- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


Biltest: Hyundai Kona

1,0 T-GDi 120 hk DCT


Moderne og god - også helt uden el


Af Søren Clauding – november 2023

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Selvom overskrifter i mange medier indikerer, at danske bilkøbere på det nærmeste er gået el-amok og kun køber elektriske biler, så er virkeligheden mere nuanceret. Hvis man i stedet for at slå plug-in hybrider i hartkorn med fuldt elektriske biler kategoriserer dem som benzinbiler, indregistreres der fortsat langt flere ikke-elektriske biler end elbiler. Og så er der de regulære ”benzinbiler”, som fx den nye Hyundai Kona. Hvis man altså vil. For valget er frit.

 

Den nye Hyundai Kona findes nemlig både som el-bil og ”benzin-bil”. ”Benzin-bil” sat i anførselstegn, for når syntetisk CO2 neutralt brændstof måtte finde vej ud på tankstationerne, kan man jo hælde det på bilen. Det har jordkloden godt af og statskassen, ikke mindst. For selvom der betales moms af elbiler, går statskassen glip af et betragteligt beløb i afgift, hver gang en bilkøber vælger en elbil frem for en ”benzin-bil”.

 

Identiske priser

Det er en historie, vi ikke skal gå for dybt i hér, for så kunne fokus let forsvinde fra den fine nye Kona, hvor man jo som køber helt kan vælge den version, der passer én bedst. Det er oven i købet sådan, at man kan komme billigere til en benzinbil end en elbil, men køber man en ny Kona med stort set identisk udstyr, er prisen stort set identisk. Sådan!

 

Vi har allerede berettet om den elektriske Kona i forbindelse med de første internationale prøvekørsler af bilen. Lige nu gælder det så en T-GDi udgave i Advanced udstyrsversion med en 120-hestes vaskeægte turbobenzinmotor og 7 trins automatgear af DCT-typen. Den koster 350.000 kroner.



Frit valg på hylderne

For det selvsamme beløb kan man købe en 217-hestes elbils-Kona på samme udstyrsniveau med et 65,4 kWh batteri. Der er med andre ord frit valg på hylderne, men det er tankevækkende, at der betales en klækkelig statsafgift på T-GDi’en og alene moms på elbilen.

 

Uden afgiftsrabatten ville Kona EV formentlig være tæt på dobbelt så dyr. Da prisen på elbiler i den grad er givet af prisen på batteriet, og verdensmarkedsprisen i høj grad styres af et par gigantiske producenter, er det lidt et spørgsmål, hvem der nyder mest godt af afgiftsrabatten – batteriproducenten eller bilkøberen…

 

Benzinbilen kører bedre

Men som køber man kan jo så blot vælge T-GDi’en og glæde sig over, at man både slipper for rækkevidde-problematikken, så længe der stadig er brændstof at forsyne sig af på tankstationerne, og samtidig får en bil, hvis vejbeliggenhed grundliggende er bedre, simpelthen fordi den vejer 150 kg mindre end elbilen.

 

Allerede i sommer stiftede vi bekendtskab med T-GDi-Kona’en og skal ikke gentage, hvad vi dengang formidlede, for det holder stadig. Dertil kommer, at den mere aktuelle on-board video her på siden giver et supplerende indtryk af bilens kørefærdigheder.

 

Dæk og hjulophæng

Et enkelt element forstyrrede dog køreoplevelsen: Nexen dækkene er nok ikke ideelle til fugtige danske kørselsforhold, men det er jo heldigvis noget, man for en i den store sammenhæng beskeden udgift kan gøre noget ved, hvis man oplever det som et handikap.



Hyundai Kona er udrustet med en torsionsbagaksel, som er forbavsende velfungerende. Faktisk er bilen ret velafstemt, også taget i betragtning at den har en frihøjde på 16 cm og med 1,57 meters højde er lidt SUV-agtig.

 

Omfattende udstyr

Den billigste Kona er prissat til 285.000 kroner. Den har samme velkendte og velfungerende 3-cylindrede 1-liters turbobenzinmotor, manuelt gear og ringere udstyr. For de ekstra 65.000 kroner forvandles bilen til en ret luksuriøs en af slagsen.

 

Hvis man ser bort fra det sportslige N-Line niveau er Advanced-niveauet toppen. Det omfatter bl.a. 17” alufælge, det iøjefaldende LED lysbånd mellem lygterne, tagræling og mørktonede ruder bag. Men allerede inden Advance udstyret er bilen ganske godt klædt på med 2-zone klimaanlæg, adaptiv fartpilot, padle-skift til manuel betjening af automatgearet, rat- og sædevarme, regn-sensor og meget andet. Man savner måske et head-up display, men det er nok lidt et temperamentsspørgsmål om det gør noget.

 

Udstyr til alle

Alle versioner, altså også den allerbilligste, har nøglefri betjening, en let læselig 12,3” berøringsskærm, p-sensorer både for og bag, 40:20:40 delelige bagsæderyglæn og noget så fundamentalt som et 12V udtag, så man kan benytte udstyr, som ikke er helt nyt længere og har vanskeligt ved at benytte en USB-C udgang.



Naturligvis kan udstyr tilkøbes, fx elektrisk bagklap til 7500 kroner og 360 grader kamera til 10.000 kroner. Og helt automatisk følger der 5 års fabriksgaranti med, uafhængigt af kilometertal. Den garanti er Hyundai fortsat den eneste på markedet, der yder.

 

Årets Bil 2024

Sidst, men ikke mindst: Hyundai Kona er blandt de nominerede til ærestitlen Årets Bil i Danmark 2024. Titlen er i skrivende stund ikke tildelt, men det er ingen hemmelighed at undertegnede også gav Kona min stemme i valget af nominerede bilmodeller.

 

Begrundelsen er dels den store bredde i valgmuligheder, den ligefremme prissætning men også, at Hyundai har fået skabt en meget fin og velkørende bil. I fjor var søstermodellen, KIA Niro, blandt mine kandidater til nomineringen. Den kom aldrig videre, men Kona er ligeså god, så det er helt retfærdigt, at den slipper gennem nåleøjet.


Andre Hyundai prøvekørsler – find dem hér >>>

Læs også:
Ny Kona skærper profilen >>>

Gevaldigt løft med ny elektrisk Kona >>>
On-board test: Hyundai Kona 1,0 T-GDI
Hyundai Kona er blandt de nominerede til titlen Årets Bil i Danmark 2024. Vi har prøvekørt bilen både i fuld elektrisk version (læs artiklen hér >>>), og i udgaven med 120-hestes turbo-benzinmotor (videoen). Fuld HD.




Model:

Hyundai Kona 1,0 T-GDi 120 hk DCT Advanced

Listepris:

Kr. 349.995

Motor og transmission:

3 cyl. 1,0 ltr. turbobenzin. 120 hk. 200 Nm/2000-3500 omdr./min. 7 trins DCT automatgear.

Præstationer: acceleration 0-100 km/t/ topfart/ Brændstoføk/ CO2 udledning (WLTP):

11,7 sekunder/ 180 km/t/ 16,7 km/l/ 136 g/km.

Hjul, for / bag:

215/60-17

Længde:

4,35 m

Bagagerum:

466-1300 liter

Værd at bemærke:

17” alufælge. Fuld LED. Adaptiv fartpilot. Nøglefri betjening. 2-zone klimaanlæg. Sædevarme. Ratvarme. El-sideruder for og bag. 12,3" touchscreen. p-sensorer for og bag. Regnsensor. Tagræling. 5 års garanti/ubegrænset km.












Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt