Nissan Qashqai var en succes fra samme øjeblik,
Nissan tilbage i 2009 lancerede det, der vel godt
kan kaldes verdens første crossover. Siden er
markedet blevet oversvømmet af crossovere og
kompakte SUV’er, men trods det har Nissan bevaret
det forspring, Qashqai gav den japanske fabrik, og i
dag er mere end hver tiende solgte C-SUV i Europa en
Qashqai. Nu er en ny på vej.
Den nye Qashqai er ikke en radikal fornyelse. Den
fandt sted i 2014 og den holder stadig. Men Nissan
mente, at der var behov for en række opgraderinger,
både hvad bilens udseende angik, men også på den
tekniske front og ikke mindst oplevelsen af bilen.
Den fornyede Nissan Qashqai kommer til Danmark i
august og den vil for mange nok være værd at vente
på, for den kører bedre end forgængeren og den ser
også bedre ud.
Udvendigt løft
Udvendigt er den blevet shinet noget op. Ny front,
nye lygtepartier og det er fornyelser, der også går
igen bagude, omend i knap så udpræget grad.
Dimensionerne er stort set uændrede, så
pladsforholdende er det også, men indvendigt har man
en højere grad af gennemarbejdet premium følelse.
Det opleves i materialevalget og så har Qashqai fået
et nyt rat. Det lyder måske lidt fjollet at tillægge
det stor betydning, men udover at det er kraftigere,
så har det også fået en flad underkant, man kalde
det en D form, og derved er ind og udstigning af
bilen gjort lettere. Det er ikke uvæsentligt i en
bil, hvor bl.a. siddepositionen har betydning for
bilvalget. Desuden er flere funktioner blevet
indbygget i rattet og dermed er Nissan Qashqai bedre
i stand til, at styre mod fortsat succes.
Kører anderledes – og bedre
Det er den også på landevejen. Platformen er
uændret, men affjedringen er konfigureret
anderledes, hvilket var meget tydeligt i forbindelse
med de første internationale prøvekørsler, der fandt
sted på snoede veje syd for Wien i Østrig. Fjedrene
er ændret, for at køreoplevelse skal underbygge den
premium følelse, som man har opnået i kabinen. Det
har betydet, at også krængningsstabilisatorerne er
blevet strammet op, og oven i det har man gjort
ratstammen kraftigere, hvorved vridningen er
reduceret.
Sammenlagt har man opnået en forbedret affjedring
ved høj fart på jævn vej. Ved lav fart er små
ujævnheder mærkbare, men ikke voldsomt, og
iagttagelsen kan ligeså vel henføres til. at den ene
version, vi havde lejlighed til at prøvekøre , stod
på 18” fælge. Og så styrer den i øvrigt ultra
præcist (se on-board videoen her på siden).
163 hestes benzinmotoren lå i den prøvekørte udgave
af Nissan Qashqai.
Forbedret aerodynamik
Støjniveauet er blevet væsentligt reduceret. Der er
lagt mere lydisolerende og vibrationsdæmpende
materiale i dørene og sideruderne er gjort næsten 25
procent tykkere. Oven i det har man monteret nogle
små trekanter under bilen, som man kalder Vortex
generatorer, hvis opgave det er, at retlinet og
styre luftstrømmen under bilen hvorfra en stor del
af vindstøj traditionelt stammer.
Desuden har man benyttet andre gummi materialer i
bøsningerne og resultatet er blevet rigtig godt.
I en Nissan Qashqai er forskellige elektroniske
hjælpemidler en option. Vejstribe alarm, rear cross
traffic alert og lignende. Også automatisk nødbremse
er en option, men selvom den kan genkende
fodgængere, fungerer den kun op til 40 km/t.
ProPILOT kommer til foråret
Den fulde pakke af køre hjælpemidler, som også vil
omfatte adaptiv fartpilot og aktiv
vognbaneassistent, kommer næste forår, oplyser Ann
Strøby, informationschef hos Nissan Danmark. Nissan
er af den opfattelse, at der ikke er meget mening i
at udvikle systemer, som kun tilvælges af de
færreste, fordi de er for dyre. Når Nissans system,
som iøvrigt hedder ProPILOT, er klart, vil det være
til at købe for menneskepenge.
Selvom ikke alle detaljer er fastlagt for den nye
Qashqai, heller ikke de danske listepriser, skal man
dog forvente, at den bliver en smule dyrere end
forgængeren, men man får da også meget mere for
pengene. Nissan benytter desuden anledning til at
lancere en ekstra godt bestykket udstyrsversion,
Tekna Plus, som ikke mindst på grund af bilens høje
kvalitet, gør det muligt for den, at stikke fronten
indenfor i premium klassen.
|