- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 


Ny Nissan Micra: Stærke priser og stærkt udstyr

 


Tekst: Søren Clauding – 10. marts 2011

 

 

 

 

 

 

 

Den nye Nissan Micra er på vej ud på det danske marked lige nu. Dermed satser Nissan stærkt på at genvinde sin position på det danske marked, hvor Nissan Micra altid har spillet en væsentlig rolle. Det sker efter at den hidtidige model har været på markedet i hen ved 10 år.

 

Med til historien hører netop historien. Det historiske forløb over de sidste 10 år, hvor Nissan har haft vanskelige økonomiske problemer og kun i beskedent omfang satsede på personbiler. Problemerne har man overvundet, fabrikken i Japan er kommet videre, man har udviklet en stribe nye personbilsmodeller og naturligt nok er det nu bestselleren, ”B-segment-bilen” Micra, som trængte til at blive fornyet.

 

126.000 for den billigste 5-dørs

Vi har tidligere prøvekørt den nye bil, da den blev præsenteret for verdenspressen (læs hér>>>). Det var sidst på efteråret 2010 og nu er den altså klar på det danske marked, til stærke priser og ikke mindst med et stærkt udstyr. Den billigste version, med tilnavnet Visia City (alle udgaver er 5-dørs), koster 126.000 kroner og den pris inkluderer tågebaglygter, el-sidespejle med varme, kørecomputer, lyslængderegulering, el-sideruder for, sædevarme, ratbetjent audioudstyr, centrallås, AUX-indgang, Bluetooth, nødreservehjul og fuld sikkerhedspakke i form af ESP, 6 airbags, ISOFIX etc. Kun aircondition mangler i Visia City versionen – men for 10.000 kroner oveni fås det som en del af Visia udstyret.

 

Nissan selv har valgt, at ville være rigtig god på især tre punkter:

 

Miljø

Man vil være miljøvenlig. Det er man bl.a. ved hjælp af en ny 1,2 liters 3-cylindret benzinmotor, bygget af Nissan selv, der får Micra’en til at kunne køre 20 km/l – et tal, der næsten holder i praksis. Det giver et CO2 udslip på blot 115 g/km.

 

Komfort

Man vil også byde på høj komfort. Det opnår man dels gennem gode køreegenskaber. Men også gennem et stærkt udstyr. Det førnævnte Visia-udstyr kan udbygges i Acenta og Tekna versionerne og på listen finder man bl.a. klimaanlæg, fartpilot med fartbegrænser, P-sensor, nøglefri betjening, alufælge m.m.

 

Bybil

Nissan Micra skal markedsføres som en reel bybil – for det er dét, den er skabt til. Foruden en utrolig lav vendediameter på blot 9,3 meter tilbyder man også et parkerings-assistent system, som måler afstanden mellem kantstensparkerede biler og signalerer, om man kan være der eller ej. Desuden er motoren forbavsende smidig og trækvillig ved lave motoromdrejninger.

 

En lille finte er sikkerheden, målt efter EuroNCAP: Hér mangler Nissan Micra blot en enkelt stjerne i at opnå de eftertragtede fem. Havde man monteret en såkaldt selealarm på forreste passagersæde, ville de manglende point have været hjemme. Det er imidlertid standard på de biler, der leveres i Danmark og som sådan er Micra 5-stjernet i Danmark uden at være det. Ikke lige nemt at forstå…

 

Nissan Micra skal genvinde sin stærke position på det danske marked.

 

Et parkerings-assistent system måler afstanden mellem kantstensparkerede biler og signalerer, om man kan være der eller ej.

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt