- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 Korte nyheder


 Flere korte nyheder >>>

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kuriosum:

Nissan Leaf: 1 milliard elektriske kilometer

Nissan har offentliggjort, at ejerne af den elektriske bil, Nissan LEAF, der er registreret i service-systemet CarWings, på verdensplan tilsammen har tilbagelagt imponerende 1 milliard kilometer. Det svarer til, at der er sparet over 180 millioner kg CO2 emissioner i sammenligning med konventionelt drevne biler. Denne

bedrift er opnået næsten 4 år efter lanceringen af LEAF i 2010, hvor den var en af de første masseproducerede 100 procent eldrevne biler. LEAF er nu den mest solgte elbil i historien med til dato over 147.000 solgte eksemplarer. Heraf er 31.000 solgt i Europa. CarWings-servicesystem, som anvendes i LEAF, kan holde styr på, hvor mange kilometer, hver enkelt LEAF, som er registreret i CarWings, kører. Men fordi det kræver registrering, er tallet i praksis formentlig endnu større, fordi ikke alle LEAF er registreret i systemet. Men imponerende og tankevækkende er det endda.

Læs den seneste prøvekørsel af Nissan LEAF hér >>>


Sådan ser Opel Karl ud

Opel i Danmark har store forventninger til den helt nye mini-bil, Opel Karl. Derfor er netop Danmark et af de allerførste markeder, hvorpå den lille Karl får lov til at træde sine barne-hjul. Opel har nu offentliggjort de første fotos af den nye baby. Sådan ser den ud:

 

 

Nej - det er ikke Karls mor...


Opel Corsa til 1800 kroner om måneden og ADAM Rocks til 5000 kroner "på bordet"

I januar kommer den nye Opel Corsa til Danmark. Derfor skal Opel af med det lille lager af den hidtidige model. Det giver gode muligheder for at få bil til en meget attraktiv udgift: I samarbejde med Alm. Brand tilbyder Opel nemlig nu privatleasing af den nuværende Opel Corsa 1,2 Cool (listepris: 130.000 kroner) til en månedlige ydelse på 1795 kroner og en førstegangsydelse på blot 8500 kroner. Tilbuddet omfatter 15.000 kilometers kørsel om året over tre år. Standardudstyret inkluderer 5 døre, aircondition, splitbagsæde, varme i forsæderne, radio/CD, el-betjente sideruder foran, el-betjente sidespejle med varme og fjernbetjent centrallås. Foretrækker man en Opel ADAM Rocks, kan den nu privatleases til en førstegangsydelse på blot 4.995 kroner. Leasingperioden er tre år og den billigste månedlige ydelse er 1995 kroner. Med den nye 1-liters benzinmotor på 90 hk og GLAM-udstyr er månedsydelsen 2195 kroner. For yderligere 300 kroner oveni om måneden kan man få 115 hk og topudstyret SLAM.

 

Vores første internationale prøvekørsel af den hidtidige Opel Corsa >>>

 

Vores første internationale prøvekørsel af Opel ADAM Rocks >>>

Opel ADAM Rocks.


Michelin fremstiller dæk uden luft

Fremtid for personbiler, kunne man gætte på, er nutid for industrielle køretøjer: Et dæk, der aldrig bliver fladt. Det er den revolutionerende opfindelse bag Michelins Tweel-dæk, som snart vil trille ud af Michelins nye fabrik i South Carolina, USA. MICHELIN X TWEEL Airless Radial Tire er et dæk, der designmæssigt gør op med det klassiske dæks udformning. Der gøres op med den traditionelle adskillelse af dæk og fælg og i stedet sammensmeltes de to elementer i en, solid enhed. Tweel-dækket består af en fast ydre dækskal, der er fast forbundet til et center via fleksible og deformerbare polyuretan-eger. Tweel-dækket indeholder ikke luft og dermed løser dækket problemet med hyppige punkteringer for køretøjer inden for brancher som f.eks. byggeriet, anlægsvirksomhed og landbruget.


