En af de opgaver, der er
forbundet med at få elbiler til at køre godt også på
glatte veje og veje med uforudsigeligt vejgreb, er
styringen af kraftformidlingen. En elbil har ikke
den mekaniske fordel, der direkte kan tilskrives
forbrændings motorernes karakteristika og tilhørende
transmission. I elbilen styres den primært
elektronisk baseret på computerberegninger og
følere. Især på glatte veje får man syn for sagen og
Hondas avancerede hybrid elbil, CR-V e:PHEV gør det
forbavsende godt.
Honda CR-V er godt nok
karakteriseret som en plug-in hybrid. Men dens
drivline er fuldt elektrisk. Dvs. bilen kører som en
elbil, strømmen leveres via et 17,7 kWh litium-ion
batteri, og det oplades fra el-nettet såvel som fra
den indbyggede generator. Computeren styrer dels
hvorfra strømmen skal komme, hvis ikke man vælger
det selv. Og så styrer den også, hvordan de
trækkende forhjul arbejder, både indbyrdes og når
kræfterne leveres til underlaget.
Det andet møde
Vi har allerede i oktober
indgående beskrevet Honda CR-V e:PHEV (links øverst
på siden), men savnede at bruge lidt mere tid med
bilen. Og siden var det den selvsamme bil, vi havde
til rådighed, da der var anledning til at gå den
lidt mere under lakken.
Men udfordringen fra vejret
kom som en bonus, for netop samspillet mellem
hjulene og den måde, hvorpå de leverer kræfterne til
underlaget, blev i den grad udfordret af sne, is,
vand, optøet sne samt temperaturer tæt ved
nulpunktet. Se videoen, som giver et godt indtryk
af, hvordan bilen agerer. Og i linjerne her skal det
helt overordnet blot konstateres, at som elbil
betragtet er CR-V’en noget nær det bedste, vi har
prøvet.
Agil og smidig
Én ting er forhjulstrækket,
en anden er vægten på små 2 tons. CR-V er så stor,
at den som fuld elektrisk bil ville veje nogle
hundrede kg mere. Det gør den så ikke, og det
opleves dels gennem en agil og smidig kørsel, som
også skyldes de adaptive støddæmpere, dels gennem en
tilgivende affjedring, når man altså ikke kører
meget hurtig, for da strammer støddæmperne op.
En tilgivende affjedring er
en ekstra stor fordel på glat vej. Hér står bilen
ganske enkelt bedre fast end den ville have gjort,
hvis den fx var forsynet med stive fjedre og
lavprofildæk. Honda CR-V har 235/60-18 hjul,
naturligvis var sommerdækkene udskiftet med
vinterdæk, og køreoplevelsen sad bare lige i øjet.
Automatisk lade-styring
hvis man vil
I praksis er Honda CR-V nem
at have med at gøre. Auto-indstillingen sørger for
at balancerer opladningen af batteriet under
forventning til, at bilen på et eller andet
tidspunkt får strøm fra elnettet. Uden strøm fra
elnettet vil den før eller siden løbe tør for strøm
på højvoltbatteriet.
Det kan man så forinden selv
styre ved at gemme strøm, og derved lade
benzinmotoren tilføre den nødvendige strøm, der skal
bruges til at køre. Og får man brug for det, kan
benzinmotor/generatoren også oplade batteriet – men
det stopper dog omkring 80 procent, fordi der skal
bruges ekstraordinær meget energi på at lade helt op
til 100 procent. Det giver god mening.
I dagligdagen i vinterperioden er rat- og sædevarme
en stor bekvemmelighed. Sædevarme også på bagsæderne
vil de fleste bagsædepassagerer værdsætte på denne
årstid. Lygteføringen – fuld LED plus kurvelys – er
fremragende og multikameraet, som afdækker hvad der
er tæt på bilen hele vejen rundt, er skarpt og
klart. Skærmstørrelsen på 9” er fuldt tilstrækkelig,
bl.a. fordi visse essentielle funktioner aktiveres
vis trykknapper. Det er også bekvemt på den kolde
årstid, at man ikke behøver at tage handskerne af
før, der er kommet lidt varme i kabine og rat.
|