- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


Verdenspremiere: Toyota C-HR

Designløft til design succes


Af Søren Clauding – 26. juni 2023

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det var en designmæssig omvæltning, Toyota gennemførte tilbage i 2017, da den første C-HR blev lanceret. Nu er den nye og 2. generation af succes-modellen på vej, og den bygger oven på en god kombination af det design, forgængeren blev kendt for, og de seneste modeller fra verdens største bilmærke, ikke mindst den lille, vakse Aygo X og den elektriske bZ4X.

 

Toyota C-HR (C-HR står for Coupé High-Rider) er mere end noget andet et design-statement. Den væsentligste købsparameter er bilens udseende, dens udstråling og visuelle appeal. Men naturligvis er det alt sammen baseret på de store tekniske og digitale landvindinger, som Toyota har opnået i de seneste år.

 

Ypperligt design - ypperlig hybrid

Billederne taler deres eget sprog og et par muligheder for at dykke ned i teknikken i forbindelse med verdenspremieren, som fandt sted i den nordtyske storby, Hamburg, dokumenterer det høje tekniske niveau, som især den femte generations hybridteknologi bidrager med. Her er virkelig tale om det ypperste af det ypperste indenfor hybrid-teknik, hvilket ikke er så mærkeligt, da Toyota har over 26 år på bagen, hvad dette angår.

 

Da den første Toyota C-HR blev lanceret, var der tale om et designmæssigt gennembrud. Det slog an, kunderne var begejstrede og siden introduktionen er der solgt i alt 754.000 eksemplacer af bilen, som man godt kan kalde en ægte europæisk Toyota. Og det bliver den nye generation i endnu højere grad.

 

Levetid

Den er kompakt, den er fancy at se på, den er miljørigtig, men ikke verdens mest funktionelt optimerede bilmodel. Det har måske afholdt nogle fra at vælge en C-HR, selvom de gerne ville, og det skal man nok også forvente kommer til at ske med den nye generation. Den er et statement for Toyota, men vil også være det for køberne af bilen. Det åbne spørgsmål er, hvor tidssvarende den vil være om 5-6 år, men så kan de jo blot introducere en 3. generation…

 

Ved udviklingen af den nye bil har Toyota lagt stor vægt på designet, men også miljøhensyn og ønsket om at vise miljø vejen fylder meget. Anvendelsen af genbrugsmaterialer er stor og det samme gælder miljøbevidstheden bag valget af materialer. Toyota har i øvrigt i skrivende stund udnævnt en ny chef for det, man kalder cirkulær økonomi, som omfatter en målrettet genanvendelse af flest mulige materialer og i bredest mulig forstand. Desuden har man ønsket, at kunderne skal kunne opnå en personaliseret oplevelse. Om det lykkes vil tiden vise.



5 generations hybrid

I sagens natur benytter Toyota koncernens 5. generation hybrid drivliner, og C-HR kommer som selvopladende hybrid med såvel 1,8 som 2-liters benzinmotorer. Den kommer også med firehjulstræk, hvor en 41 hestes elmotor trækker på baghjulene. Og så vil den desuden kunne anskaffes med plug-in hybrid teknik, hvilket må forventes især at appellere til det danske publikum, så længe prisen på plug-in hybridbiler holdes nede gennem attraktiv beskatning.



Konstruktionsmæssigt er der tale om en robust ramme, der både sikrer høj grad af vridningsstabilitet og yder god beskyttelse. Højvolts hybridbatterierne findes under bagsædet, og derved opnår man udmærkede kabineforhold. Det forventes at medvirke til en god vægtfordeling i bilerne, som Toyota også lover vil få et løft opad, hvad angår køredynamik – uden tab af kørekomfort.

 

Plug-in hybrid versionen vil være udstyret med et 13,8 kWh batteri, der oplades med i Danmark op til 3,7 kW og forventes, at levere en EV-rækkevidde på 66 km. Systemeffekten vil være 164 kW (223 hestekræfter) hvilket indikerer, at drivlinen er identisk med den, som lige nu er på vej på markedet i den nye Toyota Prius. Der forventes fine fartpræstationer, hvor 100 km/t nås på under 8 sekunder.

 

Energiforbruget vil i øvrigt kunne styres med stor præcision. Når navigationssystemet har fået godkendt den rute, man vil følge, sammensætter en kørecomputer samspillet mellem forbrændingsmotoren og elmotoren, så man anvender så lidt som muligt energi.

Er man nu blevet sulten efter en C-HR, kan man få den stillet i begyndelsen af 2024, for da lanceres den officielt i Danmark, oplyser Toyota i Danmark.


Andre Toyota prøvekørsler - find dem hér >>>

Læs også:
Skarpt angreb i C-segmentet >>>



Den nye C-HR, som kommer til Danmark i begyndelsen af 2024, introducerer en helt ny bi-tone lakering, hvor farven fra det sortlakerede tag føres hele vejen ned til bagkofangeren og dækker hele den bageste tredjedel af bilen.










Link til importøren

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt