Toyota bringer nu en nye og
kraftigt opdateret udgave af succes-modellen, Toyota
Corolla, på markedet. Det er en bilmodel, der er
købt i 51 millioner eksemplarer verden over, og den
nye bil er en del af 12. generation, der blev
lanceret i 2019. Men hvordan har vejen dertil set ud
for verdens mest købte bilmodel fra verdens absolut
største bilmærke?
Det hele startede tilbage i
1966 hvor Toyota betrådte helt nye græsgange med den
første Corolla, da man udstyrede den med McPherson
fjederben og 4-trins gearkasse. Det var aldrig
tidligere set på japanske biler. Man introducerede
såvel en 2-dørs som en 4-dørs version plus en
stationcar. Og siden solgte man 1 million
eksemplarer af Corollaen, inden man i 1970 lancerede
en ny generation.
Corolla Generation 1 fra 1966.
2. generation var lidt af en
forvandling, designet var blevet blødere, de bageste
bladfjedre – ja, det benyttede man dengang – var
også blødere og bilen derfor mere komfortabel. I
1972 lancerede man så en coupé udgave af Corolla’en,
som især var populær i sportslige kredse.
I 1974, lige oven på
oliekrisen, der brød ud året forinden, var der
desuden fokus på forurening fra bilers udstødning.
Toyota var pioner og lancerede 3. generation Corolla
med den nyopfundne katalysator. Og så blev den skabt
i en vindtunnel, som også var nyt på den tid. Plus
en ny 3-trins automatisk gearkasse. Modellen kom i
flere varianter fra 2- og 4-dørs sedan’er til
sportslige hardtop og fastback udgaver samt en
3-dørs hatchback.
1983: 10 millioner blev
nået
I 1979 efter endnu en
oliekrise kom 4. generation Corolla som gav modellen
yderligere et løft. Den bevarede sin folkelighed,
men var mere luksuriøs og performede bedre end
forgængerne. Ikke færre end 400 timer i
vindtunnellen var med til at kombinere en god
aerodynamik med forbedrede køreegenskaber.
Sidstnævnte inkluderede et
nyt 4-link affjedringssystem, og for at holde
forureningen nede lancerede man også en ny 1,8
liters dieselmotor. Modellen var meget populær, og
Toyota eksporterede den efterhånden til i januar
1983 at nå ud til 116 lande verden over. I samme år
nåede man et salg på 4,73 mio. af 4. generation og
et samlet salg for Corolla modellen på 10 millioner
biler.
Det år tog man også hul på
den nye 5. generation Corolla, den første der var
designet ved hjælp af computere. Den var også den
første med forhjulstræk og de populære 4-dørs
versioner fik følgeskab af 5-dørs varianter. Man
holdt dog fast i det sportslige baghjulstræk system
for coupéversionen med langs-liggende 1,5 og 1,6
liters motorer.
Avanceret teknik
6. generation (1987)
inkluderede ikke færre end 2000 regulære
forbedringer og bilen fik endnu et løft opad, hvad
angik det sportslige, og GT topmodellerne bød bl.a.
på elektronisk styrede hjulophæng.
Større, hurtigere og endnu
mere sikker end tidligere var nøgleordene bag 7.
generation, som kom på markedet i 1991. Bilerne var
mere raffinerede end de tidligere generationer og
oplevelsen af kvalitet blev løftet til et højere
niveau.
Corolla Generation 8 fra 1995.
I 1995 skiftede designet
karakter med særligt blik for, hvordan europæerne
ønskede at biler skulle se ud. Målet var også, både
at reducere omkostningerne som bilkøber/bilejer og
være mere miljørigtig. Hvis man ser på Corolla
”generation 8” rundt om i verden var bilerne meget
forskellige, men det var især de europæiske
versioner, der skilte sig ud.
I 2000 havde man tilsammen
solgt 28 millioner biler i Corolla modellens levetid
og den stod for 20 procent af Toyotas globale salg.
Man gjorde fuldstændig op med fortiden og lancerede
en bil, den niende generation, som helt igennem var
skabt i Europa.
Seks år senere kom så den 10.
generation, hvor man havde udvidet det globale
perspektiv og bl.a. havde som mål, at bilkunderne på
mindre end de fem første minutter bag rattet skulle
opleve og identificere den nye models kvalitet.
2006 var også året, hvor
Toyota i Europa begyndte at sælge Corolla modellen
under det nye navn, Auris. Andre steder i verden
blev den fortsat solgt under Corolla navnet, som
Toyota så siden (med 12. generation) vendte tilbage
til i Europa.
50 års jubilæum
2013 var året, hvor 11.
generation kom på markedet. Navn eller ikke navn, et
faktum var det, at Corolla-modellen blev verdens
mest solgte bilmodel i 2013. En del af grunden var
utvivlsomt, at Corolla-designet havde fået en
gevaldig opstrammer og bilerne fremstod langt mere
moderne end forgængerne.
Man rundede i ”generation
11”-perioden også 44 millioner solgte biler, et pænt
tal for en bilmodel, der undervejs også havde 50 års
jubilæum. Og nu var den selvopladende
hybrid-teknologi en vigtig parameter for bilkøberne.
12. og seneste
generation er skelsættende
12. generation så dagens lys
i 2019, nu på ny også i Europa under Corolla navnet
og det er præcis, hvor vi er nået til nu. Den er den
første model, der er bygget på den avancerede GA-C
platform. Designet havde fået et gevaldigt løft og
er virkelig skelsættende,
bilernes køreegenskaber ligeså og med avancerede
selvopladende hybrid drivliner forstærkede Toyota
sin førerposition blandt lavt forurenende,
ultrabenzinøkonomiske hybriddrivliner.
Siden lanceringen i 2019 og
den aktuelle kraftige opdatering har Toyota Corolla
hvert år været verdens mest solgte bilmodel, og i år
runder man så de 52 millioner solgte biler i
Corolla-modellens 57-årige levetid.
|