24-timers Le Mans 2012 forventes i toppen at blive
en duel mellem Audi og Toyota (læs
om hybrid giganternes gigantiske kamp >>>). Men
noget af det, der gør 24-timers Le Mans spændende er
også løbets uforudsigelighed. En række andre teams
har reelle muligheder for at gøre sig gældende i
toppen. Og danske racerkørere har også gode
muligheder for at præge resultatlisterne.
Tom Kristensen (startnr. 2)
Tom Kristensen er Audis uden sammenligning mest
erfarne kører. Med sine otte total sejre kandiderer
han også i år til en 9. sejr. Han skal køre den ene
af Audis R18 e-tron quattro hybrid racere. Bilen er
hurtig, Tom er hurtig, strategisk og teknisk begavet
og sammen med Dindo Capello og Allan McNish er
vinder-potentialet formentlig det største i årets
race. Man må ikke glemme, at holdet lagde stærkt ud
i år ved at vinde det hårde 12-timers løb på Sebring,
og de var hurtige på Spa-Francorchamps indtil
teknikken drillede.
David Heinemeier Hansson (startnr. 35)
I LM P2 klassen deltager en i Danmark helt ukendt
racerkører. Den 32-årige succesrige forretningsmand,
David Heinemeier Hansson, er født og opvokset i
København indtil han i 2005 bosatte sig i Chicago. I
2007 begyndte han at køre Formula Mazda, siden
udviklede han det til i 2009 og 2010 at køre Cayman
Interserien for GT4 biler (han tog 5 sejre og tre
yderligere podieplaceringer). Foruden en række
individuelle løb deltog David i 2011 i
Intercontinental Le Mans Cup i en Lotus Evora GTE og
kørte også ALMS-løbet på Road America i en Porsche
GT3 sammen med en gammel kending i Danmark, Dominik
Farnbacher.
I årets Le Mans race skulle David have kørt i
GT-klassen med Dominik Farnbacher, men det gik i
vasken og i stedet blev det deltagelse i OAK Racings
Morgan Nissan.
”Det er jeg nu ikke ked af,” fortæller David, ”Jeg
ville klart hellere være i LMP2”.
Jan Magnussen (st.nr. 73)
I fjor indførte man systemet med en professionel
GT-klasse og en amatør GT-klasse.
I LM GTE Pro deltager Jan Magnussen ”som vanlig” i
Corvette Racings Chevrolet Corvette C6 ZR1.
”Vi tager til Le Mans med det klare mål at vinde,”
siger den 4-dobbelte klassevinder i det franske
race. ”Vi har gjort et rigtig godt stykke
udviklingsarbejde henover vinteren, men Le Mans er
Le Mans – man kan aldrig vide sig helt sikker.”
Tre danskere
I LM GTE Am er den danske indsats koncentreret om en
enkelt bil, en Aston Martin Vantage, startnummer 99, bemandet af
Allan Simonsen, Christoffer Nygaard og
Kristian Poulsen.
”Det er lækkert at være med i et dansk projekt,”
siger Allan Simonsen, der eller mest gør sig i
Australien, hvor han bl.a. kører Ford i V8-serien og
Ferrari. ”Det bliver mit første løb i Vantagen, og
da vi kører i GTE-Am klassen, er det vores klare mål
at skulle vinde den.”
Det samme siger Christoffer Nygård, der er blevet
”nedgraderet” fra status som Gold-kører til
Silver-kører i 2012.
”Det gør mig nu ikke noget, for det var ikke på
grund af manglende hurtighed i fjor, men derimod
manglende resultater,” smiler han. ”Jeg er ligeså
hurtig som altid og er vant til at køre Vantagen i
GT Masters. Dér har den dog en kraftigere V12’er
under hjelmen. I Le Mans ville vi reglementsmæssigt
være blevet begrænset så meget, at det derfor var en
fordel i stedet at benytte en V8’er, så det er dét,
vi gør.”
Kørerkategoriseringen blev indført for nogle år
siden og kørerne inddeles i fire kategorier: Platin,
Gold, Silver, Bronze. De to første kategorier
klassificerer kørerne som professionelle. De to
andre som amatører. Det gjorde det muligt for det
fuld-danske hold at deltage i GTE AM klassen i Le
Mans, fordi en amatørbil gerne må have en
professionel kører, men også kun én, på holdet.
Allan Simonsen har Gold-status, Nygaard og Poulsen
Silver.
|