Den billigste udgave af den nye og eminente Hyundai
i30 koster blot 200.000 kroner og for nylig stillede
vi skarpt på udgaven med 110-hestes dieselmotor, som
koster cirka halvanden gang så meget. Men mindre kan
gøre det, uden at man behøver gå på kompromis med
udstyret.
Hyundai i30 findes nemlig også i en version med den
kompakte 3-cylindrede 1-liters GDi turbo
benzinmotor, dvs. en motor der præsterer 120
hestekræfter – altså blot 20 heste mindre end den
topudgave på 1,4 liter og med 4 cylindre, vi prøvede
i forbindelse med de første internationale
testkørsler. Naturligvis var vi spændte på, om den
effekt var tilstrækkelig.
Oplevelsen er anderledes
Det hurtige svar er: Ja, hvis man ikke er ude efter
direkte sportslige køreoplevelser, målt på f.eks.
acceleration. Med 140 hestekræfter i maskinrummet
kan man nå de 100 km/t på 8,9 sekunder. Med 120
heste tager det lige 2,2 sekunder mere, men det
rækker vel, selvom oplevelsen er anderledes.
Til gengæld kører man længere på literen – 20 km/l i
stedet for 18,5, og det er kun, hvis man vælger den
her prøvekørte version med Premium udstyr til
270.000 kroner. Med samme motor og de to basale
udstyrsniveauer til hhv. 200.000 og 220.000 kroner
kører man hele 20,4 km/l, for på de niveauer får man
ikke 16” fælge, men må ”nøjes” med 15.
Så der er penge at spare på flere måder, og det er
næppe uvigtigt for mange danskere, uanset hvad
politikerne måtte komme frem til af afgiftsændringer
– det forhandles der kraftigt om i skrivende stund.
Forskellene er der
I30 med 140 hestekræfter er i sagens natur den mest
sportslige, fordi der er tale om den kraftigste
modelvariant. Der er også en forskel på lyden og
vibrationsniveauet, som begge dele taler til fordel
for 1,4 liters motoren. Men hvad køreegenskaberne
angår, er forskellen beskeden.
Der er godt nok en lille vægt forskel på modellen
med 140 og 120 hk – men den er beskedne 10 kg, og
det er ikke mærkbart. Da er det anderledes, hvis man
sammenligner med 110-hestes dieseludgaven, som har
samme fartpræstationer som 1-liters benzin
versionen, målt efter de traditionelle kriterier,
men lægger 70 kg mere på forakslen.
Det skyder tyngdepunktet fremover og ændrer bilens
balance. Derved påvirkes køreegenskaberne og især
kurveegenskaberne, så oplevelsen bliver en smule
mere kedelig – men indrømmet, det er marginalt.
Læs vores test af Hyundai i30 1,6 CRDi 110 Premium
hér >>>
Kombinationsmulighederne
Egentlig er prisforskellen på 140-hestes udgaven og
den med 120 hestekræfter også beskeden. Det drejer
sig om 20.000 kroner. Men vælger man lavere
udstyrsniveauer, er der en anden faktor, der måske
afgør valget: 140-hestes motoren kan kun fås til de
to højeste niveauer, Premium og Trend.
Når alt det så er summeret op, er det et meget
individuelt valg, man træffer, når man vælger. Og
temperamentet kan også tænkes, at blive afgørende.
Der er dog den praktiske forskel, at man med 120 hk
må affinde sig med en 200 kg lavere anhængervægt.
Har man en stor campingvogn, så tjek efter: 120 hk
lægger en begrænsning på 1200 kg.
Forbavsende god med lavprofil
Som det fremgår af videoen fra prøvekørslen, silede
regnen ned en stor del af tiden (heldigvis ikke, da
vi fotograferede bilen), og vi havde frygtet, at 205
mm brede 55 procent lavprofildæk på 16” fælge ville
have gjort vejgrebet mere usikkert. Men det føltes
ikke sådan.
Vi har godt nok ikke prøvet i30 med mindre fælge,
men der var ikke noget at anke over med 16”. Det er
nok så rart at vide, for alufælge pynter på en bil
og giver alt andet lige også en mere rolig kørsel;
de er mere runde og typisk også lettere end
stålfælge.
|