Overskriften er måske en smule poppet, men ikke
desto mindre er det præcis sådan det sker i
øjeblikket. Om KARL også kommer til at køre med
kunderne – ja, nu må vi se. Men grundlagt er der i
hvert fald for det. Opel har nemlig samlet det
bedste af det bedste i småbilsklassen og bygget en
lille superbil ud af det.
Det har man så også brug for, dernede i Rüsselsheim,
hvor Opel fabrikken hører til. Skruer vi tiden få år
tilbage, var Opel ved at gå konkurs. Men man fik en
solid mulighed for investering, den har man
systematisk og målrettet benyttet sig af på ægte
tysk manér, i dag er tingene vendt, og det er det
seneste lille skud på model-stammen et fremragende
udtryk for.
Kører bedst
Opel KARL ser ligeså godt ud som dens større
søskende og er formentlig den bedst kørende bil i
småbilsklassen. Det var i hvert fald det, de første
internationale prøvekørsler på vejene udenfor
Amsterdam i Holland gav indtryk af.
Det siger ikke så lidt, for konkurrencen i
småbilsklassen er hård. Alle vil have en bid af
kagen, mange har allerede fået det, nu skal Opel til
fadet, lidt sent måske, men man havde jo lige en
virksomhedsøkonomi, man skulle have ændret lidt på
først. Al ære og respekt for at man tog det i den
rette rækkefølge.
Helt igennem moden
Det har så haft den fordel, at alle de andre
udbydere havde sat dagsordenen for, hvad man kunne
vente sig af en lille bil. Opel skulle i
virkeligheden ”bare” se på de andre, sammenholde
indtrykkene og gøre det hele en lille smule bedre.
Det har man så gjort, og det kan alle de, der stadig
er liebhavere til en bil, hvor den billigste blot
koster 80.000 kroner, så glæde sig over.
Udfordringen er nemlig lidt den, at mange bilkøbere
er begyndt at se lidt opad i bilstørrelse. Ikke, at
det i sig selv er et problem for Opel, for dér råder
man over et af de bedste tilbud på markedet i form
af Opel Corsa. Omvendt er Opel KARL måske netop en
bil, som vil kunne fastholde bilkøberne i
småbilsklassen, simpelthen fordi den på alle punkter
er så moden.
Valgmulighederne
Tankevækkende i øvrigt, at det højeste, man kan
komme til at betale for en Opel KARL, er 120.000
kroner. Betaler man det, får man usædvanlig meget
for pengene. Det eneste, man savner, og det er den
diametrale modsætning til filosofien bag Opels anden
lille bil, Opel ADAM, er valgmulighederne. Én motor,
10 farver, tre udstyrsniveauer plus en smule
ekstraudstyr og det er så det. Men det er også godt
nok, hvis det er det, man efterspørger.
Og det kan man jo så filosofere videre over, hvad
Opel gjorde allerede inden man igangsatte den totale
fornyelsesproces. For hvad nytter det, at bygge
eminente biler, hvis kunderne bærer rundt på en
forestilling om, at Opel er noget, de var engang.
Det geniale udgangspunkt
Derfor var netop Opel ADAM den geniale start. Opel
var først i historien og i princippet også stadig
enerådende, når det handler om at tilbyde en bil,
som kan konfigureres i næsten en uendelighed, en
ægte livsstilsbil tilpasset den enkelte bilkøbers
ønske om en individuel udstråling. Derigennem
signalerede man nytænkning og nye tider – ikke
mindst, at man til perfektion kan håndtere den
teknologi, der ligger bag en sådan
produktionsproces. Det har man så siden fulgt op på.
Heldigvis har mange bilkøbere også forstået
budskabet og kan tillidsfuldt anskaffe en af de nye
modeller.
Link til importøren |