Når en bilmodel får en
ansigtsløftning, sker det ofte under lakken, og det
kan som regel også ses. Men med ægte ydmyghed, der
klæder verdens uden sammenligning største bilmærke,
kan forbedringerne af succesmodellen, Toyota Yaris
Cross, ikke rigtig ses udvendigt. Men det kan til
gengæld føles.
Egentlig er det overraskende,
at Toyota allerede nu tilfører Yaris Cross et på
flere måder gennemgribende facelift. Omvendt kommer
det i halen på et tilsvarende forløb med
Yaris-modellen. Og dermed sagt, at det blot er små
tre år siden, den banebrydende model blev lanceret.
Succes fra starten
Yaris Cross har været en
ubetinget succes lige fra begyndelsen. Til trods for
at være blevet lanceret i en tid, hvor bilindustrien
målrettet er gået elektrisk, gik Yaris Cross med den
selvopladende hybrid teknologi rent ind i
europæernes og herunder også danskernes hjerter.
Set i lyset af, at flere
store bilkoncerner nu også offentligt er begyndt at
rulle deres måske ikke helt gennemtænkte
elektrificeringsproces tilbage, var Toyotas
beslutning om at gå all-in med en multiteknologisk
grundfilosofi rigtig. Toyota troede på den, da de
gik på tværs af mange bilproducenters blinde tro på,
at fremtiden kun er elektrisk. Heldigvis, for
elbiler er godt nok gode for nogle, men bestemt ikke
for alle.
Elbiler har som bekendt mange
begrænsninger, der skal overvindes før deres succes
er ubetinget. Det ses måske netop i det såkaldte
B-SUV segment, som Yaris Cross tilhører. Stort set
alle biler, solgt i Danmark i 2024 i B-SUV segmentet
(over 97 procent), har forbrændingsmotorer.
Det samme gælder i øvrigt det
noget mindre A-segment, hvor Toyota også dominerer
med Aygo X, og i det samlende B-segment er biler med
forbrændingsmotorer også totalt dominerende. Man
skal op i de større bilkategorier for at se en vis
elbils dominans, men spørgsmålet er, om den også
havde været der, hvis BEV’er, altså batteri
elektriske køretøjer, ikke var afgiftsfritaget.
Helt på toppen
Yaris Cross gik rent ind både
i Danmark og resten af Europa. I fjor blev den en
klar nr. 1 på B-SUV markedet i Europa med 200.000
solgte biler, og den blev ved samme lejlighed den
mest solgte Toyota model. I Danmark blev der
indregistreret 2230 Yaris Cross i 2023, hvilket
gjorde den til nr. 1 i segmentet og 3. mest solgte
Toyota, kun overgået af Aygo X og Yaris. Også i 2022
toppede den salgslisterne herhjemme.
Den succes skal fortsætte,
mener man hos Toyota, og det skal den nye og endnu
bedre Yaris Cross Hybrid sørge for sker -
naturligvis i Danmark i samarbejde med landets 69
Toyota forretninger. Og de har da også gode nyheder
at tilbyde kunderne.
Mindre støj og ny motor
For det første har Toyota
fulgt kritikernes råd efter lanceringen. Man har
reduceret støjniveauet i kabinen betragteligt ved at
montere en dynamisk dæmper til motorophænget, sat en
resonator på indsugningsslangen, og udskiftet
isoleringen mellem motorrum og instrumentbord med en
ny 3-lags konstruktion. Der er placeret ekstra lag
lyddæmpende filt på motorhjelmen, og der anvendes
fremover et tykkere glas til forrude og sideruder.
Drivlinen er i princippet
identisk med den hidtidige, som i øvrigt lever
videre i den faceliftede Yaris Cross Hybrid. Men den
har fået følge af en kraftigere version, forstået på
den måde, at elmotoren har fået forøget sit
drejningsmoment fra 141 Nm til 185 Nm. Det har også
medført en effekt stigning fra 80 til 83
hestekræfter. Sammenlagt betyder det altså en effekt
forøgelse på 3 hestekræfter, og det lyder ikke af
meget. Men parret med benzinmotorens 91 hestekræfter
ender man op med en systemeffekt på 130 hk, hvilket
giver en forøgelse på 12 procent.
Frisk og væver
Fartpræstationerne påvirkes
deraf, men de magiske 0-100 km/t er kun 0,5 sekund
hurtigere. Det er dog først og fremmest i
mellemområderne, omkring 80-120 km//t, at man for
alvor mærker de flere kræfter. Men også gennem en
hurtigere reaktion fra drivlinen, hvad der var
tydeligt på det varierede mallorcanske vejnet, hvor
de første internationale testkørsler fandt sted.
Man kan i øvrigt med fordel
benytte muligheden for at vælge køreindstillinger,
hvis man fx synes, at der skal en lidt friskere
tilgang til kurverne - noget man godt kunne være
forfalden til, fordi Yaris Cross er så væver en bil,
dels takket være en god undervogn, dels takket være
en beskeden vægt på 1200 kg.
Energi effektivitet
Erfaringsmæssigt kører man
omkring halvdelen af tiden med forbrændingsmotoren
slukket. Der er tale om en 1,5 liters 3-cylindret
Atkinson Cycle motor med en termisk effektivitet på
40 procent. Som bekendt er en af fordelene ved en
elmotor et meget lavt energitab.
I Yaris Cross Hybrid veksler
man mellem de to motortyper og der anvendes ikke
energi til konditionering af batteriet i
vinterperioden. Ligeledes er kabineopvarmningen
primært baseret på forbrændingsmotorens
overskudsvarme. Derved øges drivlinens samlede
effektivitet, og man disponerer desuden også over
muligheden for at fjernstyre kabinevarmen via
MyToyota App’en.
Det gennemsnitlige
brændstofforbrug iht WLTP er 20,8 l/100 km, hvilket
er 1,4 km/l kortere end for udgaven med 116-hestes
hybridmotor. Men da må man også tage i betragtning,
at WLTP tallet er baseret på en gennemsnitlig
regeldefineret målemetode, som ikke tager højde for
den mulighed, man i den nye Yaris Cross har for at
optimere benzinforbruget, hvis man benytter
navigationssystemets styring af drivlinen.
Navigationen styrer
energien
Når man følger den rute, man
har accepteret i navigationssystemet, tager
energistyringen højde for ruteforløbet, de trafikale
udfordringer undervejs og førerens køremåde, og
regulerer samspillet mellem benzinmotor og elmotor,
så man alt andet lige når målet med lavest muligt
forbrug. Den egenskab har i praksis større betydning
for energi- og klimarigtig kørsel.
Prismæssigt er
indstigningsmodellen fastsat til 270.000 kroner. Det
er i udgaven med et udmærket basisudstyr samt
116-hestes motoren, og den billigste udgave med den
kraftigere 130 hestes motor og et noget mere
omfattende udstyr koster fra 330.000 kroner.
|