Toyota Mirai for fremtiden

Verdens største bilproducent, Toyota, har netop offentliggjort navnet på den første serieproducerede Toyota-brintbil. Bilen har fået det særlige navn Mirai, som er det japanske ord for "fremtid". Og fremtiden begynder i Danmark næste sommer, når Toyota introducerer Mirai her i landet som et af de første steder i verden. Afsløringen af navnet på Toyotas nye brintbil kom dagen før den officielle lancering af bilen på den internationale biludstilling i Los Angeles.

Vi fik det første glimt af den nye bil allerede på Paris Motor Show i oktober – læs mere hér >>>


Jaguar F-Type oppe i gear

Firehjulstræk og manuelt gear er nogle af højdepunkterne i den seneste opgradering af Jaguars ultimative sportsvogn, F-Type. Samtidig udvides antallet af modelvarianter fra 6 yil 14. Firehjulstrækket er af "Torque on demand" AWD-typen, dvs. kræfterne leveres på de hjul, hvor der er brug for dem. R-udgaven af F-Type med 550 hestes kompressor V8 vil kunne accelerere coupé udgaven til 100 km/t på 4 sekunder - og topfarten er elektronisk begrænset til 300 km/t. Den manuelle gearkasse har seks trin mod automatgearets otte. Forpustet allerede.... Forståeligt nok. Jaguar har også så meget fart på, at 2016 udgaven af F-Type med de nævnte "opgraderinger" vil kunne fås allerede i foråret 2015.

Læs Jaguars egen beskrivelse af nyhederne som pdf-dokument hér >>>

Læs vores prøvekørsel af Jaguar F-Type hér >>>

 

1. december 2014


WEC: Toyota verdensmester - sejr til Porsche

Forleden vandt Toyota-holdet Buemi/Davidson langdistance-VM for kørere og søndag aften satte Toyotas fabriksteam kronen på værket ved at sikre sig VM-titlen for konstruktører. Det skete, da samme kørerkonstellation strøg over målstregen som nr. 2 i VM-finaleløbet, som fandt sted i Sao Paulo i Brasilien. Først i mål kom årets debutanter fra Porsche, som dermed opnåede deres første sejr i Langdistance-VM for racersportsvogne (World Endurance Championship). Det var kørerne Lotterer/ Tréluyer/ Fässler, der kørte vinderbilen, alt imens den tidligere Formel 1 kører, Marc Webber oplevede en voldsom afkørsel i løbets sidste fase. De foreløbige meldinger om Webbers tilstand er positive, men han befinder sig fortsat på sygehuset. Løbet i Sao Paulo var også Tom Kristensens afskedsløb. Den 9-dobbelte Le Mans vinder sagde farvel med manér: Han, Di Grassi og Duval tog 3. pladsen som det bedste Audi hold og tog dermed afsked fra sin tid som professionel racerkører fra præmieskammelen - der hvor han har opholdt sig mest, når løbene, han deltog i, var forbi.

Toyota vandt begge årets VM-titler i World Endurance Championship.

 

Porsche tog sin første løbssejr efter taktisk klog kørsel i Sao Paulo.


WEC: Christoffer Nygaard vandt i Sao Paolo

Efter at dansker-duoen Kristian Poulsen/David Heinemeier Hansson havde vundet mesterskabet til venlig men endda stor ærgrelse for team-kammeraten og landsmanden Christoffer Nygaard, var der ikke andet at gøre for Nygaard end at vinde finaleløbet i GTE Am klassen ved årets ottende og sidste løb i Langdistance-VM. Som sagt så gjort: Nygaard vandt sammen med Pedro Lamy og Paul Della Lana i deres Aston Martin - foran Poulsen/Hansson og Nicki Thiim.

Nygaard, Lamy og Lana vandt GTE Am i Brasilien.


