Hestekræfter er ikke alting. At skulle høre den
påstand fra undertegnede, for hvem motorsport har
været en væsentlig ingrediens i hele mit liv, kan
lyde en smule søgt. Men det er det ikke. For i det
moderne, velregulerede trafikbillede er
køreegenskaber i bred forstand noget af det, der
underbygger begrebet køreglæde. Og det hænger ikke
altid sammen med rå power. Prøvekørslen af Renault
Captur med 130-hestes TCe motor og EDC-gear er et
glimrende eksempel derpå.
Altså, 130 hestekræfter i en
kompakt urban-SUV, som Renault selv kalder den, er
jo da heller ikke en ringe effekt. Det er kun det
faktum, at den selvsamme bil med selvsamme motor
også sælges i en version med 155 hestekræfter, der
egentlig trigge en power-sulten bilist. Hvis ikke
den eksisterede med så stor effekt, ville de fleste
nok være rigtig tilfredse med de 130 hk. Men også
det faktum, at prisforskellen kun er omkring 7000
kroner – hvorfor så ikke betale det ekstra og få 25
hestekræfter for pengene. Det lyder som sund
fornuft.
Sund fornuft er
individuelt
Det er det givetvis også for
mange mennesker men ikke nødvendigvis alle. 7000
kroner er trods alt også en slags penge, og det er
måske meget at betale for, at kunne nå 100 km/t 1
sekund hurtigere og for at kunne køre 202 km/t i
stedet for ”kun” 193 km/t.
Smidigheden i de to motorer
er nemlig stort set den samme, og kombineret med
også det selvsamme 7-trins EDC-gearskifte styres
kraftformidlingen, så de færreste vel egentlig i
praksis vil mærke forskel.
Et spørgsmål om
omdrejninger
En stor del af forklaringen
er teknisk. Motorerne er i princippet identiske, de
er lidt forskelligt konfigureret, og man kan hæfte
sig ved, at de 130 hk i den ”lille” version leveres
allerede ved 5000 omdr./min, mens man skal op på
5500 omdr./min for at nå de 155 hk i den ”større”
udgave.
Det samme gælder det
maksimale drejningsmoment, som er 240 Nm i den
lille, og leveres allerede ved 1600 omdr./min, mens
den stores’ 270 Nm først leveres ved 1800 omdr./min.
Man skal ganske enkelt højere op i omdrejninger for
at få leveret de flere kræfter, det larmer mere,
føles mere hysterisk, vil nogen måske mene. Men man
KAN, og det er måske dybest set den store forskel.
Benzinforbruget
Én ting til: jo hurtigere en
motor roterer, jo mere benzin bruger den, og så kan
det godt være, at WLTP tallene er ens for de to
”forskellige” motorer, men i praksis er det bestemt
ikke utænkeligt, at den kraftige af de to bruger
mere benzin. Det er også OK, men så skal man blot
vide det.
Og så er der endda en sidste
ting: Harmonien og køreglæden. Det er egenskaber,
der er svære at beskrive og som hænger meget sammen
med, hvad den enkelte fører selv oplever. Men
allerede i forbindelse med de første internationale
prøvekørsler af den helt nye Renault Captur tilbage
i november 2019 var der lejlighed til, at prøve
130-versionen, men kun med manuelt gear.
Mere harmonisk
Ikke desto mindre faldt det i
øjnene, at køreoplevelsen var meget, ja måske endda
mere harmonisk. En Captur er en højbenet bil med en
frihøjde på 17,4 cm og en total højde på 1m58 meter,
den er sporty, men ingen racerbil. Den er en
rummelig kompakt familiebil med gode pladsforhold
især i bagagerummet, bagsædet kan justeres frem og
tilbage og dermed er bilens indretning også
fleksibel. Der er ikke det store behov for konstant
fartoplevelse.
I Danmark var der mulighed
for, at prøve bilen også med automatgearet og den
oplevelse underbyggede erindringen fra den første
test. Oven i det kan man vælge mellem forskellige
køreindstillinger (se videoen her på siden), så er
man selv i sports-mode, har bilen en indstilling,
der passer.
Et spørgsmål om brug
Sidst men ikke mindst: Uanset
motoreffekt må Captur med den 4-cylindrede 1,3
liters motor (den, som Mercedes også har i deres
A-klasse, som dér kaldes for en 1,4 – men ellers er
de ens) trække en velvoksen anhænger på 1500 kg. Med
kabinen fyldt af mennesker og bagage og en 1,5 tons
campingvogn på krogen, kan det godt være, at man vil
have glæde af 155 hestekræfter og 270 Nm i stedet
for 130 hk og 240 Nm, men det har vi ikke prøvet…
Bagagerummet har en basis
kapacitet på 422 liter.
Når bagsæderne er lagt ned
disponerer man over 1275 liter bagageplads.
|