- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



  

 


Scandlines i stødet:

Meningsfuld satsning på endnu mere eldrift


Af Søren Clauding – december 2024

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Allerede tilbage i 2016 berettede vi på Motorsiden.dk første gang om Scandlines nye hybridfærger på Østersøruterne til Tyskland. Siden satte det innovativt tænkende rederi yderligere fokus på elektrificering og til sommer er man snart klar med fuld elektrisk drift på turene til Tyskland. Det er vigtigt, også for biltransporten, for på samme måde som bilerne skal reducere forureningen, skal de transportmidler, de anvender, når de selv står stille, det også.

 

Helt grundliggende er hybridteknologien beskrevet dengang i 2016. Men siden, i 2020 og 2022 installerede Scandlines de såkaldte rotorsejl på to færger, der sejler på ruten mellem Gedser og Rostock. Med rotorsejlet udviklet af finske Norsepower kan rederiet yderligere reducere CO2-udledningen fra hybridfærgerne.

 

Mere om rotorsejlene

Vi erfarede hvordan rotorsejlene virkede på færgeturen mellem Gedser og Rostock (begge veje) i forbindelse med at vi gennemførte en biltur til fire europæiske kulturdestinationer i efteråret 2024 (læs mere om turen og hør lydindslagene hér >>>). Man ser tydeligt ”sejlene”, som mest af alt skaber associationer til kæmpemæssige skorstene på færgerne. Men de har den modsatte effekt af en skorsten, for i stedet for at udlede forurenende udstødningsgasser, reducerer de udstødningen, der fortsat sker gennem konventionelle skorstene.

 

Rotorsejlet er baseret på den 100 år gamle Flettner-rotorteknologi. Det er en 30 meter høj, roterende cylinder, som ved hjælp af ”Magnus-effekten” bidrager til at drive skibet fremad. Når vinden møder rotorsejlet, tiltager vinden i fart på den ene side af cylinderen, mens den aftager på den anden side. Forskellen i vindhastigheden skaber en trykforskel, der presser skibet fremad vinkelret på vindretningen.



Ligesom en fodbold

Man kan sammenligne med hvad der sker, når en fodbold skrues gennem luften. Luftstrømmene omkring bolden trækker den ind i en kurvet bane. Skibet sejler naturligvis fortsat ligeud, men undertrykket på forsiden og overtrykket på bagsiden af ”sejlet” trækker det i sejlretningen.

 

Et rotorsejl fungerer derfor bedst, når vinden kommer vinkelret på sejlet, og er derfor perfekt på ruten mellem Gedser og Rostock, hvor der typisk er en næsten vinkelret vind fra vest eller øst. Med hjælp fra rotorsejlet nedsætter Scandlines CO2-udledningen med fire procent i gennemsnit.

 

Rotorsejlene kan som nævnt allerede ses på færgerne, og det er i sig selv en spektakulær oplevelse, fordi et sejl roterer med op til 175 omdrejninger i minuttet. Ved kraftig vind kan rotorsejlet leverer op til 3000 kW, som omsættes direkte til fremdrift.

 

Fuldt elektrisk færge

Men Scandlines hviler ikke på laurbærrene. De er godt i gang med at færdiggøre en regulær elfærge, der meget betegnende er døbt E/F Futura. Man havde i første omgang satset på, at få færgen i drift her sidst i 2024, men lanceringen er blevet udsat til første halvår 2025. Men skal jo gerne være sikker på at alle detaljerne virker efter hensigten.

 

Det er nemlig et helt igennem gennemført elektrisk og ressourcevenligt projekt, hvor eksempelvis de såkaldte thrustere males med silikone maling for at reducere friktionen. En thruster er en enhed, der bevæger skibet fremad eller sidelæns bl.a. ved hjælp af skruerne.

 

Når elfærgen er klar til drift, vil den blive indsat på ruten mellem Rødby og Puttgarden, hvor den fortrinsvis skal benyttes som fragtskib, men med mulighed også for persontransport. Færgen vil kunne oplades på blot 12 minutter. Den er modulopbygget, så den kan ombygges til en regulær passagerfærge.

 

Omfattende test

Rasmus Nielsen, som er Naval Architect hos Scandlines forklarer, at alle hjælpesystemer først skal testes, og derefter skal Futura på prøvetur, hvor alle de såkaldte SAT (Sea Acceptance Tests) kan begynde. Her bliver alle skibets systemer testet med fuld belastning under tilsyn af Søfartsstyrelsen og klassen Lloyd’s Register.

 

”SAT-testene varer én til to uger, hvor skibet er ude at sejle, med mulighed for at skifte besætning morgen og aften. På den måde kan vi hele tiden have de håndværkere og teknikere ombord, som er nødvendige for at udføre rettelser og justeringer, i stedet for at alle skal være med hele tiden,” forklarer Rasmus Nielsen.

 

Nul emissions målsætning

Det er som sådan ikke så lige til en opgave at få elfærgen i drift. Ikke desto mindre glæder man sig meget til at sætte rederiets første emissionsfrie færge i drift på Rødby-Puttgarden.

 

”Futura er en investering i fremtiden,” siger Scandlines COO Michael Guldmann Petersen, ”både for os som rederi generelt og ikke mindst som et vigtigt led i, at vi kan leve op til vores mål om at sejle uden udledning af direkte emissioner på Rødby-Puttgarden ruten i 2030.”

Biltur i miljøet og kulturens tegn
Vi sejlede med Scandlines hybridfærger med rotorsejl i forbindelse med optagelserne til podcasts og artikler om efterårets store biltur i miljøets og kulturens tegn.

Hør de fire podcasts hér:

 Podcast, road-trip - 1. afsnit, Introduktion inklusiv besøget i Dresden


 Podcast, road-trip - 2. afsnit, Wien

 Podcast, road-trip - 3. afsnit, Salzburg

 Podcast, road-trip - 4. afsnit, Leipzig

Læs iøvrigt meget mere om bilrejsen, se billederne og hør flere mini-podcasts på:

Rejseradioen.dk - podcast >>>


 Mini podcast - Inden afrejsen talte vi med Anette Ustrup, informationschef hos Scandlines, bl.a. om rederiets indsats på miljøområdet




Læs også:
Scandlines hybridfærger over Østersøen >>>

Sådan fungerer rotorsejlet. Klik på billedet og se det som en pdf-fil.

Vi "prøvekørte" Scandlines hybridfærge med rotorsejl i en KIA Sportage plug-in hybrid, som blev benyttet til efterårets "road-trip".
De vigtigste fakta om Scandlines nye elektriske emissionsfri fragtfærge til ruten Rødby-Puttgarden:
Længde: 147,4 meter
Bredde: 25,4 meter
Design dybgang: 5,30 meter
Lastkapacitet: 66 fragtenheder (cirka 1.200 banemeter)
Maksimalt antal passagerer: 140
Servicefart: 16/10 knob
Overfartstid: 45 minutter (fra 2025)
Batterisystem: 10 MWh
Opladning i havn: 12 minutter (fra 2025)
Direkte emissioner under overfarten: 0


Grafíkken indeholder flere data. Klik på den og se den som en pdf-fil.


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt