Siden relanceringen af Lexus
i Danmark for et par år siden er det gået strålende
for Toyotas luksusmærke. 171 eksemplarer er kommet
på danske nummerplader, aldrig tidligere har man
solgt så mange Lexus biler herhjemme, og nu er man
klar med den femte generation af den også på
verdensplan mest solgte Lexus model – 3,5 millioner
eksemplarer siden lanceringen i 1998. Som navnet
siger: Det går strålende. Og hvordan skal det med
navnet så lige forstås?
Egentlig er det ganske
enkelt. For Lexus sætter ikke sit lys under en
skæppe, hvad de heller ikke har grund til.
RX-modellen er topmodellen i SUV-rækken, og ”RX”
står for ”Radient Crossover”, altså frit oversat
til en ”strålende oplevelse”. Og vi må indrømme, man
rammer ikke helt ved siden af, hvad vores første
korte prøvekørsel af den nye luksus-SUV gav et klart
billede af.
Fra verdenspremiere til
første test
Vi har tidligere omtalt den
nye RX-serie i forbindelse med verdenspremieren
sidste år. Læs også artiklen fra dengang, for trods
nogle vil der ikke være alt for mange gentagelser i
disse linjer. Få data er også anderledes.
Den bil, vi satte fokus på
denne gang og den eneste i øvrigt, der var
tilgængelig ved den korte test på danske landeveje,
var 450h+ versionen. Den kryptiske navngivning
handler mere om h og + end 450, for ”h” betyder
”hybrid” og ”+” står for, at det er en plug-in
(hybrid). Det er præcis, hvad den er, og det er også
årsagen til, at den i Danmark kan købes for 868.500
kroner inklusive Toyota-koncernens fortsat unikke
garanti på 11 år (minus en dag).
Beskedent pris-spæn
Man kan også komme til at
betale mere, men faktisk ikke så meget mere, med
mindre man vil plastre udstyrsstykket til med endnu
mere udstyr. 1.032.500 kroner er prisen for
top-udgaven ”Luxury”, det var den, vi har prøvekørt,
og så kan man også købe en F SPORT+ udgave med 2,4
liters turbo-hybridmotor til små 1,6 millioner
kroner. Den er naturligvis ikke afgifts-begunstiget
og den må vi have til gode at gå under huden på.
Der var da også masser af
tage fat på med 450h+, som også er den, on-board
videoen her på siden er optaget i. Den er nemlig en
yderst harmonisk og velafbalanceret sammensat
plug-in hybrid løsning, som godt nok benytter samme
drivline som i NX 450h+ modellen (N’et i NX står så
vidt vides for ”Nimble”, som betyder ”adræt” – så
fik vi også lige det med…), men er mere luksuriøst
konfigureret end NX, og for den sags skyld også
RAV4.
Komfortabel og dynamisk
RX 450h+ er ganske enkelt en
yderst behagelig og komfortabel oplevelse – og med
en god føling med underlaget, som man trods alt og
heldigvis ikke har frataget bilen. Man må jo ikke
glemme, at trods det luksuriøse omdrejningspunkt er
Lexus også et ret sportsligt bilmærke, hvilket bl.a.
på Lexus’s største eksportmarked (USA) eksponeres i
forskellige motorsportsmæssige sammenhænge.
Vores test gav ikke en dyb
indsigt i energi-økonomien bag drivlinen, men det
virker som om, den ikke falder meget fjernt fra de
erfaringer, vi har høstet med de mindre, men ikke
meget lettere søstermodeller fra koncernen. Den
fuldt elektriske rækkevidde på 68 kilometer iht.
WLTP kræver nok varmere vejr for at kunne nås, men
fastholder man batteriniveauet omkring midtvejs i
batterikapaciteten (på 18,1 kWh), kører man omkring
15 km/l, dvs. på benzin alene, og det er et rigtig
pænt tal for en bil med potentielt op til 309
hestekræfter.
Blid og kraftfuld
Ordet ”potentielt” benyttes,
fordi bilen egentlig ikke lægger op til powerfuld
landevejskørsel, som alligevel også sjældent ville
kunne lade sig gøre på danske landeveje. Topfarten
på 200 km/t giver kun mening på en tysk Autobahn og
0-100 km/t på 6,5 sekunder (et halvt sekund
hurtigere end annonceret ved verdenspremieren) vil i
hvert fald have visse konsekvenser for
energiforbruget. Til genhæld er den en eminent
luksuriøs cruiser med tilstrækkelig køredynamik
indbygget til ikke at være kedelig.
Det elektronisk styrede
trinløse milliongear (eCVT) giver fuldstændig
gnidningsfri kørsel, som helt understøtter
kørekomforten. De, som måtte savne lyden af en
konventionel benzinmotor, ville, selvom gearkassen
også var konventionel, blive slemt skuffede, for RX
450h+ er så lydløs, at man næsten ikke hører
benzinmotoren, selv når speederen trædes i bund (se
videoen og husk at skru op for lyden…).
Meget avanceret hjulophæng
I øvrigt findes Lexus RX også
med et adaptivt varierende hjulophæng, som især ved hård
nedbremsning kan opleves, fordi bilens såkaldte
pitching reduceres kraftigt. Hvert hjul er
individuelt dæmpet og ligeledes er fordelingen af
bremsekraften styret, så nedbremsningen i sig selv
bliver helt lineær, og også så bilen ikke dykker
under nedbremsningen.
Den nye 5. generation Lexus
RX lanceres netop nu i Danmark og leveringstiden
varierer mellem en måneds tid og 3-5 måneder
afhængig af udstyrsversion. Det er jo egentlig også
ret strålende og tyder på, at den nye RX bestemt vil
få en strålende fremtid. Dermed slut på flere
strålende bemærkninger i denne testrapport…
…og glem så ikke at læse om bilen i reportagen fra
verdenspremieren >>>
|