Da vi første gang for alvor gik under lakken på den
nye Citroën C3 Aircross var det i basisudgaven med
den kompakte 3-cylindrede 82 hestes benzinmotor uden
turbolader. Den er en ideel by-crossover, men med
flere hestekræfter (110 af slagsen), mere udstyr og
automatgear vokser den med opgaven,
anvendelsesmulighederne og køreoplevelsen gør det
samme.
Det sidste kan vi kun finde én forklaring på: Med de
flere muligheder, har bilen taget på i vægt. Og det
er ikke så lidt, det handler om: 115 kg, for at være
mere præcis, og det mærkes tydeligt på vejgreb og
kørekomfort. På mange måder bliver den nemlig en
helt anden bil.
Dynamisk og stabil
Med 115 kg ekstra kræves nemlig en strammere
affjedring. Uden den, vil fjedrene blive trykket for
meget sammen. Det underbygger også det større
fartpotentiale, som den kraftigere og yderst
fleksible og trækvillige 110 hestes
turbomotor medbringer. Kan man køre hurtigere, skal
bilens vejbeliggenhed forbedres, og det gør da
heller ikke så meget, for den tungere bil giver en
mere stabil kørsel.
I det hele taget er en strammere affjedring ingen
dum ting i C3 Aircross, i samme øjeblik man bevæger
sig væk fra de ujævne vejarbejds-prægede byveje, for
her er der brug for højere grad af køredynamik. Og
med i købet får man en forbedret sidevindsfølsomhed.
Frihøjden på 17,5 cm og de moderate lavprofildæk
giver gode køreegenskaber og stor fremkommelighed.
Med andre ord: De flere kræfter og den større vægt
resulterer i en bil, som er mere dynamisk, mere
stabil og mindre følsom overfor sidevind. Ingen dum
ting.
Automatgearet vægter med
Dertil kommer så EAT6 automatgearet, der selv har
lidt af ansvaret for den forøgede vægt. Det er
imidlertid en stor bekvemmelighed, bl.a. fordi det
fungerer så godt. Det forøger dog også
brændstofforbruget fra 20,4 km/l til 18,2 km/l,
hvilket givet vis også til dels kan tilskrives den
større vægt. Men spørgsmålet er, om ikke
automatikken, der hænger godt sammen med
motorstyringen, gør det så godt, at man i praksis
ikke vil mærke den helt store forskel. Det tror vi.
Man mærker eksempelvis en forbavsende
motorbremseeffekt, når gearkassen gearer ned. Det er
helt usædvanligt i en automatgearkasse og kendes
egentlig mest fra et dobbeltkoblingsgear, men en EAT
6 transmission er intet dobbeltkoblingsgear, hvilket
man især glæder sig over ved nedgearing, for det
sker ligeså hurtigt som når man skal op i gearene.
Masser af udstyr
Og så er der udstyret. I den forbindelse skal man
ikke hænge sig for meget i billederne her på siden.
Den prøvekørte bil var nemlig en såkaldt
pre-produktionsbil, hvor udstyret ikke er helt som
på de serieproducerede biler.
Som sådan er den en mellemting mellem Iconic
udstyret og Shine udstyrsniveauet, som på
listeprisen er adskilt af 20.000 kroner. I
fakta-boksen har vi angivet Shine udstyret, som oven
i Iconic bl.a. inkluderer 16” alufælge, navigation,
valgfri farvepakke (bilen kan fås tofarvet),
forskydeligt bagsæde, solskærme ved bagsæderne og
nedfældeligt ryglæn på passagerforsædet.
Forøget anvendelighed
Sidstnævnte er ret praktisk, fordi bilens
anvendelighed derved øges meget. Man kan medbringe
lange genstande, fx ski, og man har større frihed
til at tilpasse bagagerummet fra 410 til 520 liter – om end det sker på
bekostning af bagsædepladsen.
Foruden dette topudstyr følger basisudstyr fra de
lavere udstyrsniveauer, bl.a. 7” berøringsskærm, 12
V udtag både for og bag, automatisk klimaanlæg,
Arkamis lydanlæg, el-sideruder for og bag, de
spektakulære beskyttelsesskjolde under for- og
bagkofanger, automatisk nødbremse, automatisk
fjernlys, p-sensorer, fartpilot, sædevarme,
fjernbetjent centrallås og meget, meget mere.
Det ser smart ud med de farvede bageste sideruder,
men de tager en del af udsynet over skuldren.
Heldigvis har bilen p-sensorer...
|