Hyundai i10 i Motorradioen Del 1
Hyundai i10 i Motorradioen Del 1
Med introduktionen af den nye Hyundai i10, som vi
ser på de danske landeveje i begyndelsen af 2014,
sætter Hyundai en fed streg under den
europæiseringsproces, der skal bringe den koreanske
bilgigant i top-3 på listen over verdens største
bilfabrikker.
Selvom Europa ikke kvantitetsmæssigt er på niveau
med det konstant stigende kinesiske bilmarked,
spiller Europa – eller måske snarere vi europæere –
en afgørende rolle i dette forløb. Europa er nemlig
retningsgivende for udviklingen af moderne
personbiler, fastslår man hos Hyundai. De europæiske
bilkøbere sætter derned dagsordenen for, hvordan
biler skal være og ”vi” er som sådan på det nærmeste
et sofistikeret forbillede ikke mindst for de
kinesiske bilkøbere.
Det er store tal, der er tale om. I Kina blev der i
2012 solgte små 20 millioner personbiler. Tyskland,
som er det største europæiske billand, ligger på den
globale verdensrangliste for bilsalg på 6. pladsen
med et ”beskedent” antal på bare 3,4 millioner
biler. Alligevel er netop det anerkendte billand,
det største europæiske bilmarked, stedet, hvor
Hyundai udvikler de kommende nye biler.
Tocifret milliardinvestering
Med et helt nyt og moderne hovedkvarter i Frankfurt,
blot et par stenkast fra det messecenter, der hvert
andet år huser IAA, der da er den vigtigste europæiske
biludstilling, med produktionsfaciliteter på seks
europæiske destinationer, et nyt udviklingscenter på
verdens mest krævende racerbane, den legendariske Nürburgring i Eiffelbjergene tæt ved et andet af
fabrikkens udviklingscentre i Rüsselsheim (ja, det
er dér, hvor også General Motors’ Opel hovedkvarter
er beliggende) har man skabt basis for den
europæiske indsats.
I alt har Hyundai investeret næsten 23 milliarder
kroner i europæiske faciliteter, hvoraf alene næsten
4 milliarder er investeret i 2013.
Denne indsats skal på kort sigt øge den europæiske
markedsandel, der lige nu er på 3,5 procent, til i
2016 at nå 5 procent. Netop dette forløb er
introduktionen af Hyundai i10 udtryk for og
etableringen af denne basis, samtidig med
introduktionen af 15 bilmodeller i de sidste fem år,
er også grunden til, at det har trukket lidt i
langdrag med lanceringen af den nye lille Hyundai
mini. Ting tager tid, selv for store bilproducenter.
Med rettidig omhu
Til gengæld er Hyundai i10 så et skoleeksempel på
langsigtet timing. Den hidtidige i10 har længe
trængt til udskiftning. Selvom den blev lanceret i
2008 og som sådan ikke har så mange år på bagen, er
den for længst blevet overhalet indenom, især af de
populære mini’er fra VW-gruppen, VW up!, Skoda
Citigo og SEAT Mii, men også af biler som f.eks.
Chevrolet Spark og trillingerne i PSA/Toyota
samarbejdet, Toyota Aygo, Peugeot 107 og Citroën C1.
Også Hyundai-koncernens egen storspiller, KIA, har
med Picanto et stærkt kort i mini-klassen. Når
Hyundai først nu er klar med en ny i10 er det med
velbegrundet hu, eller som hæderkronede A.P. Møller
ville have udtrykt det: Et resultat af rettidig
omhu.
Ikke bare er strategien nu klar,
produktionsfaciliteterne er også parat til at kunne
løfte opgaven og alt imens konkurrenterne (og
naturligvis også Hyundais hidtidige i10) har modnet
markedet for småbiler, har Hyundai forberedt
lanceringen af det vel nok bedste kort i kampen om
”A-segment” kunderne.
Det bedste af det bedste
Man har nemlig lært af de andres erfaringer, snuppet
det bedste fra søstermodellen KIA Picanto, pakket
det sammen i den nye i10 og krydret den lille bil
med en af markedets bedste garantiordninger (for
mange bilkøbere måske dén allermest
attraktive ordning) og er dermed parat til at tage
sin velfortjente andel af salget til de i alt 1,4
millioner europæere, der i 2016 forventet vil købe
en A-segment bil. Det hele med den lumske bagtanke,
at bjergtage det kolossale kinesiske marked ud fra
devisen: Se, hvad vi kan i Europa – den bil må også
være noget for jer, kære kinesere.
Og det kan vi europæere jo egentlig bare glæde os
over… |