- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

First World Testdrive: Honda CR-V

Køreoplevelsen - fast og præcis


Af Søren Clauding – 13. september 2012

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De første kilometer i den nye Honda CR-V blev kørt på sydtyske landeveje i området omkring München. De understregede det forbedrede lydbillede, men viste også, at Honda har fravalgt den typiske asiatiske lidt bløde tilgang til køreoplevelse.

 

Bilen er bl.a. udviklet på Hondas testanlæg på Hokaido-øen i Japan, hvor man har genskabt dele af den berømte tyske racerbane, Nürburgring – Nordsløjfen, vel at mærke. Det mærkes i form af en fast affjedring, rigtig gode kurveegenskaber og en præcis og unik styring. Elektrisk hastighedsafhængig servostyring er nyt i Honda CR-V og det fungerer udmærket.

 

Det er imidlertid overraskende, så ”stram i betrækket” den nye CR-V er – ikke mindst fordi konkurrenterne typisk har valgt blødere affjedring. Det skyldes angiveligt, at Honda har villet optimere affjedringen til landevejskørsel i erkendelse af, at det er dér, en CR-V oftest vil befinde sig.

 

Benzinbilen er mest komfortabel

I praksis kunne fornemmes en lille forskel på affjedringen i dieselmodellen og benzinbilen. Det kan formentlig tilskrives en vægtforskel på 135 kg – dieselbilen er den tungeste – fordi Honda antagelig har kompenseret for mere-vægten ved at stramme affjedringen op. Det betyder på almindelig dansk, at benzinbilen er den mest komfortable af de to.


2,2 liters dieselmotoren.

 

2,0 liters benzinmotoren.


Vi har afprøvet begge varianter på tyske autobahns med hastigheder på tæt ved de 190 km/t, som er den officielle topfart for begge varianter, og CR-V er, trods sit relativt høje tyngdepunkt, både stabil og præcis. Det skyldes helt givet den faste affjedring.

 

Vi har også kort afprøvet den ved lettere terrænkørsel. På plane grusveje fungerer den flot, men i mere kuperet terræn ville en lidt blødere affjedring have været at foretrække. Men CR-V ER ikke skabt som en off-road’er, det er værd at huske på. Og under danske kørselsforhold vil den kunne klare sig de fleste steder.

 

Eminent i regnvejr

Det regnede i øvrigt under store dele af testkørslerne og hér var der rig lejlighed til at fornemme fordelen ved det nye firehjulstræk. På fugtig asfalt, ved start op ad bakke, hjælper baghjulstrækket til solid acceleration helt uden hjulspind, og ligeså snart behovet for firehjulstræk er borte, er firehjulstrækket det også. Let, elegant og stort set umærkeligt.

 

I erkendelse af at godt overblik er en væsentlig købsfaktor for CR-V kunder har man løftet frontpartiet, så afstanden fra de synlige hjørner til bilens reelle hjørner er minimeret. Det vil for mange bilister opleves som en hjælp under manøvrering. Vinduesarealerne er blevet større, men udsynet bagud ikke lige præcis forbilledligt – det er dog én af måderne hvorpå man har opnået de gode pladsforhold i bagagerummet. Noget for noget.

 

Økonomisk

En Honda CR-V kan med 4WD og dieselmotor samt manuelt gear køre 17,9 km/l. Det er et flot tal, som formentlig bliver endnu bedre med 2WD. Den tohjulstrukne dieselvariant kommer dog først på et senere tidspunkt og Honda vil på Paris Motorshow sidst i september desuden præsentere en ny ultra-let 1,6 liters dieselmotor med en effekt i nabolaget af 120 hk, som dels vil være verdens letteste 1,6 liters diesel, dels vil byde på endnu bedre brændstoføkonomi. Har man behov for hjælp til at opnå de gode forbrugstal, kan man ved at trykke på en Eco-knap bl.a. opnå reduceret speederrespons og en miljøoptimeret styring af airconditionanlægget.

 

Masser af udstyr

Kendetegnende for den nye Honda CR-V er også, at man tilbyder hele listen af udstyr, der hører sig til, typisk i dyrere biler. Herunder vognbanekontrol, der oven i købet griber ind i styringen og venligt bringer bilen i den rigtige retning, hvis man er kommet lidt for tæt på vejafstribningerne. Trailer Stability Assist hjælper til at stabilisere vogntoget, når man kører med anhænger. Adaptiv cruisecontrol, der regulerer afstanden til den forankørende, er også en option.


Ny og endnu bedre Honda CR-V - læs mere >>>


Honda CR-V first test i Motorradioen Del 1 >>>
Honda CR-V first test i Motorradioen Del 2 >>>



Hurtige fakta om Honda CR-V:


Introduktion i Danmark: November 2012

 

Motorudvalg:

2,0 benzin: 155 hk, 192 Nm/4300 omdr./min. 0-100 km/t: 4WD: 10,2 sek., (12,3 sek. - aut.gear). 2WD: 10 sek. Topfart: 190 km/t (182 km/t – aut.gear). Brændstoføk: 4WD: 13,5 km/l (13,3 km/l – aut.gear). 2WD: 13,8 km/l

 

2,2 diesel: 150 hk, 350 Nm/2000 omdr./min. 0-100 km/t: 9,7 sek (10,6 sek. - aut.gear), Topfart: 190 km/t. Brændstoføk: 17,9 km/l (15,2 km/l – aut.gear).

 

Længde: 4,57 m. Bredde (med spejle): 2,10 m. Højde: 1,69 m. Frihøjde: 17 cm. Bagagerumskapacitet: 589-1669 ltr.


Link til importøren


 

 

Honda CR-V fås både med manuelt gear (øverst) og automatgear.

 

18" hjul er standardmontering på den nye CR-V.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt