Toyota er på vej med en ny generation af C-segment
bilen Auris. I sig selv ingen sensation, for den
hidtidige, dvs. den første ”Corolla med Auris-navnet”,
så dagens lys i 2007, siden fik den et om end
kraftigt facelift i 2010, men så var det vel ved at
være tid for en noget mere gennemgribende fornyelse.
Og en lille revolution – en kompakt revolution,
skulle man måske kalde det i respekt for
bilsegmentet – er der tale om. For nu er Auris som
bil helt på niveau med alle de fortræffeligheder,
som har gjort Toyota til det mest sælgende bilmærke
på verdensplan. Det manglede ved de sidste 10-12 års
Auris/Corolla modeller.
I Auris perioden har det hidtil handlet om de tre
grundlæggende Toyota værdinormer: Kvalitet,
holdbarhed og pålidelighed. Det er vigtige salgs- og
købsparametre og de er fortsat i fokus. Men nu er
også design og funktion blevet en del af pakken.
Hvor den hidtidige Auris var OK og så OK ud, men
måske mest blev købt på grund af de nævnte tre
årsager, vil den nye bil givet vis også blive købt,
fordi den ser godt ud og ikke mindst fordi den kører
godt.
Ser bedre ud i ”det virkelige liv”
Visuelt har Auris nemlig fået en gevaldig
opstrammer. Det så man allerede ved den første
præsentation på Paris Motorshow. Hvor en bils
virkelige udseende på et motorshow imidlertid ofte
er vanskelig at vurdere pga. diverse
præsentationsteknikker, belysning etc. var det en
mere end opmuntrende erfaring at se den i det
virkelige liv, på portugisiske veje nær Lissabon i
forbindelse med de første globale prøvekørsler: Den
nye Auris ser ganske enkelt ret godt ud – og bedre
end man oplevede det på Toyota standen i Paris...
Det gælder såvel det potente og elegante frontparti
som det frække bagparti med stjerneformede
baglygter. Toyota har givetvis ladet sig inspirere
af konkurrenterne i den kompakte mellemklasse, biler
som Honda Civic og Ford Focus. Men det er ingen skam
at lære af hinanden. Tværtimod er det en moden og
fornuftig reaktion, at skæve lidt til de andre og så
forsøge at gøre det endnu bedre.
Om det sidste er lykkedes, skal vi ikke gøre os til
dommere over. Se på billederne og døm selv. Men det
er et faktum, at de 4,28 meter, som den nye Auris
måler i længden, ikke bare ser godt ud, men også er
ganske brugbare.
Først med tre drivliner
Toyota har valgt, som den første bilproducent
nogensinde, at markedsføre ikke færre end tre
drivliner lige fra begyndelsen. Når Auris rammer de
danske landeveje i januar måned, kan kunderne vælge
mellem at købe den med benzinmotor, dieselmotor
eller hybridmotor. Vil man have den som stationcar,
må man til gengæld vente til næste sommer.
Og så er der de for mange bilkøbere afgørende
køreegenskaber. Hvis man forventer en sportsvogn,
går man hus forbi. Men forventer man en komfortabel,
velkørende, stabil og letkørt familiebil, sidder
Auris lige i øjet. Den kører ganske enkelt suverænt
godt – forudsat det ikke har højeste prioritet, at
kommer hurtigere omkring hjørnerne end nogen anden.
Toyota traditionen
Toyota Auris bygger på en tradition, som Toyota
påbegyndte tilbage i 1966 med Toyota Corolla.
Den model, som i 2007 skiftede navn til Auris, er på
verdensplan solgt i over 39 millioner eksemplarer.
Alene i Danmark er tallet 200.000. Det er mere end
nogen anden bilmodel i historien og det vidner om en
produktfilosofi, som rammer plet.
Med den ny Auris er der al mulig grund til at
forvente, at den endnu engang rammer rigtigt og
kompenserer for det, den seneste generation måske
havde lidt svært ved. Som sagt: Nu ser bilen også
godt ud og kører rigtig godt.
|