Det lå ligesom i kortene, da
vi tilbage i marts måned kunne berette om den helt
nye og 3. generation af den toneangivende bestseller
på crossover markedet, Nissan Qashqai: Den nye ville
være endnu bedre. Nu har vi også kørt den, i
udgaverne med mild hybrid benzinmotorer og den nye
Qashqai skuffer på ingen måde. Tværtimod. Og så snød
den os oven i købet…
Tilbage i marts omringede vi
bilen redaktionelt og ridsede også perspektiverne
op. Selvom man i første omgang lige må vente med den
avancerede e-power version til april 2022, er der
allerede nu lagt an til skarp konkurrence om
kunderne med yderst komplette biler. Biler, der både
i design og køreegenskaber satte en ny standard.
Snydt på en god måde
Faktisk blev undertegnede
snydt. For efter først at have kørt et halvt
hundrede kilometer i udgaven med 140 hestes
benzinmotor og siden satte fokus på versionen med
små 160 hestekræfter var det i skyndingen forbigået
opmærksomheden, at den kraftigere version også var
udrustet med 20” hjul. De større hjul indebærer
nemlig, at baghjulsophænget er et andet. Multilink
har da erstattet torsionsbagakslen, som er standard
på 19” hjul versionerne – og hvad angår
vejbeliggenheden var forskellen så godt som
umærkelig, hvilket også fremgår af on-board videoen
her på siden.
I forvejen havde
torsionsbagakslen vist sig fra sin allerbedste side.
Den er yderst vellykket. Men indrømmet, på de
sydsvenske landeveje, som lagde asfalt til de første
internationale prøvekørsler for det nordiske marked,
var der ikke anledning til at gå meget i dybden med
bilernes køreegenskaber. Men netop det, at de to
hjulophæng blev forvekslet, siger meget om
ophængenes høje standard. Det er rigtig godt gået.
Hvorfor er der så den
forskel?
Det har i al sin enkelhed med
bilens basis konstruktion at gøre. Den nye Qashqai
er baseret på den såkaldte CMF-C platform, som bl.a.
har muliggjort mere plads inde i bilen, trods stort
set uændrede udvendige dimensioner i sammenligning
med den hidtidige model. Et multilink baghjulsophæng
er ikke bare mere kompliceret i sin opbygning, det
kræver også mere plads, og det giver de større 20”
hjul.
Nissan har valgt at tilbyde
Qashqai med 20” hjul og multilink for en beskeden
merpris på blot 3700 kroner. Undertegnedes
anbefaling: Betal merprisen og få den trods alt mere
avancerede baghjulsophængning, som givet vis ved
højere fart end den svenske færdselslov tillader og
hurtig kurvekørsel må forventes at give bilen en
mere stabil kørsel. I øvrigt ser 20” hjulene godt
ud.
Det er hjulene, der gør det -
og det, der følger med. For blot 3700 kroner får man
både 20" alufælge med Michelin dæk med lav
rullemodstand - samt det avancerede multilink
baghjulsophæng. Den grå bil ovenfor har 19" fælge og
den blå 20".
Hvad så med
affjedringskomforten?
Sædvanligvis vil større hjul
med mindre affjedring i dæksiderne give en mere
spændstig affjedring. Men sådan er det ikke i
Qashqai. For det første er 19” hjulene udrustet med
235/50 dæk og 20” hjulene har en 235/45 dækprofil.
Så dér er forskellen stort set ikke eksisterende.
Men dertil kommer, at affjedringen på den nye
Qashqai er noget mere fleksibel og mindre direkte
end hos forgængeren. Det tilskrives, at
vridningsstabiliteten i bilens karrosseri er
forbedret med 48 procent, hvilket gør det muligt at
optimere affjedringen endnu bedre, hvilket givet vis
også har smittet af på støjniveauet: De prøvekørte
varianter var meget støjsvage.
Maskinkraften er
indledningsvis koncentreret om to varianter af en
4-cylindret mild hybrid turbo benzinmotor på hhv.
140 og 158 hk. Vi prøvede begge motorer, den mindste
med et fint 6-trins manuelt gear og den kraftige med
en ny generation af 7-trins Xtronic
automatgearkassen, der også i bytrafik ved lav fart
skifter næsten umærkeligt. Mild hybrid teknologien
er baseret på et kompakt 12 Volt, som hjælper til at
holde benzinforbruget i ave: 15,4-15,9 km/l.
Funktioner i skarpt design
Oven i det har man også skabt
en helt igennem funktionelt bedre bil med et endnu
skarpere og muskuløst design. Adgangen til
bagsæderne er forbedret i kraft af sidedøre, der
åbner næsten 90 grader. Bagagerummet er regulært og
øget med 74 liter til over 500 liter og
interiørdesignet er moderne og udstyrslisten er
alenlang.
Allerede på laveste
udstyrsniveau har man elektrisk p-bremse og
auto-hold funktion ved fx rødt lys i lyskryds,
p-sensorer bag, adaptiv fartpilot,
rear-cross-traffic alert med automatisk bremsning,
automatisk nødbremse med genkendelse af fodgængere
og cyklister (også ved svingning), vejbaneassistent,
skiltegenkendelse, 60/40 splitbagsæde, aircondition,
el-ruder for og bag, Bluetooth, 7” skærm og ikke
mindst LED forlygter.
Meget mere
Og går man linen helt ud,
hvad de fleste danske Qashqai købere ynder at gøre,
inkluderer udstyrslisten fx glastag, farttilpasning
(rundkørsler o.lign.), headup display, varme i sæder
og rat, el-forsæder, nøglefri betjening, 360 grader
kamera, p-sensorer foran og 2-zone klimaanlæg. Flere
af de nævnte udstyrselementer er også standard
allerede ved det næstlaveste niveau (Acenta).
Den nye Nissan Qashqai lander
på det danske marked i begyndelsen af august måned
og den billigste udgave er prissat til 275.000
kroner. Der er 5 udstyrsniveauer, hvor det højeste
hedder Tekna+ og da er listeprisen krøbet op på
400.000 kroner. Det er interessant, at Nissan selv
uden den afgiftsbegunstigelse, som har gjort plug-in
hybridbilerne så prisattraktive, er i stand til at
fastholde en ganske fornuftig prissætning, hvor man
over en kam får rigtig meget bil for pengene.
|