I præcis skrivende stund er
den danske regering i færd med at indføre
bilafgifter, der i den grad rammer socialt skævt.
Uden at skulle politisere meget mere, for denne
artikel handler trods alt om en biltest, skal det
dog fastslås, at når regeringen 18. december
fremlægger deres forslag til nye bilafgifter, og
hvis lovgivningen vedtages, straffes i høj grad de
ikke alt for velbjergede danskere, der bor i byerne,
hvis de også vil køre miljørigtigt. Vi har dog en
naiv tro på, at det ikke præcis var, hvad netop den
siddende regering ønskede med deres lovgivning.
Testbilen i disse spalter er
et glimrende eksempel på den noget aparte
lovgivning. Der er tale om en Suzuki Swift med en
1,2 liters hybridmotor. Den koster i skrivende stund
170.000 kroner. Hvis lovgivningen vedtages, belægges
den med 7.200 kroner i afgift, har den danske
importør beregnet.
For nu at blive i Suzuki
universet, så er fabrikkens lille terrængående Jimny
den model, der kører kortest på literen. Den falder
omvendt 10.000 kroner i afgift, fordi den fremover
ikke i nævneværdigt omfang belægges strafafgift for
høj CO2 udledning. Swiften kører 20,4 km/l. Jimny
kører 12,7 km/l. Det var i sig selv ét skridt frem
med den hidtidige lovgivning, hvor man præmierede
lav CO2 udledning, men to tilbage med den nye lov,
der stille mere forurenende biler bedre.
Byboere kan ikke lade op
Hvordan rammer det så skævt?
Jo, de fleste byboere bor i etageejendomme. De
allerfærreste har mulighed for, at anskaffe en elbil
eller en plug-in hybrid, fordi det ikke er muligt,
at lade den op. Deres mulighed for at bidrage til et
forbedret miljø, er at køre lavt forurenende biler
som fx selvopladende hybridbiler eller andre
småbiler. De helt små biler som fx Toyota Aygo, der
kører 20,8 km/l, pålægges også en afgiftsstigning på
10.000 kroner.
De små vævre og ideelle
bybiler med lavt benzinforbrug stiger dermed i pris,
alt imens deres ikke så økonomiske og noget større
(bortset fra Jimny) sidestykker falder i pris. De
ikke så økonomiske biler er nemlig billigere at
producere og fordi afgiften fremover i højere grad
er værdibaseret end den hidtidige, falder de i pris.
Meget bil for pengene
Tilbage til Suzuki’en. Med en
pris på 170.000 kroner for en velbestykket Exclusive
vil man som bilkunde ikke desto mindre være godt
kørende. Den kan med samme teknik også købes til
blot 146.000 kroner, hvis man vil give køb på
udstyret. Efter 18. december stiger de begge 7.200
kroner. Det er måske isoleret betragtet ikke så
meget, men for de, der ikke hører til samfundets
mest velbeslåede, er 7.200 kroner også en slags
penge.
Når det så er sagt, er det en
fin og harmonisk bil, Suzuki har skabt. For at få
den gode benzinøkonomi ud af det, har man udviklet
på hybridteknologien, på samme må de som med Suzuki
Ignis, som vi prøvede for nylig (læs
om Suzuki Ignis hér >>>). Det er selvsamme
drivline, 83 hk, 107 Nm og en lille elmotor på 3
hestekræfter.

Stor trækkraft
Swift’en skal bruge 13,1
sekund på at nå 100 km/t, den kan køre 180 km/t på
toppen og må trække en anhænger på 1000 kg. Det
sidste er bemærkelsesværdigt, fordi Swiften i sig
selv vejer under 1000 kg. Den er i øvrigt 3,84 meter
lang og har et bagagerum på 265 liter, der kan øges
til 947 liter.
Som det forhåbentlig kan
fornemmes af on-board videoen her på siden, er Swift
Hybrid en glimrende cruiser. Hvis man vil have mere
fart, kan Suzuki tilbyde en Sports version, der
langt henad vejen er en ganske anden bil. Den ser
anderledes ud og den kører også anderledes (læs
om Suzuki Swift Sport hér >>>).
Flot udstyr
Den almindelige Swift kører
også godt, men nogen racerbil er den ikke. Den har
til gengæld masser af meget fint udstyr, som gør et
cruise til en fornøjelse. Standard på ALLE Swifter,
altså også dem til snart tidligere 145.000 kroner,
er Fuld LED, adaptiv fartpilot, automatisk
nødbremse, aircondition, el-sidespejle med varme,
læderrat, Isofix beslag og meget andet.

I den prøvekørte Exclusive
version er aircondition erstattet af klimaanlæg, den
har nøglefri betjening, navigation, elruder for og
bag, multijusterbart rat, 16” alufælge med 185/55-16
dæk, skiltegenkendelse, p-sensorer,
vognbaneassistent, p-sensorer bag, bakkamera,
sædevarme foran og meget andet.

Hybrid på flere måder
Præcis som i Ignis har man
glæde af hybrid systemet til andet end et vist boost
af benzinmotoren. Eksempelvis spares der benzin ved
at motoren slukkes, når bilen sættes i frigear og
koblingen slippes ved hastigheder under 13 km/t. Og
siden genstarter elmotoren benzinmotoren, når der er
brug for det, også selvom bilen ikke holder helt
stille.

Og glem så ikke, hvis der
sammenlignes med benzinøkonomi på ældre Swift’er, at
målemetoden i mellemtiden er skiftet ud, og det nu
er den ret virkelighedsnære WLTP målemetode, der er
gældende. Så en Swift, der for et par år siden så ud
til at køre ligeså langt på literen som den nye
Hybrid, gjorde det altså ikke i praksis.
Forbedringen er i nabolaget af 15-20 procent. Og så
er det i øvrigt let, hvis man gør sig blot en smule
umage, at køre længere på literen end de nævnte 20,4
km.

|