De forstod at vække
appetitten hos MG. Først i München på IAA Mobility
for et år siden, derpå dette efterår, da den var på
turné i Danmark. Uden at køre. Og nu var tiden
kommet til den første om end ret korte køretur. Og
sulten blev ikke stillet, for den er god, MG’s fancy
fuld elektriske statement. Man har lyst til mere.
For MG gælder det om at vise,
at de mestrer at bygge sportsbiler, med eller uden
strøm. Det gælder også om at vise, at trods kinesisk
ejerskab, kan man være tro imod sit ophav. Det giver
mening, for det er langt henad vejen ophavet, der
viser vejen. For ret beset har ingen vel brug for en
bil, der ultimativt med firehjulstræk kan nå 100
km/t på 3,2 sekunder, selvom dens drivline på op til
510 hk gør det muligt.
Sublim sportslig roadster
En MG Cyberster har vi
tidligere beskrevet, og hér skal vi blot fastslå, at
den er en sublim, sportslig roadster. OK, man mærker
de to tons, som ellers skjules godt af det lette
design. Men konstruktørerne har gjort deres yderste
for at reducere vægtens indvirkning gennem den
avancerede undervogn. Og det er faktisk lykkedes ret
godt.
Der er en stor grundliggende
forskel på at bygge en sportslig bil med
forbrændingsmotor og en sportslig bil med elmotor.
Det handler i al sin enkelthed om, at
konstruktørerne af elbilen må konfigurere
computerstyringen af drivkraften, så den kan
håndtere forskelligartede kørselsforhold. Det
foregår i det store hele mekanisk i en ICE-bil.
Kørslen på de fugtige veje
indikerede, at den opgave var lykkedes ret godt.
Naturligvis også godt hjulpet af firehjulstrækket,
der har en dobbelt funktion: Dels sikrer det et godt
vejgreb, dels hjælper det til at stabilisere
forenden ved hurtig kurvekørsel. Men
indrømmet, forholdene, testens varighed plus det, at prøvekørslen
fandt sted på offentlig vej, lagde visse
begrænsninger på en præcis test. Men sådan er virkeligheden jo også.
En Cyberster kan også bruges til at cruise med.
God plads og god pris
I øvrigt var det overraskende
så god plads, man oplevede i kabinen, selv når
kalechen var lukket, og det var den naturligt nok
det meste af tiden. Støjniveauet var også lavt,
bl.a. fordi der benyttes højkvalitets kalecher, og
sidst men ikke mindst gik bilens affjedring hen og
blev helt komfortabel, altså ikke så spændstig, som
en sportsvogn eller ofte vil være.
Og så er den til at betale.
Prisen for den baghjulstrukne version, kaldet
Trophy, er 500.000 kroner og den prøvekørte firehjulstrukne
udgave, kaldet GT, koster 50.000 kroner yderligere.
|