Med den nye og gennemreviderede Toyota Auris, der
lander på de danske landeveje først på efteråret,
strammer Toyota endnu engang op på
hybrid-strategien: Går det, som verdens største
bilfabrik forventer, vil andelen af hybrid biler med
Auris navnet på bagklappen blive endnu større. Og
for dem, der måtte ønske en Auris, men som ramler
ind i svaghederne ved hybridteknologien, har Toyota
også nyt: En helt ny 1,2 liters 116 hestes
benzinmotor.
De første internationale prøvekørsler af den nye
generation Auris fandt sted i Belgien, nær Toyotas
forsknings- og udviklingscenter lige syd for
Bruxelles. Og udviklingen blev sat yderligere i
relief i det historiske perspektiv: Waterloo lå
ganske tæt ved og ligesådan en for længst nedlagt
Formel 1 racerbane fra dengang, hvor motorsport ikke
indebar, at man skulle køre langt på literen.
Waterloo
Hvis man skulle få idéen, at Toyotas Auris som
Napoleon skulle møde sit Waterloo netop der, må man
lidt populært sagt antage, at nederlaget ville blive
stoppet længe forinden, så det kommer ikke til at
ske. Sikkerhedspakken ”Safety Sense” er nemlig en
del af tilbuddet til størstedelen af
modelvarianterne, det inkluderer automatisk
nødbremse i de mest almindelige hastigheds-områder
og for alle gælder det, at sikkerheden er blevet
væsentlig større alene i kraft af forbedrede
køreegenskaber, så en Auris – fortsat populært sagt
– lettere vil kunne manøvrere udenom en truende
katastrofe…
Toyota Safety Sense demonstreres på fabrikkens
forsknings- og udviklingscenter syd for Bruxelles.
Motorsportselementet sætter Auris udviklingen i et
andet lys. Nivelles racerbanen, som det handler om,
blev skabt i en epoke, hvor sikkerhed i motorsporten
gjaldt om, at der ikke var noget at støde ind i. Det
blev imidlertid for kedeligt for publikum (bilerne
var for langt væk) og der blev kun afviklet et par
Formel 1 Grand Prix’er. Siden gik banen konkurs og i
dag kan man kun finde rester af den på det område,
der i al væsentlighed er blevet indtaget af moderne
industrivirksomheder.
Hybridteknologien er verdensmester
I motorsport har sikkerhed siden fået helt andre
dimensioner og hybridteknologien har, takket være
Toyotas pionergang, vist sig bæredygtig. Den
japanske bilproducent er regerende verdensmester i
langdistance-racing og mangler egentlig kun den
eftertragtede Le Mans sejr for at få kronen sat på
værket. Men man må ikke glemme, at siden Toyota
anmeldte sin første hybridracerbil i 24-timers Le
Mans i 2012, har ingen af konkurrenterne set sig
selv for gode til ikke at gå i japanernes fodspor.
For selvom det var en Porsche, der vandt i år, og
Audi, der vandt i fjor, var begge vinderbiler, skabt
af de eksklusive premium-mærker, baseret på
hybridteknologi. Det havde de næppe været, uden at
Toyota havde vist vejen.
Sådan er det også i serieproduktionen af almindelige
biler. Hér er Toyota dog fortsat i en markant
førerposition, og det vil de formentlig være langt
ud i fremtiden, for hvor alle konkurrenter til
stadighed forsøger at markedsføre alternative måder
at spare brændstof og reducere forureningen på,
satser Toyota i endnu højere grad på
hybridteknologi. Alene på det danske marked
forventer fabrikken, at allerede i 2016 vil 60
procent af alle solgte Auris være hybridbiler.
Det er et vigtigt tal, for hvor eksempelvis
førnævnte motorsports-konkurrenter begge som nævnt
er premium-mærker med mere beskedne salgsvolumener,
er Auris en regulær ”Folkevogn”, med et langt
bredere sigte.
Hybrid-Auris til 260.000 kroner
En del af dette sigte underbygges af, at det
fremover vil være muligt, at købe en Toyota Auris
Hybrid med basisudstyr, H1, til blot 260.000 kroner.
Og der er vel at mærke tale om en bil, som i
bytrafik kan køre over 29 kilometer på en liter
benzin og er placeret i allerlaveste afgiftsklasse,
hvor der blot skal betales 620 kroner om året i
ejer-afgift. Det skal nok underbygge salget.
Hybridteknologien har mange fordele: Bilerne er
lydløse, komfortable, inkluderer automatgear og er i
enhver henseende billige i drift. Toyota har
etableret en 10-årig tryghedsordning på batteriet
for de, der måtte tvivle (og alle andre,
naturligvis) og som enhver anden Toyota er 3 års
fabriksgaranti standard. Dertil kommer, at Toyota
generelt er topscorer i enhver kunde undersøgelse,
og specifikt, at 9 ud af 10 nuværende ejere af
hybridbiler også vil vælge en hybridbil næste gang
der skal købes nyt køretøj. Især det sidste tal
siger rigtig meget.
Beskeden trækmulighed
På minussiden tæller stadig som det væsentligste, at
man ikke må køre med en anhænger på mere end 385 kg
(på en H/B - 345 kg på Touring Sports).
Det er der måske råd for, for først i det nye år
kommer Toyota med en hybridbil, der er skabt til
også at kunne trække en anhænger. Det er dog ikke en
Auris men derimod en RAV-4, en noget anden bil, så
det er en helt anden sag.
Til dem, som har behovet for at køre med anhænger
bag på en Auris og ønsker at køre med manuelt gear
(eller automatgear, hvor man også selv har
indflydelse på hvilket gear, man kører i) har Toyota
konstrueret en helt ny 1,2 liters turbobenzinmotor,
der også er økonomisk og måske mere egnet til
langture end hybridbilen, og desuden, viste de
første prøvekørsler, mere dynamisk end
hybrid-alternativet.
Ingen diesel – benzin er bedre
Toyota tilbyder desuden Auris med en ny dieselmotor,
men den markedsfører man ikke i Danmark, simpelthen
fordi erfaringen fra den hidtidige model og markedet
generelt viser, at efterspørgslen efter dieselbiler
er for lille. De senest reviderede afgiftsregler
vedr. dieselbiler underbygger jo heller ikke lige
præcis efterspørgslen efter den motorteknologi og da
benzin- og hybridalternativerne er så gode, har
Toyota såmænd nok truffet den rette beslutning.
Link til importøren
Bagagerummet i Touring Sports rummer 530 liter.
Bagsæderyglænene i Touring Sports kan lægges ned ved
hjælp af grebet bagest i bagagerummet lige over
bagagerumslyset. |