Citroën C4 Cactus i Motorradioen Del 1
Citroën C4 Cactus i Motorradioen Del 2
Den nye Citroën C4 Cactus udmærker sig ved sit
gennemtænkte udseende. Men også usædvanlig fine
køreegenskaber får man med i pakken. Fordi bilens
konstruktion ikke har nødvendiggjort en stram
undervogn for at opnå stabil kørsel.
De første internationale prøvekørsler af C4 Cactus
fandt sted på hollandske veje i og omkring
Amsterdam. Der stod en massiv vind henover
landskabet, som så ofte på de kanter, og det rørte
ikke C4’eren. En af svaghederne ved tidligere tiders
rummelige Citroën’er var netop sidevindsfølsomheden.
Den er der ganske enkelt intet af i C4 Cactus.
3-cylindret supermotor
C4 Cactus leveres som udgangspunkt med den nye
82-hestes 3-cylindrede PSA-benzinmotor samt to
dieselmotorer på hhv. 92 og 100 hk. I Amsterdam var
er imidlertid mulighed for at prøvekøre Cactus med
en ny turbo-variant af selvsamme motor, som kommer
ind i motorprogrammet lidt senere. Den er ganske
enkelt eminent til Cactus, fordi den er helt i
overensstemmelse med bilens køreegenskaber, den
vibrerer overraskende lidt, støjniveauet er lavt og
benzinforbruget.
Den gør det muligt at køre fra 0-100 km/t på blot
9,3 sekunder og den kører 21,3 km/l – det er ret
godt for en bil i den størrelse og næsten det samme
som udgaven uden turbolader. Styringen er i sig selv
helt præcis, men den elektriske servostyring var på
testbilen konfigureret, så man ligesom skulle over
et punkt, når man drejede på rattet, før bilen
begyndte at svinge. Styringen er dog ikke endeligt
defineret endnu men man tilstræber at den styrer på
samme måde som C4 Picasso.
Automatik, diesel og sofasæde
Foruden benzin-versionen kunne man også prøve C4
Cactus med automatgear, dieselmotor og det ofte
omtalte sofa-forsæde. Motoren var 92-hestes dieselen
og den harmonerede såmænd udmærket med det en smule
sendrægtige automatisk skiftende manuelle ETG6 gear.
Smart er det, at i stedet for en traditionel
gearvælger, skifter man gearindstilling ved at
trykke på en såkaldt Easy Push kontakt under
instrumentbordet. Der kan dog også skiftes manuelt
vha. trykknapper bsg på rattet.
Idéen med sofasædet er for så vidt tiltalende nok,
men da forsæderne alligevel er individuelle og det
blot er en stofbetrukket indsats, man kan klappe ned
mellem siddepladserne vil det næppe have den store
praktiske funktion.
Slankekur
En afgørende faktor bag udviklingen af C4 Cactus er
vægtreduktion. 200 kg i forhold til de gængse biler
i samme størrelse er meget, men man har skåret hårdt
ind til benet. Måske nogle steder for hårdt.
Rattet kan justeres i højden, men ikke i længden.
Siddestillingen kan omvendt justeres rimelig meget,
så de fleste vil kunne finde en passende
kørestilling uanset højde og drøjde. Men det er
vigtigt at afprøve, så man ikke bliver skuffet efter
et køb, hvor justeringen af rattet måske ikke var
det, der stod øverst på opmærksomhedslisten.
Helt bagsæderyglæn
Det samme gælder det nedfældelige bagsæderyglæn. Det
er nemlig ikke et såkaldt splitbagsæde, hvor
eksempelvis ryglænene ville kunne foldes ned hver
for sig. Citroën har konstateret via en
forbrugeranalyse, at kun 15 procent af køberne i den
klasse i praksis bruger muligheden for kun at lægge
det ene ryglæn ned. Og indrømmet: Hvis man kan køre
længere på literen af den grund, er den tabte
mulighed måske givet godt ud.
Om det så også gælder bageste siderude. Hmm… den kan
ikke rulles ned, alene vippes ud som på en bil, der
ikke har en bagdør (eller som man finder det i
f.eks. Citroën C1). På den anden side: ruller man
bagruden ned i en bil, er der stor mulighed for at
skabe resonans på grund af lufttrykket i kabinen.
Det skal man så regulere vha. forreste sideruders
åbning, og som regel får man ikke den rette effekt
ud af det. Med andre ord: Det er nok ikke så dårlig
en idé med vipperuderne, som det umiddelbart kunne
synes. |