Til september gør en ny spiller på crossover
markedet comeback. Det er Honda, der efter 10 år
uden en ”HR-V” på programmet, relancerer bilen, som
rammer lige ind i kernen på den biltype, som Honda i
sin tid selv måtte finde på et navn til.
Modelbetegnelsen “HR-V” står for Hybrid Recreation
Vehicle, hvor begrebet ”hybrid” intet har med
drivlinen at gøre, men derimod betegner en
bil-hybrid, hvor flere forskellige biltyper er
smeltet sammen – og så med stor vægt lagt på det
rekreative, som man vel i den moderne verden kan
ramme ind i begrebet ”aktiv livsstil”.
Det er vigtigt at forstå, hvad meningen er med den
nye HR-V. Ikke bare fordi navnet uden forklaring er
fuldstændig intetsigende, men også fordi bilen byder
på så mange elementer, at det kan være noget af en
udfordring at overskue det hele i forbindelse med et
bilkøb. Det kan vi heller ikke her, men de første
internationale prøvekørsler, som fandt sted i
Portugal på både snoede bjergveje og hurtige
motorveje omkring Lissabon, gav en god indsigt i de
vigtigste faktorer.
To motorer – tre udstyrsvarianter
Overordnet set er det egentlig ret let: Der kan
vælges mellem en benzinmotor på 130 hestekræfter og
en diesel på 120 hk. Der er tre udstyrsniveauer og
der kan for 25.000 kroner tilkøbes automatgear af
CVT typen, men kun til benzinvarianten. Lidt af
merudgiften tjener man siden ind igen, fordi Honda
HR-V med CVT gear er 6-7 procent mere
benzinøkonomisk end med 6-trins manuelt gear.
Hvilket bl.a. hænger sammen med, at den computer,
der styrer CVT-gearkassen, og i princippet af hensyn
til europæiske bilkøbere skifter i 7 trin (selvom
CVT gearet er trinløst), er så dygtig, at den
optimerer tidspunktet for hvert gearskift, så det
bliver optimalt med henblik på benzinøkonomien.
Den nye 1,5 liters benzinmotor producerer sine
kræfter uden brug af turbolader, hvilket gør det
lettere i praksis at opnå forbrugstallet på 17,9
km/l (19,2 km/l med CVT-gear) – et pænt tal for en
bil, der er lidt højere og mere højbenet end
almindelige flade personbiler.
Smidige motorer
Benzinmotoren opleves som forbavsende smidig,
rimelig støj- og vibrationssvag og rigtig godt
tilpasset HR-V’ens kørefærdigheder. Det samme kan i
øvrigt siges om dieselmotoren (som også findes i
Civic og CR-V), så hvad det angår, er man stort set
ens stillet, uanset hvilken motor, man forelsker sig
i.
Hvis økonomien skal afgøre motorvalget, skal man dog
være opmærksom på, at dieselmodellen koster 25.000
kroner mere end benzinvarianten og siden er
ejerafgiften også højere. Det ligger derfor ikke
lige for, at vælge diesel frem for benzin og hos
Honda i Danmark forventer man da også, at det er
benzinbilen, der vil blive solgt flest af.
Kører godt
Køreegenskaberne er kendetegnet ved en god
affjedringskomfort, forbavsende lidt krængning og
stor stabilitet ved motorvejsfart. HR-V støjer ikke
meget, men udgaverne med 16” alufælge er at
fortrække fremfor 17” fælgene, der følger med i
topudstyrsudgaven, Executive, hvis man gerne vil
have de små ujævnheder i asfalten bedre absorberet.
Styrepræcisionen er glimrende, stabiliteten god,
hvorimod sidevindsfølsomheden ikke kunne opleves,
simpelthen fordi det helt usædvanligt ikke blæste i
området under prøvekørslerne. Honda inkluderer det,
man kalder AHA manøvreringsassistent, som andre
kalder torque vectoring. Hér bremses det forhjul med
mindst vejgreb – typisk det indvendige i en kurve –
ned og flere kræfter overføres til hjulet med mest
vejgreb.
Både benzin- og dieselmotoren giver gode
fartpræstationer – 0-100 km/t på 10,2 sekunder på
benzin og 10 sekunder rent på diesel. Med CVT gearet
(og benzinmotoren) klares opgaven på 10,8 sekunder,
og den manuelle udgave køre da også lidt hurtigere
på toppen (195 km/t) end CVT-versionen.
Rummelig trods coupé form
Honda HR-V måler 4,30 meter. Indenfor de rammer har
man opnået et bagagerum på ikke mindre end 470
liter, stort og regulært med en imponerende åbning
på 90 cm i højden og 118 cm i bredden. Når man
folder det asymmetrisk delelige bagsæderyglæn ned,
opnår man en længde på 1,85 meter, oven i købet et
helt plant bagagerumsgulv og da har man godt
halvanden kubikmeter til sin rådighed.
Sidstnævnte tal kunne endda være endnu større, men
er ikke blevet det på grund af ønsket om at give HR-V en vis coupéagtig
form. Taglinjen er ganske enkelt ført nedad ude
bagtil. Det har ikke kun en visuel effekt, men
påvirker også aerodynamikken. Men så har man
fleksibiliteten i kraft af de magiske sæder, der kan
slås op som teatersæder. Folder man ryglænet ned på
forreste passagersæde kan man have genstande på op
til 2,445 meter i kabinen.
Coupé i kabinen
Coupé-tankegangen går igen flere steder, bl.a. i
centerkonsollen, som er placeret højt. Det har givet
mulighed for også at montere en kort, rørformet
gearstang, nærmest som i en sportsvogn eller
rallybil. Da gearskiftet er meget præcist, øger det
følelsen af at have tjek på tingene.
Cockpittet er på mange måder traditionelt, men på
mange måder også anderledes. Designet er rustikt med
et kraftigt SUV-snit og elegante løsninger som
speedometer med tal, linjer og viser i tre niveauer,
som giver en fin 3D virkning (og står i kontrast til
de løsninger, hvor mekaniske viserinstrumenter er
erstattet med skærmbilleder af viserinstrumenter).
Instrument-ringene medvirke til at indikere,
hvorvidt der køres økonomisk eller ej – ved at
skifte farve. Materialeoplevelsen er god og
overskueligheden glimrende.
Udstyret
Udstyret er en stor del af en Honda HR-V. I
basisversionen ”Comfort” har man en 5” skærm i
midterkonsollen, i de højere udstyrsvarianter
”Elegance” og ”Executive” er 5” skærmen erstattet af
en let læselig på 7”. Alle HR-V, altså også
basisudgaven, har alufælge som standard. 16” som
basis og 17” på topmodellen med Executive udstyr. De
17” kræver imidlertid dæk med mindre affjedring i
dæksiderne og derved mærkes små ujævnheder mere
direkte gennem hjulophængene.
Merprisen for topudstyret i forhold til
basisudstyret er 90.000 kroner og for de penge får
man foruden sikkerhedspakken bl.a. ”Keyless go”
(dvs. indstigning og start blot man har nøglen på
sig), panoramasoltag (som kan åbnes), Xenon
forlygter og læderindtræk. De penge er rigtig godt
givet ud.
Sikkerhedsudstyr
Med den nye HR-V følger også en række af Hondas nye
sikkerhedssystemer, herunder City Brake Active
(automatisk nedbremsning, hvis en kollision truer,
fra hastigheder op til 32 km/t). I alle varianter
højere end Comfort er sikkerhedspakken ”ADAS”
standard. Den omfatter frontalkollisionsadvarsel,
vognbaneassistent, automatisk fjernlyssystem og ikke
mindst skiltegenkendelse, der samarbejder med
fartpiloten og –begrænseren.
Sidstnævnte betyder i praksis, at fartbegrænseren
holder hastigheden under tallet på det sidst aflæste
fartbegrænsningsskilt. Det fungerer glimrende og vil
utvivlsomt hjælpe til at undgå fartbøder. På de
portugisiske veje led systemet dog under, at man
ofte i Portugal opsætter et skilt, som indikerer
fartbegrænsning, og siden glemmer et
ophævningsskilt. Så skal man manuelt via knapper på
rattet deaktivere systemet.
I øvrigt er 8 airbags standard og Honda forventer da
også 5 stjerner i EuroNCAP.
|