- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Renault Clio TCe 130

EDC R.S.Line


Hybrid eller ikke hybrid – det er spørgsmålet


Af Søren Clauding – september 2020

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er ikke let, at vælge bil nu til dags. Især ikke hvad angår motorbestykningen, og Renault gør det ikke lettere, når man nu har udsigt til en fremragende hybrid-version af den kompakte, fancy-looking Clio model. Bl.a. fordi den eksisterende 130-hestes benzin udgave er så god.

 

Aktuelt er problemet ikke stort, for den nye Clio hybrid kommer først i 2021, omend vi allerede har haft mulighed for en kort køretur i den. Den oplevelse var imidlertid meget overbevisende, især sat i relief af den test, vi netop har gennemført af benzinudgaven. Med hybrid får man ekstra 10 hestekræfter, en noget bedre benzinøkonomi, stort set samme vejegenskaber. Og prisen er den samme…

 

Konventionel teknik er billigere

Næh, hov, stop en halv… Indstigningsprisen for Clio Hybrid er 210.000 kroner. Indstigningsprisen for Clio med en konventionel motor, da med 100 hestekræfter og uden hybrid, er 154.000 kroner. Det er først, når man bestykker Clio’en med den kraftigere 130 hestes turbobenzinmotor, R.S.Line udstyret (som er højeste udstyrsniveau) og en 7-trins dobbeltkoblings automatgearkasse (EDC), at listeprisen havner på helt eksakt 208.900 kroner. Og vi kender ikke hybrid-udgaven i detaljer endnu.

 

Med andre ord: Lige nu er der ingen vej uden om: Er man blevet varm på en Clio, så kan den købes med enten benzinmotor eller dieselmotor. Det er præcis som det altid har været.

 

Økonomisk i enhver forstand

Og det er faktisk ret godt. Det erfarede vi allerede sidste sommer, da vi første gang stiftede bekendtskab med den helt nye Clio (læs om den første internationale prøvekørsel af Renault Clio hér >>>). Selv uden hybrid-teknik kan man med 100-hestes versionen køre 19,2 km/l (hybrid-tallet er 23,3 km/l og det kræver en vis portion selvopladning undervejs), og med den prøvekørte R.S.Line udgave med førnævnte 130-hestes benziner og EDC-gear er WLTP-tallet 17,5 km/l. Der er altså ikke tale om en benzinsluger og gigant-forurener.



Det til trods for, at Clio TCe 130 EDC er temmelig kvik. Den når 100 km/t på blot 9 sekunder og kan køre 200 km/t på toppen. Det sidste har vi ikke prøvet, men vi har kørt over 200 km/t i SUV-versionen, Captur. Det klarede den meget fint (læs vores high-speed test af Captur TCe 155 hér >>>), så vi er stensikre på, at Clio’en vil være endnu bedre.

 

Ikke, at man behøver at køre så hurtigt, men køreevnen ved den høje fart synliggør bilens evner ved lavere fart, især hvis man kommer i en uventet kritisk situation. Eller simpelthen blot har fornøjelse ud af at køre lidt frisk gennem kurverne. Og det er man måske til, hvis man vælger R.S.Line setup’et.

 

Renault Sport

R.S. betyder noget så simpelt som Renault Sport. Dvs. at Renaults sportsafdeling har været inde over bilen. Ikke hvad angår dens sportslige evner, men dens styling. I et fartbegrænset landskabsbillede er det vel ret beset en fornuftig tilgang at have – og som antydet, så kører den ret godt.



Clio R.S.Line er bl.a. udrustet med 205/45-17 dæk på fancy 17” alufælge med navnet ”Magny Cours”, opkaldt efter den legendariske franske Grand Prix racerbane syd for Nevers. Det kunne iøvrigt være en ønskedrøm, at prøve Clio’en på Magny Cours racerbanen, især efter at have prøvet forgængeren i R.S.Trophy udgaven for fire år siden på en noget mere snoet racerbane nær Bordeaux (læs testen af Clio R.S.Trophy fra dengang hér >>>). Men det får nok lige vente et stykke tid, som verden ser ud lige nu.



Sportskabine

Indvendigt sidder man i sportssæder oppe fortil, læderrattet er behageligt perforeret (men af samme årsag ikke opvarmet), pedalerne er af aluminium, materialevalget omkring instrumenterne er ekstra lækkert og så er der røde R.S. detaljer rundt omkring, som minder en om, at det ikke bare er en standard Clio, man kører i.



Udvendigt er bilen også shinet sportsligt op med hækspoiler og andre aerodynamiske gimmicks, som utvivlsomt har en vis effekt, hvis man kører friskt.

 

Basisudstyret i en Clio er temmelig omfattende, og mellemudstyret ”Intens” inkluderer bl.a. klimaanlæg, nøglefri betjening, automatisk op- og nedblænding, en 7” skærm med navigation, elruder for og bag og via MultiSense systemet også flere køreindstillinger. Alt det får man også med, når man vælger R.S.Line. Plus garanti for, at vælger man ”Sport” køreindstillingen og udnytter den, så holder benzinøkonomien ikke længere – men det gør den heller ikke i en hybrid.

Andre Renault prøvekørsler – find dem hér >>>

 

Læs også:

Sporty Clio med sporty egenskaber


Vi prøvede den helt nye Renault Clio på portugisiske provinsveje, som synliggør dens glimrende vejegenskaber ikke mindst. Fuld HD.

Model:

Renault Clio TCe 130 EDC R.S.Line

Listepris:

Kr. 208.900

Motor og transmission:

4 cyl. turbobenzin. 130 hk. 240 Nm/1600 omdr./min. 7 trons A/T.

Præstationer: acceleration 0-100 km/t/ topfart/ Brændstoføk/ CO2 udledning (WLTP):

9,0 sek./ 200 km/t./ 17,5 km/l/ 130 g/km.

Hjul:

205/45-17

Længde:

4,05 meter

Bagagerum:

391-1069 liter

Værd at bemærke:

Automatisk nødbremse med fodgænger og cyklist registrering. Vognbaneassistent. 17" alufælge. Klimaanlæg. Fartpilot. Sportssæder. Multijusterbart sportslæderrat. Sædevarme. 7" skærm. Navigation. P-sensorer bag. Regnsensor. Skiltegenkendelse. Isofix for og bag.










Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt