Den nye KIA Stinger er en lækker bil for alle men
også en bil for bilnørder. Vil du mere i dybden med
teknikken i KIAs nye Grand Tourer, så læs videre…
Det skal tilføjes, at teksten langt henad vejen
hviler på KIA’s egen beskrivelse, men grundigt
redigeret herfra, naturligvis…
Designet overordnet
Nøglen til bilens fremtoning på vejen er proportionerne med
baghjulstræk, en lang motorhjelm og et kort overhæng
på 830 mm foran, en forlænget akselafstand (2.905
mm), som giver en rummelig kabine, og et langt
overhæng (1.095 mm). Stinger har en længde på 4.830
mm og en bredde på 1.870 mm, så den er længere og
bredere end mange sportssedan-modeller. Det giver
plads til både en rummelig kabine og et rummeligt
bagagerum på 406 liter.
Blandt de rent funktionelle elementer i det udvendige design kan
nævnes luftindtagene foran, lameller på
hjulkasserne, plan undervogn og integreret diffuser
bagpå, som bidrager til bilens aerodynamiske
effektivitet. GT-Line-versionerne er udstyret med
18” eller 19” letmetalfælge, mens GT-versionen har
19” fælge, LED-forlygter, dobbelte afgangsrør og
Brembro-skivebremser med røde bremsekalibre.
Den lange akselafstand, karrosseriet med fire døre og
fastback-silhuetten giver masser af benplads både
foran og bagi og den lave siddeposition giver god
loftshøjde for alle personer i bilen. I den laveste
sædeposition er førersædet blot 180 mm over bunden –
45 mm lavere end f.eks. i KIA Optima sedan.
Interiøret
Alle sæder er udført i sort eller brunt kunstlæder eller ægte læder
(ekstraudstyr) i de samme to farver.
GT-Line-modellen er som standard udstyret med sort
læderindtræk med grå syninger, og GT-modellen byder
på ultrablødt sort Nappa-læder. Til GT-Line og GT
kan man desuden vælge mellem to farvepakker
(ekstraudstyr) – grå eller rød – med tofarvet
interiør, hvor sort kombineres med grå eller røde
sæder, nakkestøtter og dørbeklædninger.
GT-modellen byder desuden på førersæde med 4-vejs elektrisk
indstilling af lændestøtte og sidestøtter, der
reguleres ved hjælp af luftpuder. Et bredt soltag
(ekstraudstyr) gør kabinen ekstra indbydende, fordi
kabinen fyldes med lys, og fordi alle personer i
bilen får bedre udsyn. GT-Line og GT-modellen har
desuden en loftbeklædning i sort ruskind og
indstigningslister i rustfrit stål. Køl i sædet er
en anden feature, som er herlig, når det er meget
varmt udenfor.
Motorer og drivlinje
Den motor, som forventes at blive mest populær i Europa, er en
2,2-liters turbodieselmotor med en ydelse på 200 hk
ved 3.800 omdr./min. Det maksimale drejningsmoment
på 440 Nm er til rådighed fra 1.750-2.750 omdr./min.,
og bilen accelererer fra 0-100 km/t på 7,7 sek.,
mens tophastigheden er 230 km/h.
Den 4-cylindrede 2,0-liters Theta-benzinmotor med turbo yder 255 hk
ved 6.200 omdr./min. Det maksimale drejningsmoment
på 353 Nm er til rådighed fra 1.400-4.000 omdr./min.
100 km/t nås på 6 sekunder og topfarten er 240 km/t.
Den mest kraftfulde motor til Stinger er en 3,3-liters V6 ”Lambda
II”-benzinmotor med dobbelt turbo. Den har en
maksimal ydelse på 370 hk ved 6.000 omdr./min., og
det maksimale drejningsmoment på 510 Nm er til
rådighed fra 1.300-4.500 omdr./min. GT-versionen med
den 3,3-liters turbomotor accelererer fra 0-100 km/t
på blot 4,9 sek. og er dermed den hurtigst
accelererende produktionsmodel fra KIA nogensinde.
Tophastigheden er 270 km/h.
Transmission og kraftoverførsel
Stinger er som standard udstyret med 2. generation af KIAs
elektroniske 8-trins automatiske gearkasse.
Gearkassen er udviklet internt og giver et hurtigt
og præcist gearskifte som også optimerer
brændstofeffektiviteten. For første gang bruger KIA
en CPA-moment omformer (Centrifugal Pendulum
Absorber), som oftest findes i forbindelse med fly
og racerbiler. Den bidrager til, at reducere
torsionsvibrationer i drivlinjen. Gearkassen byder
på op til fem forskellige køreprogrammer, der
tilpasser gearskifte, gasspjæld og styretøjets
servoeffekt på linje med bilens elektroniske Drive
Mode system. Man kan vælge, at lade bilen skifte
gear automatisk, eller de kan gøre det selv via
ratmonterede paddleshift.
Stinger er den første sedan fra KIA, der tilbydes med enten
baghjuls- eller firehjulstræk. Med baghjulstræk
fordeles kraften til begge baghjul via et mekanisk
differentialespær. Baghjulstræksystemet er forsynet
med dynamisk torque vectoring, som overvåger
førerens input og vejforholdene. Systemet tilfører
automatisk ekstra kraft eller aktiverer bremserne
til det hjul, der har bedst vejgreb, for at holde
bilen på rette kurs både men også at sikre optimal
acceleration på våd såvel som tør vej.
Kørekomfort og køreegenskaber
For at opfylde målsætningen om høj grad af køredynamik er Stingers
køreegenskaber blevet testet på Nürburgrings
Nordschleife under tilsyn af Albert Biermann, som er
chef for KIAs Vehicle Test and High Performance
Development.
Stinger har elektronisk reguleret affjedring – Electronic
Controlled Suspension (ECS). Systemet reagerer altid
forudsigeligt på førerens input, og afhængigt af
vejforholdene og kørestilen kan det indstilles via
Drive Mode funktionen. ECS kan anvendes til, at gøre
de forreste og bageste støddæmpere hårdere eller
blødere uafhængigt af hinanden, så kørekomforten,
responsen og adrætheden kan tilpasses til
situationen.
ECS kan også hjælpe føreren ved at sikre forudsigelige
køreegenskaber i sving. Systemet kan f.eks. gøre de
forreste støddæmpere blødere og de bageste
støddæmpere hårdere, hvilket reducerer understyring.
Omvendt kan systemet også gøre de forreste
støddæmpere hårdere og de bageste lidt blødere for
at reducere overstyring.
Føreren kan vælge mellem fem indstillinger: Eco, Sport, Sport+,
Comfort og Smart (hvor man selv definerer systemets
funktion). ECS er standardudstyr på GT-modellen og
fås som ekstraudstyr til GT-Line med benzinmotor (ECS
vil senere i 2018 også kunne fås til
GT-Line-modeller med dieselmotor).
Styringen
Det eldrevne servostyringssystem (R-MDPS) er placeret direkte på
tandstangen, hvilket øger styreresponsen og
reducerer uønskede vibrationer i forhold til
systemer med ratstammemonteret elmotor, som
tidligere ofte sås på KIA biler. Servostyringens
effekt kan også indstilles via Drive Mode systemet.
Modellerne med dieselmotor har dæk i størrelsen 225/50 R17 og fås
som ekstraudstyr med 18” fælge, og modeller med
2,0-liters benzinmotoren har dæk i størrelsen 225/45
R18. GT-Line-modellen har 18” fælge som
standardudstyr, og 19” fælge fås som ekstraudstyr,
mens GT-versionen er udstyret med højtydende dæk i
størrelsen 225/40 R19 og 255/35 R19 på hhv. for-og
baghjul.
Stinger med 3,3-liters V6-motor har som en del af GT-udstyret
ventilerede skivebremser fra Brembo som
standardudstyr (350 mm foran og 340 mm bagpå) med
4-stemplede bremsekalibre foran og 2-stemplede
bremsekalibre bagpå. Versioner med 2,0-liters motor
har ventilerede skivebremser – 345 mm foran og 330
mm bagpå, mens versioner med 2,2-liters dieselmotor
har 320 mm ventilerede skivebremser foran og 315 mm
uventilerede skivebremser bagpå.
Sikkerhed
Stinger fås med KIAs nyeste Advanced Driver Assistance Systems
(ADAS) under KIAs nye såkaldte DRiVE WISE-brand.
DRIVE WiSE er et udtryk for KIAs filosofi om at
implementere en række aktive sikkerhedsteknologier,
der er udviklet til at undgå eller reducere effekten
af kollisioner.
Stinger har KIAs Vehicle Stability Management (VSM) som
standardudstyr, og det giver kontrol over bilen
under opbremsninger og i sving, fordi systemet
regulerer bilens elektroniske stabilitetskontrol (ESC),
hvis det registrerer reduceret vejgreb.
Af øvrige tilgængelige DRIVE WiSE-teknologier kan nævnes: Forward
Collision Warning med Frontassistent til at
forhindre kollisioner og registrering af fodgængere,
intelligent (adaptiv) fartpilot med Stop & Go,
vognbaneassistent; Rear Cross-Traffic Collision
Warning, Around View Monitor med parkeringshjælp til
manøvrer med lav hastighed, Blind Spot Collision
Warning og fjernlysassistent.
Som noget nyt hos KIA fås Stinger også med
træthedsregistreringssystem (DAW). På det europæiske
kontinent menes træthed hos føreren at være en
vigtig faktor i tæt ved hver fjerde dødsulykke.
Systemet overvåger en række input fra bilen og
føreren, og hvis det registrerer, at førerens
koncentration synes at være reduceret, afgiver det
en advarselslyd, og en advarselslampe vises i
instrumentenheden
Stingers karrosseristruktur inkluderer en høj andel af avanceret
højstyrkestål og bilen har syv airbags som
standardudstyr (frontairbags til fører og
forsædepassager, sideairbags foran, gardinairbags og
knæairbag til føreren).
Teknologi og udstyr
Bilen kommer som standard med et infotainmentsystem med en 8,0”
berøringsskærm, som er kombineret med et Harman/kardon
surround sound-audiosystem på 720 Watt og med 15
højtalere. Systemet omfatter subwoofere monteret
under forsæderne. Systemet omfatter desuden Clari-Fi,
som er en patenteret musikgenoprettelsesteknologi,
som kan genoprette lydsignaler, der er gået tabt i
den digitale komprimeringsproces.
Denne særlige teknologi leverer som sådan en
HiFi-musikoplevelse med enhver komprimeret digital
audiokilde.
Stinger har opvarmet rat, opvarmede og ventilerede
sæder samt forrudeviskere med regnsensor. Stinger
kommer også med elektrisk bagklap, så bagagerummet
kan åbnes automatisk via den intelligente nøgle
eller ved hjælp af en knap i kabinen. Bagklappen kan
også åbne automatisk, hvis systemet registrerer
førerens intelligente nøgle i nærheden af bilens
bagende i mindst 3 sek.
Link til importøren
|