Toyota har vind i sejlene, og
vinden blæser bestemt Toyotas vej i snart sagt
enhver sammenhæng. Og selv ikke den hårde sidevind
fra Nordsøen kan bringe verdens største bilfabrik ud
af kurs. Ordspillet var nærliggende, i den grad
inspireret af vejrforholdene i forbindelse med
Toyota Europas første samlede præsentation af
“Toyota Professionel - inklusive nye biler, hvor den
allerstørste af dem især havde vores fokus.
Den hedder Toyota Proace Max
og er en regulær 3,5 tons varebil, den første af sin
slags i Toyota varebilsviften. Den er i lighed med
to af de mindre biler, Proace og Proace City skabt i
et samarbejde med Stellantis koncernen - et
samarbejde, som Toyota tidligere har haft omkring
bl.a. den populære Aygo model.
Egen identitet
Toyota sætter imidlertid sit
eget præg på fabrikkens erhvervsbiler. For ét er
selve bilerne, et andet er alt det, der følger med,
som hos Toyota er samlet under den fælles paraply,
kaldet Toyota Professional. Men selv, når det kommer
til selve bilerne, adskiller de sig gennem et
forskelligt design. De er nu blevet tilført noget
mere karakter, mere personlighed, mere pondus om man
vil, og selvom det hedder sig, at erhvervsbilers
udseende har mindre betydning, så er der næppe
nogen, der græder tårer over at bilerne ser bedre ud
og har en bredere appeal.
Ordlegen omkring vinden
opstod naturligt. For præsentationen af de nye biler
fandt sted i området nord for Den Haag og Sydvest
for Amsterdam i Holland. På kyststrækningen blæser
det ofte, og det gjorde det i dén grad, da vi skulle
prøve udvalget af nye varebiler. Tiden til test slap
dog hurtigt op, men ud fra et kørselsmæssigt
synspunkt betød det mindre, for selvom bilerne ser
anderledes ud og har fået forskellige opgraderinger,
er de to førnævnte Proace modeller grundliggende
uændret.
Den nye Toyota Hilux blev
også præsenteret, men der var ikke mulighed for at
køre den, så det må vente til en anden god gang. Den
store Proace Max, til gengæld…
Proace Max er ny
Det bilmæssigt helt nye er
mest, at bilen optræder i Toyota klæder. Den har som
nævnt søstermodeller i Stellantis samarbejdet, altså
Citroën, Fiat og Peugeot, men Toyota har ikke før
haft så stor en varebil. Og det er naturligvis
vigtigt, for at kunne tilgodese de kunder, der af
mange forskellige årsager måtte foretrække bilerne
fra den japanske fabrik.
Og Proace Max er ikke en
hvilken som helst bil. Der er tale om et ret
fleksibelt køretøj, der tilbydes i en række
konfigurationer: To akselafstande, tre længder og
tre højdeindstillinger. I sin største form har den
klassens bedste lastvolumen på 17 kubikmeter. Det er
også nemt at få adgang til lastrummet, takket være
bagdøre i fuld højde. Dørene kan åbnes 270 grader -
det er faktisk første gang, det er en mulighed i en
Toyota-varebil.
Også elektrisk
Men ligeså vigtigt er det, at
Proace Max komplementerer Toyotas tilgange til
diversitet i bilvalget. For én ting er bilen, et
andet er, at den findes med såvel diesel-drivline
som el-drivline. For Proace Max fås nemlig også i en
fuldt elektrisk version. Den har en rækkevidde på op
til 420 km, hvilket som udgangspunkt er
tilstrækkeligt til, at man i mange virksomheder vil
kunne tilbagelægge lokale ruter, uden at skulle lade
op hver dag. Opladning til 80 procent ved hjælp af
en 150 kW hurtiglader tager kun ca. 55 minutter. Der
fås også tre dieseldrivlinjer med manuel og
automatisk gearkasse og topeffekt på 120 hhv. 140 og
180 hestekræfter. I Danmark vil man dog alene
markedsføre de to kraftigere af dieseludgaverne.
270 elektriske
hestekræfter
Handler det om rigtig mange
kræfter, er den fuldt elektriske udgave klart det
rette valg. Op til 270 hestekræfter og 410 Nm yder
den store elbil, der også betjener sig af et 110 kWh
batteri. Men det er klart, at i samme øjeblik, man
begynder at udnytte den store lastkapacitet på op
til 1500 kg, reduceres rækkevidden. Man må i øvrigt
sætte en anhænger på 2400 kg bag på.
Omkring 90 procent af de
tunge varebiler, der sælges i Europa, har en eller
anden form for tilpasning eller er udstyret med
tilbehør, der passer til deres brug. I Danmark er
markedet typisk sådan, at man få lavet sine
skræddersyede opbygning af specialiserede opbyggere
i Danmark. Dertil benytter man chassis udgaven og
chassis med dobbeltkabine udgaven - hvilket også
giver større fleksibilitet.
Sidevindsfølsomhed
bortskaffet
Max udgaven har i øvrigt Fuld
LED-forlygter, og Toyota tilbyde til topmodellerne
også et nyt multimediesystem med 10” touchscreen og
adgang til cloud-baseret navigation. Og så er alle
Proace Max udstyret med et ret genialt system, som
illustreres i videoen her på siden. Det gør langt
henad vejen op med den sidevindsfølsomhed, der
kendetegner store varebiler.
Systemet inkluderer følere og betjener sig af bilens
fire bremser. Ved at regulere bremsetrykket, på
samme måde som ESC stabiliseringssystemet kan
modvirke udskridninger, stabiliseres bilen konstant,
når den kører hurtigere end 65 km/t. I den
voldsomme, stormende blæst fra Nordsøen, der under
den første korte test kom, som var den bestilt til
anledningen, fik man en klar oplevelse af systemets
effektivitet. Det er intet mindre end genialt og en
meget stor sikkerhedsfaktor.
Link til importøren |