Læs også:
Hyundai i20 - Smart og velkørende >
Andre Hyundai prøvekørsler – find dem hér >
Hyundai har fået godt greb om både det danske og det
europæiske peronbilmarked. Den koreanske
bilproducent er blandt de få, der har fremgang i
Europa og med den nye Hyundai i20 sigter koreanerne
målrettet på, også at appellere til de yngre
kundegrupper. De ser det som vejen til yderligere
ekspansion.
Det er næsten ikke til at tro det, men det er kun 12
år siden den første kompakte Hyundai i det såkaldte
B-segment blev lanceret i Europa. Det var Hyundai
Getz, en bil som ikke lige præcis var på forkant af
udviklingen. Siden kom så Hyundai i20 i 2008 og det
var det, der skulle til for at skabe succesen.
Finanskrisen
At lancere en ny bil midt i finanskrisen er ikke den
enkleste sag i verden. Men satsning på ”meget bil
for pengene” og ”tryghedsgaranti” i form af en af de
mest attraktive garantiordninger på markedet (5 års
ubegrænset garanti) var kimen til succes. Stille og
roligt er salget steget fra 60.000 i20’ere i 2009
til 81.000 i 2013. På grund af det faldende
totalsalg er markedsandelen blevet fordoblet i
perioden. Hyundai sidder nu på 2,9 procent af
markedet for de ”ikke allermindste biler”.
Det tal er måske beskedent i størrelse, men
konkurrencen er også hård i den bilkategori. Ikke
desto mindre forventer Hyundai, at forøge salget og
markedsandelen i de kommende år. Det lyder som en
lukrativ filosofi, for det forventes også, at
B-segmentet stiger i perioden. Allerede i det
kommende år regner man med at sælge 100.000 i20’ere.
Mulighederne skulle bestemt være der, også fordi, at
i sammenligning med markedet som helhed, udgør
B-segmentet 22 procent af det samlede salg af
personbiler i Europa. I Hyundais portefølje udgør
i20 kun 19 procent. Basis for at rykke på den
balance er derfor statistisk til stede.
Stærkt forbedret
Og det skal såmænd nok lykkes, for den nye Hyundai
i20 er i forhold til forgængeren stærkt forbedret.
Dermed er grundlaget der at fastholde de
eksisterende kunder rigtig godt. Og nye skal nok
komme til. Ikke mindst fordi Hyundai har truffet
nogle radikale valg i designet af den nye bil.
Eksempelvis har man som udgangspunkt fravalgt, at
installere en af de meget populære betjeningsskærme
i midterkonsollen. Den kan tilkøbe i forbindelse med
navigation, men er der ellers ikke.
Det skyldes, oplyste Hyundais produktfolk i
forbindelse med de første internationale testkørsler
på vejene i og omkring Malaga i Spanien, at
undersøgelser blandt de yngre kundegrupper har vist,
at de ikke efterspørger sådanne løsninger. Yngre
mennesker anvender deres velkendte smart-telefoner
og ønsker også at bruge den ubesværet i bilen.
Smartphones er løsningen
Derfor leveres Hyundai i20 med mulighed for
fastmontering af diverse smarttelefoner over
instrumentpanelet. Godt nok en smule udenfor fysisk
rækkevidde, men så har man i hvert fald et univers,
man kender, og prisen for navigation er formentlig
langt billigere end hvad der tilbydes af
fastmonterede løsninger.
Den nye Hyundai introduceres rundt om i Europa i
løbet af de kommende måneder og i marts 2015 kommer
turen så til Danmark.
Link til importøren |