23. november 2014


Spillet om Kevin Magnussens Formel 1 fremtid

Vi skal undlade at gå dybt ind i den løbende gisning om Kevin Magnussens fremtid i Formel 1. Men efter en direkte udmelding fra McLaren teamets øverste chef, Ron Dennis, i et videointerview på www.dr.dk og med et rimeligt kendskab til og dybde gående samtaler med netop Ron Dennis i den periode, hvor undertegnede fulgte Formel 1 intenst, er budskabet ganske klart: Det handler ikke alene om Kevin Magnussens evner til at køre Formel 1, men også, at der mangler den nationale opbakning fra multinationale virksomheder, som er hele fundamentet for Formel 1. Ron Dennis udtrykker: "Kom ind i kampen, Danmark, hvis I vil være med, så har I chancen nu." Kevin Magnussen har bevist, at han kan køre Formel 1 racerbil, omend han fortsat mangler en del erfaring. Men han skal også have sit bagland i orden, og det er ingen nem opgave som dansker - det er han i praksis uden indflydelse på. Om en udeblivende dansk økonomisk opbakning til Kevin Magnussens plads i Formel 1 er en alt afgørende faktor i beslutningen om, hvorvidt han fortsætter hos McLaren eller ej, har jeg ikke aktuel og opdateret indsigt nok til at vurdere. Men vrages danskeren til fordel for Button eller de alternativer, McLaren ellers måtte have, kan netop en manglende finansiel dansk  opbakning meget let være udslagsgivende. Og den sandhed kommer vi næppe tættere på end i ordene fra Ron Dennis.

Søren Clauding

Kevin Magnussen.

 

Ron Dennis.


F1 i Abu Dhabi:

Hamilton verdensmester - Mag 11'er

For den tidligere verdensmester, englænderen Lewis Hamilton, sluttede 2014 verdensmesterskabet så godt som han kunne have håbet på. Han scorede VM-titlen med manér ved at vinde Grand Prix'et i Abu Dhabi og understregede dermed, at titlen tilfaldt den rette mand. Team-kammeraten i Mercedes teamet, tyskeren Nico Rosberg, kunne være blevet verdensmester, hvis tingene havde flasket sig for ham. Det gjorde de ikke, tværtimod. Tekniske problemer med Mercedes racerens hybridsystem satte ham tilbage på 14. pladsen i løbets sidste fase, hvilket i øvrigt betød at Kevin  Magnussen avancerede en enkelt placering. Hamilton vandt, blev verdensmester og Williams tog de to tiloversblevne podieplaceringer i VM-finalen med Massa og Bottas i nævnte rækkefølge. McLarens Jenson Button blev nr. 5 - og Magnussen sluttede som nr. 11 efter en fejlslagen dækstrategi og en kollision først i løbet.

Lewis Hamilton - Formel 1 verdensmester 2014.


19. november 2014


Tom Kristensen sætter punktum for karrieren

Tom Kristensen slutter sin karriere som aktiv racerkører i weekenden d. 30. november, i forbindelse med sæsonens sidste løb i World Endurance Championship, som finder sted i Brasilien. Det oplyste den 9-foldige vinder af 24-timers Le Mans i dag på et pressemøde i København. Tom Kristensen er uden sammenligning det største danske motorsportsnavn nogensinde og en levende legende både set med danske øjne og internationalt. Hans enestående rekord i det klassiske franske motorløb vil stå i mange år ud i fremtiden, men man må hér på falderebet heller ikke glemme de uendelig mange triumfer, Tom Kristensen har opnået i såvel andre sportsvognsløb som i standardvognsracing, og helle ikke den betydning, han har haft og fortsat har som rollemodel for ambitiøse danske motorsportsudøvere. På rigtig dansk manér er der kun én ting at sige, i taknemmelighed for det, du har givet os alle med motorsport i blodet:

Godt gået, Tom!


Flere korte nyheder >>>

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt