- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Følg Le Mans på Motorsiden

Op til og under årets 24-timers løb i Le Mans bringer vi aktuelle historier fra Le Mans >>>

24 timers Le Mans på Motorsiden præsenteres i samarbejde med TOYOTA HYBRID og Michelin

       



24 timers Le Mans 2014

Danskerne i Le Mans: Alle har reelle sejrschancer


Af Søren Clauding – 5. juni 2014

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I år er der traditionen tro en stribe danske racerkørere med i Le Mans. Det er naturligvis en del af det, der trækker de ”sædvanlige” omkring 20.000 danske tilskuere til banekanten i La Sarthe, som er regionen, der huser 24-timers Le Mans. Det er dog ikke det største antal danske deltagere nogensinde, langt fra, men de seks danske racerkørere har alle reelle sejrschancer, og halvdelen af dem har tidligere stået øverst på podiet.

 

Tom Kristensen og Audi

Først og fremmest er der naturligvis Tom Kristensen. Ni gange har den mest kendte og succesrige danske racerkører nogensinde været på vinderholdet i Le Mans. Så sent som i fjor var han med til at sikre Audi deres 12. Le Mans triumf, så naturligt nok er Tom K, som er ”still going strong” på ny i cockpittet på en Audi R18 e-tron quattro racer, når årets løb skal køres.

 

Tom Kristensen har godt nok oplevet lidt udskiftning blandt team-kammeraterne i de sidste par år, først stoppede Dindo Capello sin karriere, i vinter lagde Allan McNish styrthjelmen på hylden og derfor skal Tom i år dele cockpit med franskmanden Loïc Duval, som var med i vinderbilen i fjor, og brasilianske Lucas di Grassi. Det er på ingen måde en dårlig kombination og om Grassi kan det siges, at han i fjor blev 3’er i Le Mans, så han kender vejen rundt på den udfordrende landevejsbane.

 

Om det nye reglement er en ulempe eller en fordel for Audi og Tom Kristensens forsøg på at tage en 10. triumf er det næsten umuligt at spå om. Tom Kristensen besidder imidlertid en enestående evne til at kombinere alle de faktorer, der skal til at opnå det bedste resultat i så langt et løb. Han mestrer, at køre bilen på kanten af begrænsningerne, både når det gælder de fysiske begrænsninger som i fjor, hvor han under ustandseligt skiftende vejrforhold i løbets sidste fase bragte bilen i mål. Og det gælder med garanti også, når han skal overholde forbruget af brændstof. Den omstændighed, at brændstofforbruget skal styres omgang for omgang og ikke alene gennem et totalforbrug, der gøres op når løbet er forbi, taler helt klart til Tom Kristensens fordel.

 

Læs om det nye LMP1 Le Mans reglement hér >>>

 

Danskere og Aston Martin

I LMP2 kategorien er der ingen danskere med, for David Heinemeier Hansson har sagt farvel til OAK Racing og deres Morgan-Nissan til fordel for den heldanske Young Driver AMR Aston Martin Vantage V8, som han skal køre sammen med Kristian Poulsen og Nicki Thiim. De tre er klart favoritter i LM-GTE Am klassen (Bogstaverne står for Le Mans Grand Tourisme Endurance Amateurs), de er med helt fremme, tog sejren i årets første VM-løb på Silverstone i England og blev (uden Nicki Thiim) siden nr. to i 2. afdeling på Spa-Francorchamps racerbanen i Belgien.

 

Det betyder at Heinemeier Hansson og Kristian Poulsen fører mesterskabet i kampen om det såkaldte FIA Endurance Trophy for GT Am kørere.

 

Christoffer Nygaard og Aston Martin

Og hvad så med Christoffer Nygaard, som i fjor var med i ”danske-Aston’en”? Jo, han er en anden af favoritterne, for han skal også køre en Aston Martin Vantage V8, men sammen med to udenlandske kørere. Med en 2. plads på Silverstone og en 3. plads i Belgien ligger Nygaard sammenlagt på 3. pladsen i mesterskabet.

 

Historien omkring Young Driver Aston Martin: Kort fortalt mødte Christoffer Nygaard tidligt i sin karriere forretningsmanden Jan Struve, som også er en stor motorsportsentusiast. Han gav Christoffer sin støtte og den nu 28-årige dansker har været en del af teamet, da det blev etableret, og har gjort det rigtig godt.

 

Da Heinemeier Hansson, som ikke lægger skjul på at han er en såkaldt Gentleman-driver (dvs. den danske IT-forretningsmand, som er bosiddende i USA, yder et klækkeligt økonomisk bidrag til teamets drift) gerne ville være en (velkommen) del af det danske team, var det naturligt, at lade Nygaard fortsætte sin udvikling på et internationalt hold. Det skal tilføjes, at David Heinemeier Hansson er en af de absolut hurtigste Gentleman-drivers og på ingen måde et handikap for teamet. Desuden er han vellidt af alle og det er ikke uden betydning i et tæt samarbejde.

 

Også Christoffer Nygaard trives med sin nye rolle, hvor han skal dele cockpit med den tidligere formel 1 kører Pedro Lamy fra Portugal og holdets Gentlemandriver, Paul Dalla Lana fra Canada. Men det er i år naturligvis en ny rolle at skulle kæmpe mod den teamkammerater, han tidligere delte bil med.

 

Jan Magnussen i helt ny Chevrolet Corvette C7

Sidst, men på ingen måde mindst er der den fire-dobbelte Le Mans klassevinder og tidligere Formel 1 kører, i dag også kendt som Kevin Magnussens far, Jan Magnussen.

 

Efter i et par år at have kæmpet med en efterhånden noget bedaget Corvette C6 ZR1, for i fjor at måtte lade sig nøje med 4. pladsen i LM-GTE Pro klassen (Pro står for professionel og som sådan er kørerne i disse biler regulært professionelle racerkørere), debuterer den helt nye Chevrolet Corvette C7 nu på Le Mans i hænderne på bl.a. Jan Magnussen.

 

Han deler cockpittet med Antonio Garcia fra Spanien og amerikanske Jordan Taylor. Bilen er hurtig, det er kørerne også, de tæller bestemt med blandt favoritterne, men da bilen også er ny og 24-timers Le Mans ikke for ingenting anses for at være verdens hårdeste racerløb, er det endnu sværere at spå om udfaldet i denne klasse.


Tanker tilbage til Allan Simonsen

Ingen dansker og ingen international motorsportsentusiast kan sige Le Mans uden at lade en tanke gå til Allan Simonsen, der sidste år mistede livet under den frygtelige ulykke i Tertre Rouge kurven på Le Mans racerbanen. Ingen kunne klandres ulykken, den var et resultat af ulykkelige sammenfald og tilfældigheder, og egentlig er det også uden betydning. Allan Simonsen er her ikke længere, vi kan ære hans minde ved at tænke på ham, ved at respektere at han mistede livet i den sport, som gav ham så meget. Vi savner dig fortsat, Allan, og det vil vi vedblive med…

Interview i Motorradioen med Jan Magnussen op til Le Mans 2014

 

Interview i Motorradioen med Christoffer Nygaard op til Le Mans 2014

 

Interview i Motorradioen med Jan Struve, team-ejer Young Driver SMR op til Le Mans 2014

 

Interview i Motorradioen med Ture Hansen, sekretariatschef, Dansk Automobil Sports Union Le Mans 2014


Tom Kristensen har fået nye team-kammerater over de sidste to år, men team-chef Reinholdt Joest har været med siden den første af Tom Kristensens ni Le Mans sejre.


David Heinemeier Hansson kører Aston Martin i år.

 

Kristian Poulsen er med i den heldanske Aston Martin.

 

Christoffer Nygaard har fået opbakning i mange år af Jan Struve og kører Aston Martin sammen med bl.a. Pedro Lamy.


Jan Magnussen debuterer den nye Chevrolet Corvette C7 i Le Mans.


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt