- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


First World Test:

Toyota Yaris Cross


Ny praktisk og alsidig kompakt-SUV


Af Søren Clauding – 1. september 2021

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den helt nye Toyota Yaris Cross, som kommer på markedet i Danmark sidst i oktober i år, er skabt med fokus på europæiske bilvaner. Der er tale om en global model, men den er designet i Europa, den produceres på Toyotas fabrik i Valenciennes i Frankrig og den er baseret på det stærkt stigende europæiske marked for kompakte SUV’er med hovedvægt på god praktik og alsidige anvendelsesmuligheder.

 

Udgangspunktet er den noget kortere Yaris model, men Yaris Cross er 24 cm længere, 9 cm højere og 2 cm bredere. Frihøjden er også øget med 2,5 cm, hvilket ikke lyder af meget, men er med til at sikre en højere siddeposition – noget som SUV-kunderne som regel sætter pris på. Den ekstra plads er fortrinsvis kommet bagagerummet til gode. Det er i den forhjulstrukne udgave på 397 liter (versus 286 liter i Yaris), hvilket gør en mærkbar forskel. Det kan desuden øges til 1,1 kubikmeter, når bagsæderyglænene lægges ned.


 

 


Hvis man vælger udstyrsversionen ”Elegant” disponerer man oven i købet over et såkaldt Smart Cargo bagagerum, hvor det smarte i al sin enkelhed består i en asymmetrisk delelig bagagerumsbund, der i vandret plan flugter bagsæderyglænene, når de lægges ned, men hvor delingen også følger bagsæderyglænene. Derved kan man udnytte den ekstra højde i bilens ene side og har fordelen af det todelte bagagerum i den anden.

 

Omfattende basisudstyr

Kabinedesignet læner sig meget op ad Yaris, og så tilbyder Toyota hele striben af både kørehjælpemidler og forbindelsesmuligheder – naturligvis afhængigt af udstyrsniveau. Standard i enhver modelvariant er den seneste generation af Toyotas sikkerhedspakke, kaldet Toyota Safety Sense 2.5. Systemet er baseret på en kombination af kamera og radar, som ikke mindst er udgangspunktet for den adaptive fartpilot, der også er standard (oven i købet med såkaldt kø-funktion, hvor bilen holder afstanden til den forankørende helt ned til nul km/t).

 

Det aktive nødbremsningssystem advarer både visuelt og med lyd, inden den automatiske opbremsning aktiveres. Den reducerer bilens hastighed med 50 km/t og bremser som sådan bilen helt ned, hvis man befinder sig i byområde med tilsvarende fartgrænse.

 

Systemet inkluderer også vognbaneassistent, dynamisk skiltegenkendelse samt op- og nedblænding af fjernlys – i de højeste udstyrsversioner også med matrix-baseret LED forlys. Helt basalt er også klimaanlæg standard ligesom fx el-sideruder foran, højdejusterbart førersæde og elektronisk parkeringsbremse.

 

Udstyr til rimelige penge

Går man udstyrsniveauet op fra den grundliggende ”Essential” til ”Active” (30.000 kroner ekstra) får man desuden DAB+ radio med 6 højtalere, varme i forruden, Fuld LED lygter, regnsensor, læderrat med varme og nøglefri betjening. Også 16” alufælge er da standard ligesom 8” berøringsskærm, bakkamera, elruder også bag, sædevarme samt smarttelefon-integration med Apple CarPlay og Android Auto. Intet under at Toyota i Danmark forventer at halvdelen af alle solgte Yaris Cross vil være Active.

 

Som udgangspunkt er der fire højere udstyrsniveauer og flere udstyrspakker, som typisk er inkluderet, når man bevæger sig opad i udstyrsniveauer. Det højeste udstyr er i introduktionsfasen ”Premium Edition”, men da er prisen også krøbet op på 330.000 kroner, hvilket egentlig heller ikke er galt: Her inkluderer udstyret eksempelvis 2-zone klimaanlæg, lædersæder, førnævnte matrix forlygter, JBL Premium lydanlæg, P-sensorer for og bag samt 18” alufælge.

 

Direkte vejkontakt

Hvad sidstnævnte angår var bilerne ved de første internationale testkørsler alle udrustet med 18” fælge og 215/50-18 dæk. Den ellers ret tilgivende og komfortable affjedring blev da suppleret af en naturligt nok ret direkte respons fra de små ujævnheder i underlaget. I undertegnedes optik er 18” hjulene ikke nødvendigvis den bedste løsning, hvis affjedringskomfort har høj prioritet – men vi har ikke prøvet andet. Omvendt vejer bilen blot 1170 kg (90 kg mere for AWD), og de agile køreegenskaber klæder bilen – og forårsager i øvrigt minimal krængning.



Desuden har Toyota udviklet et sæt af ”Connected Services”, som skaber trådløs forbindelse til bilen, kaldet Smart Connect. Med systemet kan man fra sin smarttelefon eksempelvis finde sin parkerede bil, fjernstyre klimaanlægget, åbne og lukke dørene og meget andet.

Andre Toyota Prøvekørsler - find dem hér >>>

Læs også:
Helt ny kompakt SUV rammer lige i plet >>>

Gennemtænkt i første forsøg >>>
Videotest: Toyota Yaris Cross HybridVi har prøvekørt den helt nye Toyota Yaris Cross på snoede belgiske landeveje syd for Bruxelles. Den er en komplet kompakt SUV med masser af praktik og køreegenskaber - ja, se selv.... Fuld HD.

Hurtige fakta om Toyota Yaris Cross


Introduktion i Danmark ultimo oktober 2021

 

Drivline og forbrug.

3 cyl 1,5 l. benzinmotor Atkinson Cycle. 92 hk/5500 omdr./min. 120 Nm/3600-4800 omdr./min. El-motor, 80 hk/141 Nm. System: 116 hk. e-CVT. 19,6-22,8 km/l (afhængig af udstyr hjulstørrelse, vægt etc.

 

AWD: Endvidere: El-motor bag, 5,3 hk, 52 Nm.

 

Batteri: Litium-ion, 27 kg. 177,6 V

 

Præstationer:

0-100 km/t 11,2 sek (FWD), 11,8 sek (AWD)

Tophastighed: 170 km/t.

 

Længde: 4,18 m.

Højde: 1,60 m.

Bredde: 1,77 m.

Frihøjde: 17 cm.

 

Bagagekapacitet, FWD: 397/1097 liter.

Bagagekapacitet, AWD: 320/1038 liter.


Link til importøren

Det er ikke sandsynligt, at Toyota Yaris Cross møder sit Waterloo som Napoleon gjorde det i 1815 - selvom modellen er bygget i Frankrig. Det er den ganske enkelt for god til.







Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt