Den er rummelig som en Mercedes S-klasse, den kører
bedre end forgængeren og sikkerheden er i top.
Populært sagt kan man sige, at det spiller bare for
den nye Honda Jazz, hvor de første internationale
testkørsler for den nordeuropæiske regions
vedkommende var henlagt til København.
Bilen lanceres i Danmark i begyndelsen af oktober –
man skal ikke lade sig snyde af, at et par af de
modeller, der var til rådighed i København var dansk
indregistrerede. Men man vil kunne se dem i ny og
næ, hvis man har taget det skarpe øje med.
Opstrammet men genkendelig
Og det skal man, for den nye Jazz har medtaget mange
af forgængerens visuelle elementer. Kender man en
Honda Jazz, vil man fortsat kunne genkende den, til
trods for at den har undergået en lang række
fornyelser.
Visuelt er den gevaldigt strammet op. Den er også
blevet næsten 10 cm længere end forgængeren – og det
betyder meget, når den blot er 4 meter lang.
Silhuetten genkendes men Honda-ansigtet er frisket
op over de senere år, det gælder også Jazz, det er
blevet noget mere skarpt i sit udtryk. Men nogen
revolution er der ikke tale om.
Det sker under lakken
Går man under lakken på den nye bil, er tingene mere
markante. En helt ny undervogn, en ny
undervognsgeometri, platform og et nyt chassis
understøtter det nye karrosseri. Og prikken over
i’et er en ny Honda i-VTEC benzinmotor, der er en
helt igennem god oplevelse.
Dertil kommer muligheden for at tilkøbe et CVT-gear
med 7-trins simulering, så man kan skifte gear efter
eget for godt befindende. Det særlige ved den
mulighed er, at CVT-gearet arbejder så godt sammen
med motoren, at det officielle forbrugstal er 1,7
km/l bedre med automatgearet end med den 6-trins
manuelle gearkasse, som Honda Jazz har i sin
basisversion.
Magi-konceptet bevaret
Og så har Honda bevaret det geniale sædesystem, de
”magiske sæder”. Heldigvis er der ikke tale om magi,
men derimod et gennemtænkt koncept, som er så
gennemtænkt, at ingen andre kan kopiere det så længe
Honda har patent på, ikke sæderne, men derimod
benzintankens placering, som muliggør den enestående
løsning.
Ofte ligger benzintanken i en bil under bagsæderne
eller i hvert fald i den region. I Jazz’en og det
gælder bl.a. også Honda Civic, ligger benzintanken
under forsæderne. Derved opstår der et hulrum under
de bageste siddepladser. De hviler så fortil på en
bøjle, som bl.a. har den fordel, at man kan sætte
fødderne bagud, ind under siddepladsen, når man
sidder på bagsædet og derved kan man ændre
siddeposition i højere grad end på bagsædet i andre
biler (det er herligt på længere ture).
Teatersæder
Og så kan bøjlen bruges til at fastgøre sæderne, når
siddepladsen klappes op ligesom et teater eller
biografsæde. Når sæderne – de er naturligvis
asymmetrisk delelige – er klappet op, er begrebet
bagageplads pludselig defineret på en anderledes
måde, fordi man kan have høje ting stående på
højkant, et stort fladskærms-TV, maleri, potteplante
osv., hvilket behov, man nu måtte have.
Systemet har yderligere den fordel, at når
bagsæderyglænene foldes fremover, glider
siddepladserne ned i hulrummet og efterlader et helt
plant bagagerumsgulv. Det kan være praktisk, hvis
man skal transportere større genstande som f.eks. et
køleskab eller en vaskemaskine. Fantasien får dermed
nye muligheder.
Endnu mere kabineplads
Og man må ikke glemme, at det hele foregår indenfor
blot 4 meters længde. Det er det, der især synliggør
det geniale ved den kabineindretning. Og det er
bevaret i den nye Jazz – der er blot blevet endnu
mere plads i kabinen. Bagagekapaciteten er 354
liter, den øges til 897 liter, når bagsæderne foldes
ned – og benpladsen på bagsædet er helt i særklasse.
Ingen af konkurrenterne kommer blot i nærheden af
Jazzen.
Konkurrenterne??? Tja, biler kategoriseres normalt i
de såkaldte segmenter og umiddelbart i kraft af sin
længde hører Honda Jazz til i B-segmentet. Men den
er en bil, der er vanskelig at kategorisere, fordi
indretningen også har med kategoriseringen at gøre
og dér kan den nærmest sammenlignes med en C-segment
bil. Måske er den en slags B-MPV, eller: Måske er
den blot helt sin egen.
Prisfilosofien
Det er den også, hvad prissætningen angår. Hvor
mange konkurrenter sælger B-segment biler til priser
på 110-120.000 kroner, koster den nye Jazz mindst
150.000 kroner. Men den har da også to døre i hver
side, en kraftig motor på 102 hestekræfter, sin
unikke indretning og et omfattende basisudstyr. Det
skal nok gøre den til en salgssucces.
Link til importøren
|