Læs også: BMW-power i Toyota Verso >>>
Når den nye Toyota Verso 1,6 D-4D kommer ud til de
danske forhandlere engang i marts måned er det en
helt igennem bedre bil, der er tale om, sammenlignet
med de øvrige dieseltilbud i Verso-programmet. Den
er oven i købet 8000 kroner billigere end den hidtil
billigste diesel. Den er imidlertid også langsommere
og ikke væsentlig mere økonomisk. At den alligevel
er en bedre oplevelse, beror på en helhedsvurdering.
Toyota Verso er skabt som en rummelig og forholdsvis
kompakt familiebil. Med hhv. fem eller syv sæder
matcher den prismæssigt konkurrenterne, uanset de
byder på 5 eller syv siddepladser. Fordi den er en
bil, der måske også ind imellem dagligdagens
transportopgaver skal fragte familien på ferietur,
måske netop til området omkring Nice, hvor de første
internationale prøvekørsler af bilen med den nye
motor fandt sted, skal den også være bekvem og
komfortabel.
Mere stilfærdig, mere komfortabel
Vi har tidligere fastslået at undervogne er blødere
end det, mange af konkurrenterne har valgt – uden at
det i øvrigt har påvirket sporsikkerhed og
stabilitet. Men vælger man en af de hidtil kendte
dieselvarianter er komfortoplevelsen ringere. Det
har med vibrationer og støj at gøre. Den nye 1,6
liters diesel er ganske enkelt mere stilfærdig, den
vibrerer mindre og har ikke den typiske
dieselmotorlyd, som tidligere kendetegnede
dieselmotorer generelt, og som Toyota ikke er kommet
til livs med de større maskiner.
Dertil kommer, at motorens omdrejningsforløb, og det
er direkte tilpasset Toyota Verso, er blevet mere
regelret og retlinet. Man har fået rettet
momentkurven ud, den topper med 270 Nm i
omdrejningsområdet fra 1750 til 2250 omdr./min. men
hvad der er nok så vigtigt: Den er ret flad både
inden og efter maksimumområdet.
Bredt kraft-spektrum
I praksis indebærer det, at der er temmelig god
trækkraft overalt i omdrejningsforløbet og dermed er
motoren meget smidig og letkørt. Arbejdet med at
finde den rette udveksling i alle gear indebærer, at
man kan accelerere fra 30 km/t i 3. gear og dynamisk
kørsel indenfor de danske og franske
hastighedsgrænser foregår netop i 3. og 4. gear.
På de sydfranske bjergveje skal der arbejdes lidt på
gearene, hvis man vil køre friskt. Omvendt gav bilen
ikke op selv ved meget kraftige stigninger – det
svarer lidt til at køre med stort læs.
Den lille diesel er 20 kg lettere end 2-liters
storebroren. Det er så lidt at det i praksis ikke er
mærkbart på bilens køreegenskaber. At man skal bruge
1,4 sekund længere tid på at nå de 100 km/t oplever
man først, når man er over de 80. Den officielle
tophastighed er angivet til 185 km/t – men hér kunne
vi måske godt have vores betænkeligheder. Det tager
måske sin tid at nå toppen – gætter vi på, vi har
selvsagt ikke prøvet det på det franske vejnet.
Toyota Touch 2
Samtidig med lanceringen af den nye 1,6 liters 112
hestes diesel præsenterede Toyota også 2. generation
af kommunikationssystemet, Toyota Touch. Første
umiddelbare fordel er en bedre skærm, der nu ikke i
samme grad generes af reflekser som forgængeren.
Men der er mange finurligheder indbygget i Toyota
Touch 2, især hvis man tilkøber ”Go” eller ”Go
Plus”. Der er tale om en berøringsskærm, som foruden
at fungere som skærm i forbindelse med bakkamera
også giver talrige kørselsinformationer på snart
sagt ethvert niveau, naturligvis inklusive
navigation.
Spejl din telefon
Er man i besiddelse af en af de nyeste Nokia eller
Samsung smartphones vil man desuden kunne ”spejle”
telefonens skærmbillede op på bilens skærm – på 6,1”
– og derfra betjene telefonen. Henad vejen forventes
det, at alle større mobiltelefonproducenter følger
op med systemet, som hedder MirrorLink og tilbydes
af flere bilfabrikker.
Anlægget inkluderer apps, som informerer om ledige
parkeringspladser i nærheden (forudsat de
registreres), vejrudsigten osv. desuden tilbyder man
Google Streetview og Panoramio – systemer der styres
via GPS’en og derfor ikke koster datatransmission på
G4 eller G3 mobilnetværk – noget der let ville kunne
blive kostbart i udlandet. Blandt andre faciliteter
er stemmegenkendelse på 15 sprog (bruges ved
navigation, musiksøgning, musikafspilning og
telefon), e-mail med oplæsning af tekst samt
kalender. |