Det er svært, at finde et argument udover det
situations betingede rationelle for at vælge en
diesel udgave af Alfa Romeos stærkt roste Giulia.
Skal det være, handler det om at køre langt på
literen, udlede mindre CO2 og i tilgift opnå en
smule bedre kørselskomfort. Men det er vel ret beset
også fair nok, at det er sådan.
Vi har tidligere prøvekørt samme udstyrs variant som
her – Super – med 2-liters benzinmotor. Den kørte
16,7 km/l mod dieselvariantens 26,3. Det er
naturligvis en forskel, der er til at tage at føle
på, for derved tappes der markant mindre af verdens
energiressourcer. Tilsvarende udleder benzinmotoren
138 g CO2/km mod dieselmotorens blot 99. Men
benzinmotoren er en meget, meget fin maskine – det
er svært at hamle op med, og dens forbrugstal er som
benzinmotor betragtet rigtig gode.
Smidig og powerfuld
Retfærdigvis skal det siges, at diesel udgaven
bestemt ikke er dårlig. Motoren er smidig, støjsvag
og powerfuld og præsterer op til 180 hk og et
drejningsmoment på ikke mindre end 400 Nm. Derved
kan man nå de 100 km/t på blot 7 sekunder – men
benzin udgaven behøvede kun 6,6.
Topfarten er for de to er næsten den samme: 230
kontra 235 km/t. Og så har dieselen en uomtvistelig
fordel: den harmonerer ganske enkelt bedre med den
nye 8 trins automatgearkasse. Det er ikke at kimse
af, for det øger kørselskomforten.
Mindre fælge øger komforten
En anden fordel er mindre fælge. Dieselversionen har
16” fælge som standard. De var opgraderet til 17”
(225/50-17 dæk). I 200-hestes Giulia’en var 17”
fælgene opgraderet til 18” (225/45-18 dæk). Man
fornemmer ingen mærkbar ændring i styrepræcisionen
ved moderate hastigheder mellem de to, men
kørekomforten er en smule bedre med de mindre hjul.
Balancen i bilerne er i princippet ens, hvilket kan
tilskrives, at vægtforskellen blot er 16 kg. Hvad
resten angår, er bilerne ens.
I direkte sammenligning mellem den tidligere
prøvekørte 200-hestes Giulia og 180-hestes dieselen
vinder dieselbilen på kørekomfort. En god og regulær
langtursbil til de seje træk f.eks. ned ad de tyske
autobahns (har vi ikke prøvet). Men ved dansk
motorvejsfart er man også godt transporteret.
Argumenternes tale
Derfor: Langt henad vejen vil det være de rationelle
argumenter, der taler for at vælge diesel, men man
skal være meget skarp på valget. Også fordi diesel
udgaven er 30.000 kroner dyrere end udgaven med 200
benzin heste. Handler det om rå køreoplevelse, er
benzinbilen den klare vinder. Selvom den bruger mere
benzin.
Overvej i øvrigt, at investere i fuldt læder.
Merprisen er kun 18.000 kroner og det er meget
lækkert (se billederne her på siden). Til gengæld
koster metallakken godt 15.000 kroner…
|