| 
							 Dakar er ubetinget verdens 
							hårdeste off-road udfordring i motorsportens verden. 
							Oprindelig blev rallyet kendt som ”Paris-Dakar”, men 
							siden har det forvandlet sig i en grad, så det mere 
							eller mindre alene er navnet ”Dakar”, der binder 
							nutidens rally sammen med fortidens. Og så måske den 
							evige uforudsigelighed, hvor vejr, kørselsforhold og 
							evnen til at håndtere de 14 dage med fuld fart 
							gennem ørkenen er afgørende for udfaldet. Hvad det 
							angår, er årets udgave af ”Dakar” måske det mest 
							uforudsigelige og skelsættende i nyere tid. 
							  
							Det er femte år i træk, at 
							Saudi Arabien lægger ørken til ørkenrallyet over dem 
							alle. Der skal køres små 5000 kilometer 
							hastighedsetaper, begyndende med en 28 kilometer 
							kort prolog d. 5. januar i området omkring AlUla i 
							den nordvestlige del af landet. Siden slutter det 
							hele d. 19. januar i Yanbu, en kystby, også i 
							landets vestlige del, nogle hundrede kilometer syd 
							for Al Ula. Men undervejs har man på det nærmeste 
							diagonalt krydset den gigantiske ørkenstat, hvor 
							ikke mindst d. 11. og d. 12. januar imødeses med 
							stor spænding. 
							  
							Frit bivuak-valg 
							På det tidspunkt befinder 
							rallyet sig syd før den sydøstligt beliggende by, 
							Shubaytah, hvor historiens første såkaldte 
							Chrono-etape finder sted. Stedet, som er en 
							gigantisk ørken uden menneskelig tilstedeværelse, 
							hedder ikke for ingenting ”Det tomme område”. Hér 
							afvikles en sammenhængende 6. etape over to dage, 
							med indlagt overnatning efter et regelsæt, der 
							minder om de hidtidige maraton-etaper. 
							  
							Deltagerne må på 
							dobbelt-etapen ikke modtage anden hjælp udefra end 
							den, man de kan yde hinanden. Men for at gøre den 
							individuelle udfordring endnu mere vigtig for 
							rallyets forløb, flages rallyet af klokken 16:00 på 
							førstedagen. Derefter skal deltagerne fortsætte til 
							den førstkommende bivuak, hvor de da skal overnatte. 
							Der er ialt seks bivuakker, fordelt på ruten, og når de ikke 
							at være kommet indenfor til det fastsatte tidspunkt, 
							eller kommer de for tidligt, tillægges de 
							straftid. 
							  
							De for hånden værende søms 
							princip 
							Fordi deltagerne starter ud 
							med flere minutters mellemrum, gøres ”aftalt” hjælp 
							vanskelig. Deltagerne skal da vælge mellem at 
							forblive sammen undervejs, hvilket 
							konkurrencemæssigt kan være en meget dårlig idé, 
							eller satse på, at man selv kan klare skærene ud fra 
							”de for hånden værende søms princip”. 
							  
							Den samlede etapelængde over 
							de to dage er på 781 kilometer, hvoraf de 572 
							kilometer er regulær hastighedsetape. Derefter 
							følger en formentlig hårdt tiltrængt pausedag, hvor 
							man kan få samlet tropperne og lægge an til en meget 
							udfordrende 2. uge, hvor ikke mindst navigationen er 
							en af de store udfordringer. 
							
							
							 
							
							Iøvrigt finder pausen sted i Riyadn, mere end 
							700 kilometer fra Shubaytah, og deltagerne tilbydes 
							derfor flytransport til Riyadh, mens deres køretøjer 
							transporteres med transportvogne. 
							  
							Langt rally og høj 
							sværhedsgrad 
							Rallyets samlede længde er 
							7861 kilometer, men det kræver at man ikke begår 
							fejl undervejs. Det gælder naturligvis også den del, 
							der er hastighedsetape, som officielt udgør 4716 
							kilometer. I år er 60 procent af ruten ny, og 
							vejrforholdene viste sidste års Dakar med al 
							ønskelig tydelighed at ingen for alvor kunne 
							forudsige. 
							  
							Der køres i en række 
							forskellige klasser, hvor der er størst fokus på 
							bilkategorien, hvor man normalt også finder rallyets 
							totaltvinder. Hér finder vi internationale 
							stjernenavne som den 9-foldige rally verdensmester, 
							Sébastien Loeb, der endnu har til gode at vinde 
							Dakar, den 5-dobbelte Dakar vinder og Rally-Raid 
							verdensmester, Nasser Al Attiyah, den 14-dobbelte 
							Dakar vinder, Stephane Peterhansel og den dobbelte 
							rally-verdensmester og 3-dobbelte Dakar vinder 
							Carlos Sainz. 
							  
							Mange vinderkandidater på 
							MC 
							Foruden ”Biler” køres der i 
							hovedkategorierne Motorcykler, Quads, SSV og 
							Lastbiler samt en række underkategorier. I 
							MC-kategorien er der 136 kørere på startstregen, og 
							måske er den dobbelte Dakar vinder blandt 
							favoritterne. Men kun måske, for han har siden 
							sidste års Dakar tildraget sig en række skader og er 
							næppe i samme form som de tidligere år. 
							  
							I stedet skal hans bror, 
							Luciano Benavides som regerende verdensmester 
							forsøge at redde KTM’s ære, godt nok på en 
							motorcykel fra datterselskabet Husqvarna. Men også 
							Hondas Skyler Howes og Tosha Schareina hører til 
							blandt favoritterne, ligesom Joan Barreda og Ross 
							Branch hos Sherco. 
							  
							Toby Price, som i fjor 
							sluttede blot 43 sekunder efter Kevin Benavides, 
							skal heller ikke afskrives, om end han mistede sin 
							vigtige support hos KTM, Matthias Walkner, som i 
							december blev skadet med et flerfoldigt benbrud. Som 
							i fjor er der også i år deltagelse fra Danmark i 
							kraft af Thomas Kongshøj, der fik en brillant debut 
							i Dakar i 2023. 
							  
							Thomas Kongshøj kører i år en 
							KTM og satser på en endnu bedre slutplacering end i 
							fjor (nr. 22 i Rally2 klassen og nr. 40 generelt). 
							  
							Uforudsigelig og 
							skelsættende 
							Uforudsigeligheden i årets 
							Dakar ligger i terrænet, vejr-forholdende og 
							deltagernes evne til at tackle et på mange måder 
							meget anderledes rally, men også i overraskende 
							team-skift: Eksempelvis forlader Nasser Al-Attiyah 
							efter to Dakar-sejre i træk det dominerende 
							Toyota-team til fordel for det lille Prodrive team, 
							hvor han bliver team-kollega med Sébastien Loeb. Men 
							udsigterne for dem begge er store, for til næste år 
							bliver de team-kolleger hos Dacia, der debuterer i 
							Dakar, forventeligt med en CO2 neutral rallybil, der 
							kører på syntetisk brændstof. 
							  
							Og på netop den vis kan Dakar 2024 også blive 
							skelsættende, for Toyota eksperimenterer ligeledes 
							med brint i ørkenen. Samtidig med, at det ikke er 
							utænkeligt, at Audi sætter en stopper for deres 
							ørken-eventyr, baseret på en ret kompliceret 
							semi-elektrisk drivline (uanset de måtte vinde i år) 
							for at koncentrere kræfterne om deres debut i Formel 
							1. Til den tid vil Ford til gengæld engagere sig 
							fuldt i W2RC (World Rally Raid Championship). |