.dk, en uges tid inden rallyet.

Tänak vandt i Argentina i Toyota Yaris WRC.


Flere korte nyheder >>>

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt